Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fornjot - Fornmannasögur - Fornuft - Fornuftens Brug - Fornyelse af Skyldforhold - Fornyelsesdom - Fornyelsesfond - fornyet Behandling - Fornyrðislag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Stormen), Loge (Luen) og Læ (Havet). Navnet
forklares som Fórn-njótr, Offertager ɔ: den
grumme menneskeødelæggende Stormdæmon.
A. O.
Fornmannasögur [↱fårnman.asögør] er den
noget unaturlige Titel paa en samlet Udg. af
isl. Sagaværker om norske og danske Konger,
saaledes som de foreligger i Haandskrifter mest
enkeltvis og i en udførlig, altsaa ogsaa i Reglen
i en sent affattet Bearbejdelse. Der begyndes
med de længste, stærkt interpolerede Sagaer
om Olaf’erne (Bd I—III, IV, V) med forsk.
tilhørende Tillæg; herpaa følger Sagaerne om
Magnus den Gode o. s. v. til Magnus
Erlingssön (Bd VI—VII), om Sverre af Abbed Karl
(Bd VIII), Hakon Sverresön o. s. v. til Sturla
Tordssön’s Sagaer om Hakon den Gamle og
Magnus Lagaböter (denne kun et Brudstykke)
m. m. (Bd IX—X). I Bd XI findes dernæst
Sagaen om Jomsvikingerne og Knytlingerne m. m.
Til hele Værket føjedes et 12. Bd, indeholdende
Tidsregning, Forklaring til Versene, geografisk
Register m. m. Hele Samlingen udgaves af det
kgl. nord. Oldskriftselskab 1825—37 og blev
ledsaget af en lat. Overs. af Svb. Egilsson under
Titlen: Scripta historica Islandorum [1828—46],
samt af en dansk ved Rafn og N. M. Petersen
(1826—37).
F. J.
Fornuft betegner i de populære Udtryk »at
have alm. sund F.« og »at være ved sin F.’s
fulde Brug« ikke andet end den intellektuelle Side
af Sjælelivet; under Forudsætning af, at
denne er normal, vil Individet opfatte og tænke
som Flertallet af Menneskene. I den af Kant,
i erkendelsesteoretisk Interesse konstruerede
Psykologi betegnede F. Evnen til at slutte og
blev stillet i Modsætning til Forstanden, Evnen
til at dømme, men saadanne særlige Evner
eksisterer slet ikke (se Forstand og
Tænkning).
Alfr. L.
Fornuftens Brug. Det har fra gl Tid været
en almenanerkendt Betingelse for at kunne
optræde selvstændig i Retslivet, at man havde F.
B. I gældende dansk Ret er dette udtrykkelig
udtalt, dels i Arveforordningens Regler om,
at kun den kan oprette gyldigt Testamente,
som er ved sin Fornufts fulde Brug (§ 21) ell.
er sin Fornuft fuldkommen mægtig (§ 24), dels
i Frd. 30. Apr. 1824 om, at den ikke maa
indgaa Ægteskab, som mangler F. B. Men
ogsaa i andre Tilfælde har vor Retspraksis
arbejdet med dette Begreb. Det er saaledes
anerkendt, at Mangel paa F. B. hos Løftegiveren bør
gøre den indgaaede Formueforpligtelse ugyldig;
i alt Fald naar den, som modtog Løftet, indsaa
eller burde indse, at Løftegiveren savnede F.
B., men vistnok ogsaa, selv om Løftemodtageren
var i god Tro. Mangel paa F. B. hos
Modtageren af en Gave ell. et Gaveløfte maa
endvidere udelukke ham fra at blive berettiget;
og den, som mangler F. B., bliver ikke
ansvarlig for sine skadegørende Handlinger. I sidste
Henseende giver dog mange fremmede
Lovgivninger Dommeren en Ret til mere efter Skøn
at paalægge et vist Erstatningsansvar, naar de
særlige Forhold gør det rimeligt. Endelig vil
en varigere Mangel af F. B. kunne begrunde
en Umyndiggørelse, der rammer baade
Myndlingens formueretlige og hans personlige
Handleevne, og som i sidste Henseende kan give
Værgen en lgn. Myndighed over for
Myndlingens hele personlige Liv, som den, der ligger i
Forældremyndigheden over for Barnet.
