Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(kaldede Bibliothèque bleue efter det blaa
Omslag) læses af Landbefolkningen. (Litt.: G.
Paris, Hist. poétique de Charlemagne [1865];
L. Gautier, Les épopées françaises [4 Bd,
2. Opl. 1878—94]; P. Rajna, Le origini dell’
epopea francese [Firenze 1884]; Kristoffer
Nyrop, »Den oldfranske Heltedigtning« [1883,
med Bibliografi, overs. paa Italiensk af Egidio
Gorra 1886]. — De allerfleste Heltedigte er
udgivne, adskillige fl. Gange).
3) Historieskrivning. Bortset fra de
lat. Klosterkrøniker sattes opr. intet Skel
mellem Historie og Sagn. Trouvèren betragtede sig
som Historieskriver, selv naar han blandede de
eventyrligste Legender ind i de hist.
Begivenheder. Historieskrivningen udgik da som en
Gren fra Heltedigtenes store Stamme. De første
fr. Rimkrøniker fremkom paa anglo-normannisk
Grund. Wace skrev c. 1170 i Roman de Rou
de normanniske Hertugers Historie (indtil 1106).
Denne er ligeledes behandlet paa Vers af
Gaimar og Benoist. Men F.’s første egl.
Historiker og Prosaist er Geoffroy de
Villehardouin (d. 1213), der som moden
Mand deltog i det lat. Korstog (1203—04) og
i Aarene før sin Død nedskrev dette Korstogs
Historie. I 500 korte Kapitler fortæller han om
Indtagelsen af Konstantinopel og Erobringen af
det byzantinske Kejserrige, gengiver energisk
sine Memoirer, fortæller som en Herodot, hvad
han selv har set, og hvad han har hørt af
andre, i et naivt, kraftigt og livfuldt Sprog,
hvorover der dog hviler et malerisk Skær, som
minder om den ridderlige Verve i de bedste
Chansons de geste. I 13. Aarh. vedblev
Rimkrønikerne at florere trods dette Villehardouin’s
Eksempel og Forsøg paa pragmatisk
Historieskrivning. Dog i Slutn. af Aarh. overs. en Munk
i Abbediet Saint-Denis den store lat. Krønike,
der var begyndt i 12. Aarh. at samle F.’s gl.
Annaler. Disse Grandes chroniques de
Saint-Denis lod de fr. Konger fortsætte indtil 1461.
Jean Sire de Joinville (1224—1319)
skrev 1305—09 Histoire de Saint-Louis i 149
korte Prosakapitler, der i strengere Grad end
Villehardouin’s er sandfærdige Memoirer,
oprigtige, sympatetiske og fortrolige Erindringer
om den fromme Konge, skrevne i en frisk,
enkel og hjertelig Stil. F.’s tredie store
»Kronikør« er Froissart (1337—1419), der tillige
var en frugtbar lyrisk Digter. Hans Chroniques
i 4 Bøger omfatter ikke blot F.’s, men
Englands, Skotlands og Spaniens Historie
1326—1400; med Undtagelse af 1. Bog beror alt
Stoffet paa Selvoplevelse og Selvsyn, ell. hvad han
selv erfarede paa sine mange og lange Rejser.
Han var en utrættelig Vagabond, begejstret
for alt eventyrligt, han saa og hørte, ukritisk
og upartisk, aristokratisk og ringeagtende
Borger og Bonde. Skønt hans Historie er fuld af
faktiske Fejl, er den et levende Spejlbillede af
hans Samtids Dyder og Laster, Ridderskabets
Udskejelser, Bondeopstande og Felttog. Han er
en sanselig Forherliger af Magt og Rigdom,
Bedrifter og Ry beundrer Ridderen, selv som
Landevejsrøver. Hans eventyrrige Krøniker blev
længe læste og berømmede; fra dem hentede
Walter Scott Lokalfarven til sine Romaner.
(Litt.: A. Debidour, Les chroniqueurs I—II
[1888 f!.]; fl. Tekstudgaver).
4) Lyrik. Den oldfranske Lyrik var i sin
første Beg. folkelig og naiv og bestod af
Dansesange (ballettes), episk farvede Chansons
d’istoire ell. Elskovsromancer (chansons de
toile), bestemte for Fruerstuen og skildrende
ulykkeligt Elskende, der endelig forenes, eller
pastourelles, hvori Ridderen fortrænger Hyrden
(Robin) hos Hyrdinden. Et mere ell. mindre
hyppig gentaget Omkvæd var alm. Aubades
(modsat »Serenade«) indeholdt Elskerens
Afskedshilsen, naar Lærken ell. Vægteren skilte
Parret ved Daggry. Digternes Navne er næsten
alle ukendte. Men i Slutn. af 12. Aarh.
modtoges Paavirkning af de provençalske
Troubadourer (se Provençalsk Litt.),
rimeligvis paa de fælles Korstog. Sydens kunstfærdig
udviklede Lyrik toges til Mønster; men med
den provençalske Poesis stærke erotiske Glød
kunde de nordfranske Digtere ikke maale sig,
hvor meget de end tilegnede sig de galante
Kærlighedsformler. Ny Former i lovbestemte
Strofer og Rim optoges fra Provence, saaledes
chansons d’amour, jeux-partis (Kappestrid
mellem to Elskere) og sirventes (til Ære og Værn
for den Herre, Digteren tjente). Andre Navne
paa lyriske Digte var: Motets, lais og virelais.
Denne Kunstlyrik dyrkedes især i Flandern og
Champagne af fornemme Herrer. Skønne
Elskovssange og følelsesfulde Korstogsdigte
skyldes Le châtelin de Coucy (d. 1201) og
Conon de Béthune (d. 1224), der begge
tog Korset. Colin Muset (c. 1200) er
derimod Navnet paa en fattig farende Sanger, der
tjente Brødet ved sine kraftige følte Viser.
Middelalderens mest berømte Lyriker er
Thibaut IV, Greve af Champagne, Konge af
Navarra (1204—53), der deltog i
Albigenser-Korstoget og drog til Syrien 1239—40. Hans
Elskovsdigte, Korstogssange og religiøse Vers gjorde
ham bekendt uden for F., og han prises af
Dante og Petrarca; men andre mindre kendte
Lyrikere fra samme Tid digtede dybere og
følelsesfuldere. I 14. Aarh. forfaldt den fr. Lyrik
og stivnede i kunstlet og lærd allegorisk Manér.
Ny Navne paa kunstfærdige Rimerier opstod:
Chants royaux, ballades og rondeaux. Af denne
Tids Verssmede maa nævnes Guillaume de
Machault (c. 1290—1377) og hans berømte
Elev Eustache Deschamps (c.
1340—1410), begge uhyre produktive Forf. saavel af
lyriske Smaadigte som af større (satiriske)
Digte. Den sidste skrev 1392 endogsaa en
Haandbog i Digtekunst med lærde Regler for de
kunstige Rimerier og subtile Allegorier. Fra nu
af dræber Retorikken al lyrisk Umiddelbarhed;
den yndede Ballade bliver mere og mere gold
prosaisk. En Undtagelse danner Le livre des
cent ballades (c. 1390), tilskrevet Marskal
Bonciquaut og 3 Venner, en yndefuld Samling
Ballader, der udvikler Lovene for Elskov. Den
lærde Digterinde Christine de Pisan
(1363—1431), der udfoldede en meget
omfattende Produktion, har foruden talrige moralske
og allegoriske Vers skrevet enkelte smaa
følelsesrige Tidsdigte. Men i Charles, Hertug af
Orléans (1391—1465), havde Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
