Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fouché, Joseph - Foucher, Paul Henri - Foucquet, Jean
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjorde ham til Guvernør over de truede illyriske
Prov. F. løste overlegent den utaknemmelige
Opgave at rømme disse (Aug.-Septbr 1813) og
gik derfra til Italien; han havde ikke forsømt
at føle sig for hos Frankrigs Fjender og var
nu i Forstaaelse med Kong Joachim Murat i
Neapel, da denne sveg Napoleon for sin egen
Magtstillings Skyld; det havde længe været i hans
Tanker at skaffe Frankrig en ny milit.
Magthaver, hvis Napoleon ikke længere kunde
bruges. Imidlertid afløste i Frankrig Ludvig XVIII
Napoleon, før F. kom hjem (Apr. 1814). Under
den første Restaurationsperiode gav han
Regeringen gode Raad om at være maadeholden i
Reaktionen og faa Napoleon bort fra Elba, da
han ellers vilde kunne tage Magten igen.
Raadene fulgtes ikke, og først da Napoleon var
landet i Frankrig, søgte Bourbonerne Bistand hos
F. (der ogsaa havde været i hemmelig
Forbindelse med Kejserpartiet), men nu foretrak han
at afvente den ny Omvæltning, og da man
forsøgte sig med en Arrestordre imod ham,
forsvandt han for Øjnene af sit gl. Politi. 26. Marts
1815 var Napoleon atter i Paris og F. hans
Politiminister som før; hans Virksomhed var
uundværlig, skønt Napoleon selv var ret klar
over, at han havde alle Føletraade ude mod
hans Fjender. Nu ønskede F. at berede
Overgangen til et liberalt Kongedømme og ledede
Valgene til det ny Kammer med dette for Øje.
Da Napoleon efter Waterloo kom til Paris, fik
F. Kammeret til at bevæge ham til at takke af,
fik valgt en Regeringskommission, som han
gjorde sig selv til Formand for, og fik
Napoleon bort, og medens Hæren og fl. Ledende
ønskede en sidste Kamp mod de
tilbagevendende Bourboner, indledede han paa egen Haand
Underhandling med dem og Wellington,
hvorved han sikkert frelste Hovedstaden og Landet
fra en Katastrofe, der sent vilde være
forvunden. 8. Juli var Ludvig XVIII atter i Paris, og
F. var Politiminister hos den »allerkristeligste«
Konge, Broder til »Martyren« Ludvig XVI. Dette
hans største Lykkespring blev dog tillige hans
sidste. Han arbejdede kraftigt paa at holde de
Hjemvendtes Hævnlyst i Tømme, men det
Kammer, der nu valgtes, blev yderlig
reaktionært, og Kongen maatte afskedige ham (Septbr).
Han sendtes som Gesandt til Dresden, men da
Kammeret gennemførte en Undtagelseslov mod
»Kongemorderne«, særlig rettet mod ham,
maatte han ogsaa opgive denne Stilling (Jan. 1816)
og forvistes fra Frankrig. Sine sidste Aar
tilbragte han, efterhaanden mismodig og svag, i
de Byer, Prag, Linz, Triest, hvor den østerr.
Regering vilde unde ham Ophold. Formue og
Rang havde han dog bjerget for sine Børn. Han
udgav en Række Forsvarsskrifter og arbejdede
paa sine Memoirer; den Bog, der senere
udgaves under dette Navn (2 Bd, Paris 1824), blev
fornægtet af hans Familie, men bærer Spor af,
at han har haft Andel i dens Tilblivelse. — F.,
der i sin Velmagt fandt Paaskønnelse fra saa
mange Sider, blev efter sit Fald og efter sin
Død angrebet som faa andre. Hans Dyder som
Omgangsfælle, Ægtemand og Fader, hans
Godgørenhed, hans Hjælpsomhed og Godsindethed,
hvor ikke stærkere Hensyn greb ind, er
fordunklet under Indtrykket af en Selviskhed og
Falskhed af næsten overmenneskeligt Omfang.
Men hans Held har sagtens været hans
Eftermæles værste Fjende; bl. de mange, der vil
frem ved alle Midler, har saare faa evnet, hvad
han evnede ved sin aandelige
Koncentrationsevne, ved den koldblodigste Beregning paa
langt Sigt, parret med ukueligt Mod og
Energi i Handlingens Stund. Hans
Dommere har ofte været hans Misundere og Ofrene
for hans Hensynsløshed og List. Navn af
virkelig Statsmand tør man næppe frakende ham.
Han gjorde sit Land vigtige Tjenester ved sin
Optræden i Thermidordagene og i Juni 1815 og
ved at fremme en fredelig Udvikling fra
Revolution til Monarki, og han arbejdede af al
Evne paa at gøre baade Kejserdømme og
Kongedømme til Institutioner, der kunde spare
Landet for ny Rystelser og skænke det varig
Trivsel. (Litt.: L. Madelin, F. [2 Bd, Paris
1907]).
P. L. M.
Foucher [fu↱∫e], Paul Henri, fr. Forf. f.
i Paris 21. Apr. 1810, d. 24. Jan. 1875. Som
Victor Hugo’s Svoger var han Forkæmper for
den frembrydende Romantik og skrev under
hans Paavirkning en Række Fortællinger og
Digte (Saynètes, La misère dans l’amour, Les
passions dans le monde, Tout ou rien) og
fremkom 1830 med et hist. Versdrama Yseult
Raimbauld. Senere skrev han alene for Teatret og
forfattede, delvis med Medarbejdere som
Dennery, Desnoyers o. a., henved 70 romantiske
Dramaer, der opførtes paa Bulevardscenerne.
Størst Lykke gjorde hans Dramatisering af
Hugo’s Roman Notre-Dame de Paris (1850),
hvis Genopførelse 1868 forbødes, hvorimod
Stykket opnaaede en ny Succes 1879. Af hans
andre Dramaer kan anføres Joconde (1855),
L’institutrice (1861), La bande noire, desuden
Opera- og Ballettekster. F. var tillige en anset og yndet
Journalist. Hans Feuilletoner er samlede i Entre
cour et jardin (1867) og Les coulisses du passé
(1873).
S. Ms.
Foucquet [fu↱kæ] (Fouquet), Jean, fr,
Maler, f. c. 1415 i Tours, d. c. 1480 i Paris.
Han uddannedes under Indflydelse fra
nederlandsk Kunst og fr.-burgundisk Miniaturmaleri.
1443—47 var han i Rom, malede bl. a. Pave
Eugen IV’s Portræt og nød megen Anseelse
(buono maestro). Han modtog stærke Indtryk
fra ital. Maleri (Fra Angelico); hans Kunst
formidler denne Indflydelse med nederlandsk
og burgundisk Overlevering, og han blev
Hovedmesteren for fr. Kunst i 15. Aarh. Han
virkede i Tours og Paris og malede meget for
Hoffet under Karl VII og Ludvig XI (Ludvig XI’s
»gode Maler og enlumineure). F.’s
Fremstillingssæt kan vel ofte virke naivt, men
trænger med dens omhyggelige Tegning og fine
maleriske Gennemførelse langt ind i
Karakterskildringen. Saaledes i de to Portrætter i Louvre
(Paris) af Karl VII og hans Kansler Juvenal
des Ursins; i Wiens Lichtenstein-Galeri ses et
mandligt Brystbillede af 1456; af et Diptychon
med Madonna og den knælende Donator Étienne
Chevalier (F.’s Velynder) med den hellige
Stefan, for Melun’s Katedral, ejer Antwerpens
Mus. Madonnabilledet (vist Portræt af Agnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
