Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fosfiner - Fosfitter - Fosfoniumbaser, kvaternære - Fosfoniumforbindelser - Fosfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af gennemtrængende Lugt; de har ligesom
Aminerne basisk Karakter og desto stærkere, jo
flere Brintatomer der er ombyttede med Alkyl,
men i Modsætning til disse ilter de sig
overordentlig let i Luften. De primære og
sekundære F. PH2R og PHR2 dannes ved
Indvirkning af Alkyljodider paa Fosfoniumjodid ved
120—150° i Nærværelse af Zinkilte; man faar
herved Jodhydrater af F., der skilles, idet de
primære sønderdeles af Vand, de sekundære
derimod først af Natriumhydroxyd. De tertiære
F. PR3 faas ved Indvirkning af Fosfortriklorid
paa Alkoholradikalernes Zinkforbindelser. De
primære F. iltes af Salpetersyre til tobasiske
Alkylfosfinsyrer RPO.(OH)2 (analog
med Fosforsyrling), de sekundære F. til
enbasiske Dialkylfosfinsyrer R2PO.(OH)
(analog med Fosforundersyrling), medens de
tertiære giver de ikke sure
Trialkylfosfinilter R2PO.
(O. C.). R. K.
Fosfitter er Salte af Fosforsyrlingen.
Fosfoniumbaser, kvaternære, er
organiske Forbindelser, analoge med de kvaternære
Ammoniumbaser og afledes af Radikalet
Fosfonium, PH4; af de tertiære Fosfiner, PR3,
dannes ved Indvirkning af Alkyljodider
kvaternære Fosfoniumjodider, PR4J, i
hvilke Jodatomet ved Indvirkning af fugtigt
Sølvilte kan erstattes af Hydroxyl, hvorved faas
Hydroxyderne PR4OH, der med Syrer giver
Salte af Radikalet PR4.
(O. C.). R. K.
Fosfoniumforbindelser, PH4X (hvor X
= Cl, Br ell. J) dannes direkte ved Forening af
Fosforbrinte PH3 og Halogenbrinterne. Jodidet
danner store vandklare Krystaller, der af Vand
spaltes i HJ og PH4(OH), som igen straks
spaltes i PH3 og H2O; Bromidet er ogsaa fast, men
dissocieres allerede ved 30° fuldstændigt i PH3
og HBr, og Kloridet eksisterer overhovedet ikke
ved en Temp. over 14°. Fosfonium, PH4, kan
ikke isoleres.
R. K.
Fosfor, P = 31,04, er et Grundstof, der
hører til Kvælstofgruppen ligesom Arsen, Antimon
og Vismut; i Modsætning til Gruppens første
Led, Kvælstoffet, har det stærk Tiltrækning til
andre Stoffer, særlig til Ilt og forekommer ikke
som hint i fri Tilstand i Naturen, hvor det dog
er meget udbredt som fosforsure Salte
(Fosfater), særlig som Kalciumfosfat i Apatit og
Fosforit og som Bestanddel af Knoglerne.
Endvidere findes det som Magniumfosfat i
Wagnerit, Ammonium-Magniumfosfat (Struvit),
Aluminiumfosfat (Wawellit, Kalait), Blyfosfat med
Klorbly i Pyromorfit, Jernfosfat i Vivianit o. s. v.
Ringe Mængder af Fosfater findes i de vigtigste
Stenarter; ved disses Forvitring og
Søndergrusning kommer F. over i Agerjorden samt i
Kilde-, Flod- og Havvand. Fra Jordbunden
optages det af Planterne, til hvis nødvendige
Næringsmidler det hører; i Planten ledsager det
navnlig Æggehvidestofferne og findes derfor
rigeligst i Frøene; hos Dyrene findes F. som
organiske Fosforforbindelser i Blodet, Hjernen,
Kødet og som Kalciumfosfat navnlig i
Knoglerne; gennem Urinen udskilles
Fosforforbindelserne af Organismen; fosforholdige
Ekskrementer findes som Guano og Koprolitter. Mange
Jernmalme indeholder F.; saafremt dette ved
Jernudvindingen gaar over i Slaggerne, kan
disse finde vigtig Anvendelse i Landbruget (se
Thomasslagge).
