Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forsyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
underordnes den evige Salighed som et Middel til
dens Fremme, idet den ses som en Opdragelse
ell. Prøvelse, der tjener det enkelte Menneske
til gode, Jak. 1, 2. 3., 1. Pet. 6. 7., Rom. 8, 28.,
Hebr. 12, 4—11. Denne Betragtning giver først
det enkelte Menneske den fuldkomne Frihed og
Overlegenhed over for Verden, idet den lader
ham kunne samle alt, hvad der sker med ham,
under Tak til Gud; først her er den Hvile
opnaaet, som ikke kan gives i Resignationen,
1. Thess. 5. 16—18., Fil. 4, 4. Men tillige giver
denne Betragtning en Mulighed for at kunne
anerkende Verdensløbet i dets relative
Selvstændighed paa anden Maade end i
Jødedommen; thi medens man der var henvist til at
skulle se Guds Retfærdighed fremtræde klart
for sine Øjne, saa er man nu fritaget herfor,
idet man med Evigheden til Baggrund kan
opretholde Troen paa F., selv hvor den naturlige
Beregning nok saa meget svigter. Først ved at
gennemføre det oversanselige Synspunkt, som
er udtalt i Kristendommen, kommer man til at
give enhver sit, baade Gud og Naturen. Det
maa kun erindres, at da en saadan Betragtning
er hævet over at støtte sig til Erfaringen, maa
den finde et andet Støttepunkt, der svarer til
dens religiøse Karakter; men dette finder den
alene i den Gennemførelse af Forsynstroen, som
Jesus har vist i sit Liv og sin Død, thi
herigennem har han givet os Pantet paa, at Gud til
Trods for, hvad der kan synes, dog er os naadig
sindet, Rom. 5, 1—11.
M. H. t. den Maade, paa hvilken
Forsynslæren nærmere er blevet behandlet inden for
den kristne Teologi, da er at bemærke,
at man for det meste har overset dens store
religiøs-praktiske Bet. og derfor paa den ene
Side har behandlet den som et alm. filos.
Problem og paa den anden Side har løsnet dens
nøje Sammenhæng med den positive kristne
Tro. For den filos. Refleksion er det især to
Spørgsmaal, som har frembudt Interesse,
nemlig dels Foreneligheden af den alraadende
guddommelige Villie med Verdens Selvstændighed,
særlig Menneskets Frihed, og dels Teodiceens
Problem, Foreneligheden af Guds Retfærdighed
med Menneskenes forskellige Kaar. Det første
Spørgsmaal fører naturligt ind paa
Spørgsmaalet om en Forudbestemmelse fra Guds Side, og
i Virkeligheden har Tænkningen herover afsat
sine dybe Spor gennem hele Kirken og har til
de forskelligste Tider delt Aanderne i modsatte
Lejre (se Prædestination). Det andet
Spørgsmaal, som søges løst gennem en filos.
Teodicé, fører til en Overvejelse af, hvorledes
Livets Onder i det hele maa begrundes og
forklares. Med Henvisning til Gen. 3, 17 ff. gaar
man alm. ud fra, at Livets Onder med Døden
som Toppunkt har deres Grund i den
menneskelige Synd; vistnok ophæver Jesus denne
Forbindelse for det enkelte Menneskes Vedk., Luk.
13, 2., Joh. 9, 3, men i al Alm. for hele Slægtens
Vedk. vedbliver man dog at hævde dens
Gyldighed. Først i nyere Tid har fl. Teologer
(Schleiermacher, Ritschl, Lipsius) til Dels med
Henvisning til den Kendsgerning, at Døden har
været i Verden før Menneskets Skabelse,
bestridt den hele her opstillede Sammenhæng. I
St f. har de indskrænket sig til at gøre
gældende, at de timelige Onder efter deres Natur
er af en meget relativ Beskaffenhed, og at det
just er Bet. af Kristendommen, at den kan
omsætte de tilsyneladende største Onder, endog
Døden, til i deres Grund at faa en velgørende
Karakter. Den sidste spekulative Besvarelse af,
hvorfor Gud ikke har valgt mildere
Opdragelsesmidler end de faktisk givne, ell. den
rationelle Paavisning af, at den givne Verden er den
absolut bedste mellem alle de mulige Verdener,
saaledes som Leibniz har forsøgt at give
den i sin Essais de théodicée sur la bonté de
Dieu, la liberté de l’homme et l’origine du mal
(1710), har de opgivet som umulig at præstere,
og det vistnok med fuldkommen Ret. Til dette
aabne Punkt er det, at Pessimismen
holder sig som sit faste Udgangspunkt; og det maa
indrømmes, at den over for Optimismen
har saa megen Ret, at en rent naturlig Teodicé
ɔ: en saadan, som uden at medtage et
oversanseligt, religiøst Synspunkt vil forklare
Tilværelsens Mening, er uigennemførlig. — Naar
imidlertid Forsynslæren kun kan fastholdes i
Sammenhæng med en religiøs Tro, og en
saadan med fuld Begrundelse kun kan være at
finde i en positiv, hist. Religion, vil det ses,
hvor meget den kristne Dogmatik har forsyndet
sig ved at behandle den nævnte Lære som et
Stykke »naturlig Teologi«. I den ældre
Kirkelære bliver Forsynstanken trængt til Side for de
abstrakte metafysiske Bestemmelser ang. Guds
og Menneskets Væsen; at Gud styrer Verden
synes for den mystiske Fromhed baade at være
noget for lavtliggende til at fængsle Interessen
og tilmed at være noget selvindlysende, naar
det staar fast som en for alle givet
Forudsætning, at der er en personlig Gud til, udstyret
med Visdom og Godhed. Det er først
Reformatorerne, som med deres Opposition mod
Skolastikken og Mystikken giver Forsynslæren
en virkelig Bet.; de hævder nemlig, at man af
sig selv ikke kan vide noget om Gud, men maa
have al Erkendelse om ham gennem hans egen
Aabenbaring; og hvad man særlig trænger til
at vide, er, at man har en naadig Gud, paa
hvis Velsignelse man kan stole i sit Arbejde og
under alle Tilskikkelser. Der bliver saaledes sat
en nøje Forbindelse mellem Troen paa
Forsoningen og Troen paa F.; de viser gensidig
hen til hinanden. For at kunne tage sit Livskald
op med fuld Kraft og Fortrøstning maa man
eje den Vished om at have Gud med sig, som
Forsoningen alene giver; men for at
Forsoningstroen skal faa et virkeligt Stof, hvori den kan
frugtbargøres, maa den lige saa vel være
bundet til det virksomme Liv med dets Opgaver.
Desværre er denne Kombination snart blevet
glemt. Hos de gl. Dogmatikere sættes
Forsynslæren mellem de articuli mixti (blandede
Artikler), hvis Indhold skal kunne godtgøres
saavel ud fra Fornuften som fra Aabenbaringen.
Og den senere Tid gaar langt videre.
Pietismen med sin mystiske Teologi havde væsentlig
kun Interesse for det umiddelbare Samfund
med Frelseren, som Forsoningen skulde give
Adgang til. I Modsætning hertil havde
Rationalismen alene Interesse for en mere eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
