Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Formsand - Formskærerkunst - Formskønhed - Formsnit - Formsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at forhindre Sandet fra at sintre sammen,
blandes det op med malet Kul, navnlig Stenkul.
F. anvendes som Regel i fugtig Tilstand; ved at
tilsætte forsk. Vædsker, saasom Saltvand,
Sukkervand, surt Øl, Ølbærme o. l., kan selv meget
magert Sand gøres bindende, og Formen endog
ofte taale at tørres uden at falde sammen.
F. W.
Formskærerkunst er Kunsten i Trætavler
at udskære Modeller ell. Plader med ophøjede
Mønstre, bestemte til farvede Aftryk paa Katun
o. a. Tøjer samt paa Papirstoffer, Voksdug o. a.
Den er nær beslægtet med Træskærerkunsten,
der arbejder for Bogtrykkerpressen, og er
Oprindelsen til denne; de tidligst, kendte
Eksempler paa F. er Aftryk af fyrstelige
Personers Monogrammer o. l. paa Dokumenter fra
11. Aarh.; i flg. Aarh. kommer Billedaftryk paa
Tøj, senere paa Spillekort, Afladssedler m. v.
Fremgangsmaaden bestaar i at udskære de
Dele af en paa Træet overført Tegning, der
ikke skal aftrykkes; F. har dog kun med
grovere Tegninger at gøre og benytter forsk.
Stemmejern af samme Art som de, der benyttes af
Træbilledhuggeren.
(A. Ls.). A. Hk.
Formskønhed. Det er et gammelt
Spørgsmaal, om det skønnes Væsen ligger i Formen
ell. i Indholdet ell. i en lykkelig Forbindelse af
begge. Man har søgt det skønne i Ideen, i et
ell. andet sublimt, ideelt, aandeligt, værdifuldt
Indhold af Tanker og Følelser
(Indholdsæstetikken), og man har søgt det i visse
urbehagende Forhold, som Orden, Regelmæssighed,
Enhed i Mangfoldighed, Symmetri, Proportion,
Harmoni o. s. v. Disse Anskuelser har kæmpet
med hinanden gennem Æstetikkens Historie,
men Indholdsæstetikken har haft Overtaget,
indtil den, efter at have faaet sit fyldigste
Udtryk i Hegel, mødte en kraftig Reaktion i
den Herbart’ske Formæstetik. Herbartianerne
viser hen til den Kendsgerning, at vi i visse
simple Maal-, Form- og Farveforhold (simple
Rumsfigurer og Linieforhold, Toneforhold og
Rytmer, behagelige Farvesammenstillinger)
faktisk har noget almengyldigt skønt, i hvilket der
ikke synes at kunne være Tale om et
værdifuldt Indhold, der her blev sanseliggjort. En
antik Gudeskikkelse udtrykker vel en Idé, men
den simple Farveakkord rødt-blaat-gult eller
simple Rumsfigurer som en Cirkel, en Trekant
synes vanskelig at kunne føres tilbage til et
saadant Indhold. Her rejste sig Vanskeligheder
for Indholdsæstetikken, som kun slet søgtes
løste ved en vidtgaaende Anvendelse af
Symbolik. En nøjere psykologisk Analyse vil dog
komme til det Resultat, at vi overalt, hvor vi
møder en tilsyneladende ren F., i Virkeligheden
tyder disse Formforhold som Udtryk for et
Livsindhold. Tager vi saaledes Symmetri, et
Urelement i al Rumsskønhed, saa fremtræder
fra Formens Side det behagende i den anskuelig
givne Enhed i Mangfoldighed (med dertil
svarende Følelsestone af Lethed, Klarhed, Orden),
og nærmere set behager den os ved at vække
og tilfredsstille en Forventning ɔ: ved en
følelsesbetonet harmonisk
Forestillingsvirksomhed. Men Formen alene udtømmer ikke
Behaget: det reale Indhold er en Erindring af vor
Indlevelse i Tyngdens Forhold med dertil
svarende Livsværdi, hvorved Linieforholdene
bliver Symboler, Tegn paa vort personlige Vel og
Ve. Linien forstaas kun ved Bevægelse,
Bevægelsen som Udtryk for Kraft (gennem Villien),
Ligemaal bliver da Udtryk for Ligevægt, lige
Kraft, og Ligekraft er atter Udtryk for
harmonisk Kraftspænding. Ved Anskuelsen af
Symmetri har vi da den behagelige Følelse af
Tryghed, velgørende Fasthed, af, aandelig talt,
at staa lige paa vore Ben. Og Formsiden er
ikke noget nyt ved Siden af Indholdssiden, men
det sanselig-naturlige Udtryk for denne.
Betragter vi altsaa det skønne fra dette
Synspunkt af Form og Indhold, bliver Resultatet:
det skønne er altid Billede, har Anskuelsen til
Form; det sanselig-anskuelige Billede med dets
iboende Forhold: Enhed i Mangfoldighed,
Regelmæssighed, Symmetri og Proportion,
harmoniske Farve-, Rumsforms-, Tone- og
Rytmeforhold er det, vi kalder Formen. Indholdet er
Livet, Sjælen, Aanden, Følelsesindholdet, det
livsværdifulde, der har sit anskuelige Udtryk i
disse Former, som Sjælen spejler sig i Ansigtet.
Det skønne er denne Syntese af Indhold og
Form, i hvilken Indholdet har fundet sit
ejendommelige fyldige Udtryk, har vundet
»Skikkelse«.
Ikke desto mindre kan der dog med Rette
tales om noget ensidig formskønt. Hver af de
to Elementer, Indhold og Form, kan fremhæves
mere ell. mindre ensidig, og der opstaar
derved forskellige Kunstretninger. Tegnér siger:
det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. Men
vi ved dog, at en dyb og sjælfuld Tanke kan
kæmpe med Formen, Udtrykket, og at der
omvendt gives meget løst, men velformet
Ordbram. Saaledes ogsaa i Kunsten. Digteren og
Kunstneren finder først efterhaanden de
Formelementer, der svarer til et bestemt sjæl- og
aandfuldt Indhold: i Begyndelsen maa Formen
indskrænkes til de Udtrykselementer, der staar
i nøjeste Forbindelse med Indholdet, og vi maa
ligesom ane Indholdet, der endnu ikke har
fundet sit plastiske Udtryk; vi har da det
aandigt-skønne. Men efterhaanden findes alle rette
Formelementer; dette Fund bliver Samfundets
Eje, og ved Vanen faar Elementerne en vis
selvstændig Udformning. Formen faar en vis
Selvstændighed, vi kan nu næsten alle skrive
formelt fejlfri Vers; og den Fristelse ligger da
nær, i en Epigonernes Tid uden noget
ejendommeligt nyt formkrævende Indhold, ensidig
at gaa op i Formen og udpensle denne til den
højeste ydre Fuldkommenhed. Vi staar da ved
det ensidigt formskønne; Formen er her, men
den unge, friske Sjæl er her ikke; Formen
ligesom lever paa Minderne af en Sjæl, der er
gaaet bort, og Kunsten sejler »med et Lig i
Lasten«.
Cl. W.
Formsnit (Formschnitt) er det gl. Navn paa
Træsnit; det brugtes og bruges til Dels endnu
om de Blade, der indførtes efter, ofte ogsaa af,
Reformationstidens tyske Malere (Dürer o. a.).
S. M.
Formsten er Mursten af særlig Form, der
benyttes til Forsiringen af Sokler, Saalbænke,
Gesimser, Dør- og Vinduesindfatninger m. m.
E. Su.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