F. skal først være fremstillet af Urin af
Alfekemisten Brand i Hamburg, som skal have
solgt sin Opdagelse til Krafft, af hvem
Kunkel erfarede Hemmeligheden; den sidstnævnte
angiver dog i sin »öffentliche Zuschrift vom
Phosphoro mirabile und dessen leuchtenden
Wunderpilulen« (1678), at han kun havde vidst,
at F. blev fremstillet af Urin, men selv havde
fundet Metoden. Ogsaa Boyle anfører, at
han selv har søgt og fundet Metoden til
Fremstilling af F. ved Destillation af en Blanding
af inddampet Urin med Sand; Udbyttet af denne
Proces var kun ringe, og som Følge deraf var
Prisen paa F. endnu 1730 meget høj, idet en
Unze F. blev betalt med 10 1/2—16 Dukater.
Først Gahn skal 1769 have opdaget, at
Knoglerne indeholder Kalciumfosfat; det var
Scheele, der offentliggjorde den
Kendsgerning 1771, og fra den Tid skriver sig den
senere meget benyttede Fremstilling af F. af
Benaske (se ndf.). Navnet F. (φωσφόρος, Lys
givende) blev tidligere benyttet som Fællesnavn
for alle de Stoffer, der lyste i Mørke, uden
at antændes; for at skelne mellem disse Stoffer
og det ovenomtalte F. blev dette betegnet som
Phosphorus mirabilis ell. igneus. Før Lavoisier’s
Tid blev F. betragtet som en Forbindelse af
Fosforsyre med Flogiston; netop ved Forsøg
over F.’s Forbrænding forklarede Lavoisier sin
ny Teori; allerede 1772 bemærkede han, at det
Produkt, der opstod ved F.’s Forbrænding,
vejede mer end det anvendte F., og at
Vægtforøgelsen kun kunde hidrøre fra Optagelse af
en Bestanddel af Luften, hvilket han
fuldstændigere beviste 1774; i et større Arbejde fra
1777 og 1780 beskrev han Fosforsyren som et
Ilte (Oxyd) af F. og undersøgte dens Salte.
Fremstillingen af F. af Benaske er nærmere
angivet af Scheele 1775; han opvarmede
Benasken med Salpetersyre, fældede Kalken af
Opløsningen med Svovlsyre, filtrerede og
inddampede Opløsningen til Siruptykkelse,
hvorefter han glødede Massen blandet med Trækul,
hvorved F. overdestillerede. Senere er
Metoden ændret, og særlig har Fourcroy og
Vauquelin antydet Vejen til en fordelagtig
Fremstilling af F. Den tekniske Fremstilling af F.
foregaar nu derved, at en Blanding af
Kalciumfosfat, Kvartssand (Kiselsyre) og Kul ophedes i
elektrisk Ovn til c. 1400°; herved dannes først
Kalciumsilikat og Fosforsyreanhydrid, hvilket
sidste af Kullet reduceres til F. under Dannelse
af Kulilte: 2Ca3(PO4)2+6SiO2+10C = 6CaSiO3+10CO+P4. Det overdestillerede F. opsamles
under Vand, renses ved Omdestillation i en
Kuldioxydatmosfære, smeltes under Vand og
støbes i Stangform.
F. optræder i to forsk. Modifikationer,
nemlig alm., gult F. og rødt F.
Gult F., der fremstilles paa ovenn. Maade,
er svagt gulligt ell. næsten farveløst,
gennemskinnende og næsten voksagtigt ved 15°, medens
det ved lav Temp. er sprødt; det har
krystallinsk Bygning; ved Destillation i en Brintstrøm
og pludselig Afkøling af Dampene fortættes det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
