Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankfurt-Freden - Frankfurt-Parlament - Frankfurt-Sort - frankiske Kejsere (saliske Kejsere) - frankiske Kreds, se Franken - frankiske Rige, Det - frankisk Karpe, se Karpeavl - frankisk-schawbiske Jura - Frankisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beboerne af det afstaaede Land fik indtil 1. Oktbr
1872 Ret til at optere for Frankrig ɔ: uhindret
forlade Elsass-Lothringen og tage Bopæl i
Frankrig med Bevarelsen af fransk Borgerret.
Endelig forpligtede de to Magter sig til i deres
Toldlove gensidig at behandle hinanden som
mest begunstigede Nation, og der blev truffet
Aftaler om Udleveringen af de fr. Soldater.
Freden billigedes 15. Maj af de sydtyske Stater,
18. Maj af den fr. Nationalforsamling, og 21.
Maj udveksledes Ratifikationerne.
P. M.
Frankfurt-Parlament, den tyske
Nationalforsamling, der afholdtes 1848—49 i
Frankfurt a. M.
Frankfurt-Sort, en meget fin sort Farve,
der faas ved Forkulning af Vinbærme, der
hovedsagelig bestaar af Gær, efter at man først
har underkastet denne en Destillation for at
udvinde de deri indeholdte Æterarter
(Ønantæter). Af Destillationsresten fremstiller man
enten først Vinsten og forkuller derpaa
Residuet, ell. man foretager straks Forkulningen,
hvorved Vinstenen omdannes til Potaske, der
fjernes ved Udvaskning med Vand. Det
fremstillede F. er i begge Tilfælde ens og benyttes
dels til Akvarelfarver, dels til Bog- og
Kobbertrykfarve. En ringere Slags F., Druesort,
faas ved Forkulning af Druestængler, Kerner
og lgn.
K. M.
frankiske Kejsere (saliske Kejsere),
de rom.-tyske Kejsere Konrad II, Henrik III,
Henrik IV og Henrik V, der stammede fra
Franken. Regeringstid 1024—1125.
frankiske Kreds, se Franken.
frankiske Rige, Det, Navnet paa det Rige,
som grundlagdes af Chlodovech. Da denne (481)
fulgte Faderen Childerik paa Tronen, strakte
Frankernes Herredømme sig kun over Landene
Ø. og V. f. Rhinens Udløb indtil Somme. I
vældige Kampe, snart med Romerne, snart med
germanske Folk (se nærmere Art.
Chlodovech), dannede Chlodovech et stort Rige, der
under hans Sønner yderligere udvidedes, saa at
det omkr. 600 omfattede hele det gl. Gallien og
Dele af Syd- og Vesttyskland. Ved Chlodovech’s
Overgang til Katolicismen (496) vandtes den
romanske Befolkning i de undertvungne Lande
for det germanske Styre, saa at Germaner og
Romaner lettere smeltede sammen. Da
Chlodovech døde 511 i Paris, som han havde gjort til
sin Hovedstad, udgjorde Rigets vidtforskellige
Dele dog langtfra en Enhed. Frankerkongen
var egl. det eneste virkelige Baand, der
knyttede dem sammen. Han betragtede sig desuden
som Ejer af Folk og Land, han som privat
Gods kunde dele mellem Sønnerne. Nogen
personlig Indgriben fra Kongens Side i de sociale
Forhold var der heller ikke Tale om. Hele Riget
faldt fra hinanden i Grevskaber, styrede af en
Greve, der som Kongens Stedfortræder
besørgede hele Styrelsen, opkrævede Skatter, holdt
Ting og anførte i Krig; han lønnedes med
Jordegods og Andel i Retsbøder. Den vigtigste
Statsembedsmand blev Kongens Hushovmester,
Major domus, opr. blot Bestyrer af Kongens
Domæner. Under Chlodovech’s Efterfølgere deltes
Landene atter og atter, og Stormændenes Magt
steg. Chlotar II, hvem det ganske vist lykkedes
at holde hele Merovingerriget samlet under sig,
maatte saaledes ved Konstitutionen af 614 bl.
a. love at tage Greverne bl. Egnens Godsejere.
Al Magt gik, under uduelige Konger, over til
Major domus; en Merovinger var kun Konge
af Navn. 751 afsatte Major domus Pipin den
Lille den sidste Merovingerkonge Childerik III
og besteg selv Tronen. Under ham og Karl
den Store naaede Frankerriget sin største
Udstrækning, og stor Glans knyttede der sig til
det, da Karl kronedes til rom. Kejser (800).
Det umaadelige Rige var imidlertid for
udstrakt og for uensartet nationalt sammensat
til længe at kunne holdes sammen; desuden
fulgtes stadig Princippet om Kongesønnernes
Ret til at faa udlagt en Del af Riget som Arv;
dertil kom endelig Barbarfolks Indfald i Riget
(Slaver, Mongoler, Saracener, Normanner). Karl
den Tykke var den sidste Karolinger, der
herskede over alle Karl den Store’s Lande, og efter
hans Død (888) faldt Riget for bestandig fra
hinanden i dets tre Hoveddele: Frankrig (det
vestfrankiske Rige), Tyskland (det østfrankiske
Rige) og Italien. En udmærket og fængslende
Skildring af Frankerriget i dets mest typiske
Tid, under Chlodovech og hans nærmeste
Efterfølgere, giver Gregor af Tours (ogsaa oversat
paa Dansk).
L. K.
frankisk Karpe, se Karpeavl.
frankisk-schwabiske Jura, et af de tidligst
og bedst undersøgte Jura-Omraader, der fra
Koburg strækker sig i en stor Bue over
Regensburg til Sydenden af Schwarzwald. Man finder
her talrige velbevarede Forsteninger, hvorfor
allerede Quenstedt navnlig paa Grundlag af
Ammonitterne kunde inddele den i en Mængde
Underafdelinger. Se i øvrigt
Juraformation.
J. P. R.
Frankisme, en jødisk Bevægelse i 18. Aarh.,
stiftet af Jacob Frank, egl. Jankiew Lejbowicz,
f. 1726 i Podolien i Kredse, som var grebne af
Datidens messianske Bevægelse. Efter at have
opholdt sig i Tyrkiet, hvor han fik Navnet
Frank (egl. Europæer), og hvor han traf den
optrædende Messias, Shabbetaj Zebi, traadte
han frem i sin Hjemstavn som Forkynder af
den nye antitalmudiske Lære, idet han ogsaa
selv modtog Aabenbaringer. Der dannedes
hemmelige Selskaber af hans Tilhængere, og da de
ekskommuniceredes, søgte de den kat. Biskops
Støtte, idet de henviste til, at de forkastede
Talmud, og at Zohar, som de anerkendte, lærte
Treenigheden og Messias’ Guddom. Der
ordnedes en Disputation med Rabbinerne, som
resulterede i, at Talmud blev brændt. Deres
tvetydige Stilling til Kirken kunde ikke
opretholdes i Længden, 1759 blev en Del af dem
døbt, deriblandt Frank selv, som havde August
III til Fadder. Frank’s Synspunkt var vistnok,
at den ydre Religionsform er ligegyldig, thi i
Tyrkiet optraadte han som Muhammedaner. Da
dette blev bekendt, fængsledes han, men blev
løsladt af Russerne 1772. Til sin Død 1791
levede han i Offenbach med en Datter, Genstand
for sine Tilhængeres Hyldest. Flere og flere
Frankister i Polen og Bøhmen gik efterhaanden
over til Katolicismen. (Litt.: The Jewish
Encyclopedia V, 475 ff.).
J. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
