Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortolkning (jur.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han fraviger nødig, hvad der i tidligere Domme,
især Højesterets, er opstillet som Lovens rette
F.; men bindende Regler for hans
Fremgangsmaade — Love om F. — kender Nutidens
Retsordener ikke til. Bl. a. af Frygt for, at
Praksis ikke skulde respektere Lovgiverens
Meninger, har man tidligere undertiden, f. Eks. i
Justinian’s Codex og i Enevældens Lovgivninger
i Slutn. af 18. Aarh., forbeholdt Monarken at
afgøre tvivlsomme Fortolkningsspørgsmaal; men
saadanne Regler, som dog i Praksis fik ringe
Bet., anses nu som forfejlede, dels fordi
Domstolenes suveræne Stilling inden for
Retsudøvelsen derved let blev krænket, dels og navnlig
fordi F. er en Kunst, som igennem Tiderne er
blevet praktisk udviklet til at give langt finere
og rigtigere Resultater, end man kunde faa,
naar man blev bundet til de Teorier for F.,
som man har kunnet udforme, og som maatte
bestemme Indholdet af Love for F. Derimod
har det selvfølgelig for den praktiske og
afgørende Lovfortolkning, som ligger i
Retsudøvelsens Enkeltanvendelser af Lovene, den
største Bet., at Retsvidenskaben yder den sin
Vejledning, ikke blot derved, at den fremstiller
Lovenes F. — idet den omskriver Lovreglen i
Ord, som klart viser dens Bet. for alle de
Livsforhold, den omfatter, og anskueliggør
dette gennem typiske Eksempler og Fremdragen
af de tvivlsomme Punkter —, men ogsaa ved
at den forsøger paa at danne en
sammenhængende Oversigt over F.’s Maal og Midler, en
Fortolkningsteori.
Fra gl Tid gaar man her den Vej, som
tilsyneladende er den eneste mulige, og som ser
ganske simpel ud: Hvad enten Loven opfattes
som Befalingen til Borgerne ell. som den forud
opstillede Rettesnor for Retsudøvelsen, er den
en Udtalelse fra een ell. fl. Personer (en
personlig Lovgiver, en Regering og en Rigsdag i
Forening), der som Organ for Samfundsvillien
udtaler deres Villie i Lovens Ord. Denne Villie
er det derfor, som Retsudøveren skal stræbe at
finde og følge. Hertil bliver Lovordene det
fornemste Middel. Men Ord er ofte mere ell.
mindre flertydige, allerede fordi Lovsproget
ikke altid er lige omhyggeligt, men navnlig,
fordi Ord kun er grovere, omtrentlige Udtryk
for Tanken. Af denne Grund maa, efter
Teorien, F. saa ofte gaa til andre Kendsgerninger,
for derfra at slutte sig til Lovgivertanken.
Igennem Motiver, Kommissionsforhandlinger o. a.
Lovens Forarbejder kan man faa direkte
Oplysning om, hvad Lovordene skulde udtrykke, ell.
man erfarer, hvilke reale Livsforhold
Lovkoncipisten har haft for Øje, og hvilke praktiske
Formaal han tilstræbte. Heraf kan man slutte
sig til, hvilke Midler han har villet bruge.
Endvidere kan man sammenligne Loven med den
ældre Lov, den skal afløse, og i dens Lighed
ell. Ulighed med denne finde
Fortolkningsmidler. Endelig kan man dels stille Loven over
for hele den øvrige Retstilstand, dels prøve
den over for Betragtninger af, hvad der er
den praktisk heldigste Lovregel, idet man
undertiden med Føje tør tro, at Lovgiveren hellere
vil have en harmonisk og fornuftig Lovgivning
end det modsatte. Hvor vanskeligt det end kan
blive at komme til Klarhed over
Lovgivertanken, og dette gælder i stigende Grad, jo ældre
Loven er, saa er Princippet altsaa dog klart og
altid det samme.
Lige fra Romerrettens Dage og navnlig i
Nutiden er denne Teori (den »subjektive«) dog
blevet angrebet, idet man samtidig paa forsk.
Maade har udformet mere »objektive Teorier«,
hævdende, at det ydre (objektive) Ord, ikke den
indre (subjektive) Tanke bør være det
afgørende. Man kritiserer hin Teori, idet man
henviser til, at man i mangfoldige Tilfælde
anvender og maa anvende en Lov, uagtet man ikke
kan finde Lovgivertanken, ja uagtet en saadan
slet ikke eksisterer. Dette beror allerede paa en
nødvendig Ejendommelighed ved al Lovgivning,
som vil opstille Regler for en Række kommende
Tilfælde. Thi medens vi i Ord med
tilnærmelsesvis Nøjagtighed kan fremstille det oplevede,
maa Udtalelsen om Fremtiden blive mere
ubestemt, og dette i stigende Grad, efter som vi
forudsætter, at Forholdene vil blive forsk. fra
Fortidens. Lovgiveren kan være klar nok over,
hvorledes Reglen bør formuleres; men det maa
staa mere ubestemt for ham, hvilke kommende
Tilfælde han, hvis han selv senere skulde være
Dommer, vilde henføre under Reglen, og
hvorledes han vilde behandle dem efter denne. Men
hertil kommer flg.: Naar en enevældig Monark
selv skriver Loven, ell. denne dog faktisk har
en enkelt til Forf., vil en bestemt Tanke lettest
kunne foreligge. Vanskeligere bliver det, naar
en Kommission paa fl. Medlemmer har forfattet
Loven. Men naar denne, som saa ofte i
Nutiden, bliver til ved Samarbejde mellem
Regering og Rigsdag, under stadige Kompromisser
mellem modstridende Standpunkter, da lærer
Erfaringen, at de fælles Lovord ikke dækker helt
fælles Tanker; paa vigtige Punkter kan hvert
Parti haabe paa, at Domstolene vil anvende
Loven, saaledes som det opfatter den. Desuden
bestaar Lovgivning i Hovedsagen ikke i at
udtænke ny Udtryk for ny Tanker. Lovene
nedarves. Fra den tidligere Ret og fra fremmed
Ret hentes det meste, i alt Fald Stenene til den
ny Lovbygning, baade de enkelte Retsbegreber
og Retsudtryk og hele formulerede
Retssætninger. Dette kommer klart frem ved de store
moderne Lovkodifikationer, hvor
Hovedformaalet er at samle mange ældre spredte Love, men
dog med saadanne Ændringer, at man heller
ikke tør bygge paa Tankerne hos disse ældre
Loves Forf. Og allermest gør det sig maaske
gældende, hvor Lovgivningen skal være ens i
fl. Lande, dels den skandinaviske
Fælleslovgivning, dels Love, der udfører internationale
Overenskomster. Følgen af disse Forhold er, at
lovgivende Forsamlinger uden Skade kan
rumme mange, som langtfra har fuld Forstaaelse
af, hvad Lovordene omfatter, men som blot
danner sig et alm. praktisk Skøn over, om den
foreslaaede Regel er brugbar for deres
Formaal, og vil overlade det til Retsudøvelsen at
udvikle, hvad der nærmere »ligger i Loven«.
Naar altsaa Lovene i alle disse Tilfælde
frembyder Tvivl, og Lovgivertanken ingen
Vejledning yder, har F. ingen Støtte i den subjektive
Teori. De objektive Teorier føjer til deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