Manglende F. B., som skyldes Sindssygdom eller
Aandssvaghed af højere Grader, kan navnlig
begrunde en Tvangsindlæggelse ell.
Tvangstilbageholdelse af Patienten i en Helbredelsesanstalt.
F. B. er et blandet, et retligt-psykologisk
Begreb og er et skønsmæssigt Begreb. Det er
overladt til Dommeren, om fornødent under
Vejledning fra Lægeautoriteter, at bedømme,
om Personen i Handlingsøjeblikket havde den
tilstrækkelige Forstaaelse af Retshandelens
praktiske og retlige Bet. og endvidere havde
den fornødne sjælelige Evne til at rette sig
efter sin Forstaaelse. Tysk Ret taler her om
»Geschäftsfähigkeit«, schweizisk Lov om
»Urteilsfähigkeit«. Manglen kan skyldes
vedvarende Tilstande, kronisk Sindssygdom eller
Aandssvaghed, men ogsaa forbigaaende
Tilstande, saasom Søvn, Drukkenskab, hypnotisk
Tilstand, Feberdelirier ell. anden akut
Sindssygdom. Ogsaa ung Alder kan udelukke F. B.
Faktisk lader den vel F. B. vaagne til forsk.
Tid efter individuel Udvikling og de
foreliggende Forhold. Men af retstekniske Grunde
vil man i vor Ret her gennemgaaende regne
med bestemte Aldersfrister (se Myndighed).
Den schweiziske Civillovbog (1912) § 17 giver
en god Definition: »Urteilsfähig« er enhver,
som ikke p. Gr. a. sin Barnealder ell. som
Følge af Sindssygdom, Aandssvaghed,
Drukkenskab e. l. Tilstande mangler Evnen til at
handle fornuftmæssig.
V. B.
Fornyelse af Skyldforhold, se
Novation.
Fornyelsesdom. Da Domme, som gaar ud
paa Betaling af Penge, taber deres
Eksekutionskraft i Løbet af 1 Aar og 6 Uger, maa
Domhaveren, hvis han vil forfølge sin Ret efter
den nævnte Frist, erhverve en Fornyelsesdom
gennem et nyt Søgsmaal mod Debitor. Dog
kan ogsaa den opr. Dom generhverve sin
Eksekutionskraft ved at indankes til
Stadfæstelse for højere Ret, men denne Udvej kan
kun benyttes, for saa vidt Sagen overhovedet
efter sin Beskaffenhed er appellabel.
K. Hch.
Fornyelsesfond, et Fond, hvis særlige
Bestemmelse er at erstatte den Afgang i Materiel
og Inventar, der kan forventes i en
Virksomhed. F. kan betegnes som et Reservefond, hvis
Midler er baandlagte til særlige Formaal.
C. Th.
fornyet Behandling, se Genoptagelse.
Fornyrðislag, egl. Oldtidsversemaalet, er
vistnok det oprindeligste nordisk-germanske
Versemaal og det simpleste. En Strofe heri
bebestaar af 8 Linier paa 4 Stavelser, hvoraf 2 er
lange og betonede med forsk. indbyrdes
Stilling; herefter varieres Rytmen, og der opstaar
forsk. Former, Grundformer, hvoraf der er 5
(2 Trokæer, 2 Jamber, Jambe + Trokæ o. s. v.).
Der findes undertiden indblandede 3-stavelses
og 5-stavelses Linier (jfr Kviðuháttr og
Málaháttr). Hvert Liniepar sammenknyttes
med Rimbogstaver (Hovedstav i de lige, Bistav
— een ell. to — i de ulige Linier).
Slutningsrim findes yderst sjælden og er da vistnok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
