Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franklin, Sir John
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undersøgte Strækningen Ø. efter til Kobbermine
Floden. Hele den undersøgte Kyst fra Return
Reef til Kap Turnagain ansaas sejlbar for Skibe;
F. udtaler derfor i sin Beretning sin Tro paa
Udførligheden af Nordvestpassagen, forudsat at
Kysten af Fastlandet følges. — F., der tidligere
var avanceret til Commander og Captain, blev
nu udnævnt til Ridder af Bath-Ordenen. Han
kom derefter til Tjeneste i 3 Aar som Chef for
et Skib i den eng. Middelhavsflaade og blev
senere, 1835—43, Guvernør paa Van Diemens
Land, hvorfra han vendte tilbage til England
for at overtage den ham tilbudte
Overkommando paa det Togt, der skulde blive hans
sidste.
Efter Ross’ lykkelige Hjemkomst 1843 med
Skibene »Erebus« og »Terror« fra
Sydhavsekspeditionen, hvis Hovedøjemed havde været at
udvide Kundskaben om Jordmagnetismen,
opstod Ønsket om lgn. Observationers
Genoptagelse paa høje nordlige Bredder, og det
lykkedes John Barrow at bevæge Regeringen til at
udsende de hjemkomne Skibe for hermed at
søge forenet et nyt Forsøg paa at finde og
gennemsejle Nordvestpassagen. Skønt F. var 59
Aar, ønskede han dog at lede denne Ekspedition
og var selv om Bord i »Erebus« med Fitzjames
som Næstkommanderende, medens Crozier førte
»Terror«, som han ogsaa havde ført under Ross.
Begge Skibe blev, for første Gang i den
arktiske Historie, forsynede med svage
Dampmaskiner og Skruer. »Erebus« og »Terror«
forlod Themsen 19. Maj 1845 og ledsagedes til
Davis Stræde af et Transportskib, som forlod
dem 12. Juli. Skibene medførte da Provisioner for
3 Aar og havde en Besætning af i alt 129 Mand.
De saas af et Hvalfangerskib 26. Juli i den
nordlige Del af Baffin Bugt, men derefter
hørte man ikke mere til dem. Det efterfølgende
fik man først Efterretninger om meget senere
gennem de udsendte Eftersøgningsekspeditioner.
»Erebus« og »Terror« sejlede gennem Lancaster
Sund og derfra mod N. gennem Wellington
Kanal indtil 77° n. Br. og tilbage mellem Øerne
Cornwallis og Bathurst gennem et Stræde, hvis
Tilværelse ikke var kendt. Ekspeditionen
overvintrede derpaa 1845—46 ved Beechey Ø, hvor
3 af Mandskabet døde. Den paafølgende
Sommer trængte Skibene gennem Barrow Stræde,
Peel Sund og Franklin Stræde og naaede saa
vidt, at kun et forholdsvis smalt, men
uigennemtrængeligt Isbælte skilte dem fra det kendte
sejlbare Farvand N. f. Amerikas Fastland. 12.
Septbr kom Skibene i Besæt af Pakisen, hvor
de maatte tilbringe den anden Vinter (1846—47).
En Afdeling paa 8 Mand forlod Skibene 24. Maj
1847; Skibene laa da fast i Pakisen paa 70° 5′
n. Br. og 98° 23′ v. L., NV. f. Kap Felix, Kong
William Lands Nordpynt, og endnu var alt vel
om Bord; men allerede 11. Juni s. A. døde F.
I Løbet af det paafølgende Aar drev Skibene
lidt S. paa til 15 Sm. NNV. f. Kap Victoria
paa Vestsiden af Kong William Land. Her blev
de forladte 22. Apr. 1848 af hele Besætningen,
der landede ved Kap Victoria. Ekspeditionens
Tab af Døde var den Gang 9 Officerer og 15
Mand. Efter at have befriet dem for alt, som
ikke ansaas for strengt nødvendigt, brød Crozier
og Fitzjames op herfra med Resten af
Mandskabet 26. Apr. og drog S. paa med Fartøjer
paa Slæder for at søge at naa Store Fiskeflod.
Mange af Besætningerne faldt dog hurtig fra p.
Gr. a. Udmattelse, og allerede 50 Sm. fra
Udgangspunktet maatte den ene Baad med en stor
Mængde forsk. Sager efterlades. Resten af
Besætningerne fulgte Vestkysten af Kong William
Land og Østkysten af Adelaide Halvø, men døde
efterhaanden af Sult og Udmattelse. De, der
holdt længst ud, naaede Montreal Ø i
Mundingen af Store Fiskeflod, hvor ogsaa de maatte
bukke under. I Slutn. af Sommeren 1848 sank
det ene Skib, og det andet blev af Isen skruet
paa Land paa Kong William Lands Sydvestkyst.
Da man i England Efteraaret 1847 endnu ikke
havde hørt noget til F.’s Ekspedition, begyndte
man at nære Ængstelse for dens Sikkerhed, og
Regeringen forberedte nu Udsendelsen af 3
Undsætningsekspeditioner. Disse udgik 1848, en
ad samme Vej som F., en anden over Land til
Amerikas Nordkyst og den tredie gennem
Bering Stræde. Somrene 1848 og 1849 var
imidlertid særdeles ugunstige i Amerikas Polarlande,
saa at man langtfra blev i Stand til at udføre
den lagte Plan. Disse Ekspeditioner efterfulgtes
derfor i de paafølgende Aar af en lang Række
af andre, hvoraf enkelte udsendtes fra Amerika,
og af private, særlig af F.’s Hustru, Lady Jane
F. De første Spor af F.’s Ekspedition fandt
Kaptajn Ommaney, der førte »Assistance«
(hørende til Austin’s Eskadre), 1850 paa Beechey Ø
og ved Kap Riley, nemlig en Mængde
Efterladenskaber, der viste, at den savnede
Ekspedition havde ligget i Vinterkvarter 1845—46
paa dette Sted. Derefter traf Dr. Rae, der var
udsendt af Hudsonbugt-Kompagniet 1854 til
Boothia Tangen, sammen med Eskimoer, der
fortalte ham, at man havde set hvide Mænd
rejse over Kong William Land til Mundingen af
Store Fiskeflod, og at Folkene var døde af Sult
og Skibene sunkne. Det lykkedes Rae at
indkøbe mange Genstande, der hidrørte fra den
forulykkede Ekspedition, deriblandt Sølvtøj, som
havde tilhørt F. og Officerer fra begge Skibe.
Aaret efter besøgte Anderson Mundingen af
Store Fiskeflod, særlig for at søge at faa
skriftlige Optegnelser. Han traf Eskimoer, der
selv havde set F.’s Folk i Live, og fik
fuldstændig Rekræftelse paa Rae’s Efterretninger,
men fandt ingen Optegnelser. — Da den eng.
Regering mente, at der nu ikke mere kunde
være Tale om at frelse Menneskeliv, ansaa
den sig ikke berettiget til at vove fl. Liv for at
søge at komme i Besiddelse af Ekspeditionens
Journaler o. a. skriftlige Optegnelser. Lady F.
ansaa det dog ikke for umuligt, at enkelte Mænd
endnu kunde være i Live, og tillige laa det
hende paa Hjerte at faa afgjort, om F.’s
Ekspedition kunde siges at have opdaget
Nordvestpassagen. Det maa nemlig erindres, at paa den
Tid, F. udsendtes, var Nordkysten af Amerikas
Fastland kendt V. fra og lige indtil Kong
William Land, paa hvis Vestkyst Kap Herschel var
det nordligst kendte Punkt. Saafremt
Ekspeditionen derfor, uden at møde mellemliggende
Landmasse, var trængt frem langs Kysten til
dette Punkt, vilde Tilstedeværelsen af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
