Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendommelig Stilling: Du Bartas (1544—90)
forsøgte en stor poetisk Encyklopædi i bib. Ramme,
La semaine (1578), en Skildring af
Skabelsesugen med dens talløse Vidundere; hans
digteriske Evne slog ikke til, og Skolens Fejl dreves
ud i Manér; men Digtets protestantiske Kraft og
Glød gjorde det berømt over hele Europa, og
det fandt ikke faa Efterlignere (Arreboe,
Milton). Agrippa d’Aubigné (1551—1630)
efterlignede baade Ronsard og Du Bartas, men
hans Hovedværk er Les Tragiques, der i
Skildringen af Religionskampene aander et
flammende Had til Protestantismens Fjender og en
begejstret Lovprisning af Kalvinismens
Martyrer. Som uforsonlig Oppositionsnatur gav han
i sin satiriske Roman Les aventures du baron
de Fœneste overordentlig spotske og komiske
Billeder af Hoflivet under Ludvig XIII.
Af Oplysningstidens Lærde blev Jacques
Amyot (1513—93), der ejede en betydelig
klassisk Dannelse, ved sine Overs. fra Græsk
(Plutarch, Heliodor o. fl.) en af F.’s store
Prosaister i Kraft af sit yndefulde, rene og ægte
Fransk. Den lærde Bogtrykker og Humanist
Henry Estienne (1531—98) kæmpede i
forsk. Skr for det fr. Sprogs Godhed og
Fortrin fremfor Italiensk. Étienne Pasquier
(1529—1615) gav i sit kolossale Værk
Recherches de la France en Mængde Oplysninger om
F.’s politiske, litterære og jur. Historie.
Et Led i den store Renaissance var ogsaa
Individualismens Udvikling. Der opstod
personlige og kritiske Skribenter, som betragtede
Begivenheder og Forhold ganske selvstændig og
vilde forevige egne Bedrifter. Krigere greb
Pennen, naar de slap Sværdet, og forfattede
politiske, religiøse og sociale Afh. Saaledes skrev
François de la Noue (1531—91) en lang
Række Diskurser over Borgerkrigene, Adel,
Politik, Strategi og religiøse Spørgsmaal, og
Blaise de Monluc (1502—77) dikterede
overordentlig friske og kække Kommentarer til
sit eget Krigerliv (»Soldatens Bibel«). Andre
Forf., som den vidtberejste Brantôme
(1540—1614), nedskrev lidenskabsløst uden mindste
Moraliseren, men meget livfuldt samtidige
berømte Mænds og Kvinders Liv og Levned.
Memoireskriverne florerede saaledes, hvorimod den
egl. Historieskrivning dyrkedes mindre;
betydeligst var Jacques Auguste de Thou’s
Samtidshistorie (1544—1607), der imidlertid
affattedes paa Latin og først i 18. Aarh. overs.
paa Fransk.
Aandslivets Emancipation og den fritænkerske
Skepsis fik sin største Repræsentant i Michel
de Montaigne (1533—92), hvis Essais
(1580—88), en Samling spredte, halvt aforistiske
Afh. i et aandfuldt, elegant causerende Sprog,
tangerer alle Samfunds- og Livsspørgsmaal for
overalt at anbefale skeptisk og dog tilfreds
Resignation, en egen nydelsesrig, overlegen
Opportunisme. Til samme Retning hører Étienne
de la Boétie som Forgænger (1530—63) og
Pierre Charron (1541—1603) som Elev af
Montaigne. Derimod var den hellige
François de Sales (1567—1622) Forkæmper for
den kristelige Læres absolutte Sandhed. —
Religionskampene, som vedvarede og efterhaanden
fik en stærkt politisk Karakter af
Partistridigheder, gav Anledning til talrige Stridsskrifter;
berømtest er Satire Ménippée (1593) af ikke
mindre end 6 Forf., der ivrig virkede for
Henrik IV imod Liguen og gav det fr. Folks Trang
til Fred og Orden et yderst veltalende og skarpt
Udtryk. — Som social Satiriker optraadte
Mathurin Régnier (1573—1613), der delvis
efter Horats’ og Juvenal’s Mønster satiriserede
over alle Haande almenmenneskelige Fejl og
Latterligheder, og hvis djærve Lune paa en
Gang er ægte gammelfransk farvet og kommer
til at virke befrugtende paa Molière (Tartuffe).
(Litt.: Darmesteter og Hatzfeld, Le
XVIe siècle [1878, talrige Opl.]; Sainte-Beuve,
Tableau historique et critique de la poésie
française et du théâtre français an XVIe siècle
[1828, ed. déf. 1876, 2 Bd]; É. Faguet,
Seizième siècle [1894]).
Klassicismen (Le grand siècle).
(17. Aarh.).
Efter Renaissancekampenes rige aandelige
Brydninger og mangfoldige Nydannelser
indtraadte en Gæringsperiode, hvor de ny Ideer
og Former langsomt bundfældes og
krystalliserer i regelmæssig Kunst. François de
Malherbe (1555—1628) var den første
Lovgiver for den gode Smag, hvis teoretiske
Forskrifter dog alene gælder det rent sproglige og
formelle. Han bekæmpede alle poetiske
Friheder, krævede den pinligste Omhu for Rim og
Versbygning med Undgaaelse af Hiater og
fordrede rent fr. Udtryk. Som selvstændig Digter
var han gold og tom. Lige saa betydningsløse
Gennemsnitsdigtere var hans Efterlignere
Maynard (1582—1645) og Racan
(1589—1670), der strengt overholdt hans formelle
Principper. Hvad Malherbe og hans Elever
tilstræbte inden for Poesien, søgte Jean Louis
Guez de Balzac (1597—1654) at udarbejde
i sin Prosa ved en fastbygget, harmonisk
velklingende Sætningsdannelse i et for al
Djærvhed renset Sprog; han affilede sin Stil efter
Cicero’s og Seneca’s klassisk korrekte Mønster.
Voiture (1598—1648) uddannede sit Sprog til
en behagelig, let og lunefuld Causeristil. Begge
hørte til den litterære Aristokrat-Salon, som
stiftedes af Markisen af Rambouillet,
Cathérine de Vivonne, og 1620—45 var en Art
Højskole for høfligt Galanteri, sødlig Erotik og
litterært Raffinement. I Hôtel de Rambouillet’s blaa
Salon mødtes Hoffet og den høje Adel med
Poesiens Dyrkere og de kritiske
Smagsdommere, Digte foredroges, Politik og Poetik
drøftedes, Anstand og god Tone doceredes paa alle
Omraader. Skønt alle Datidens Skønaander og
Skribenter — endog Corneille og Bossuet —
færdedes her, er intet Hovedværk knyttet til
Hôtel de Rambouillet, hvorimod dets litterære
Teoretiseren og sproglige Snerperi udartede til
det senere saa berygtede »preciøse« Væsen, som
Molière spottede i fl. af sine Komedier. Det
aristokratiske Galanteri med dets Stræben efter
Forfinelse i Sprog og Sæder var en naturlig
Reaktion oven paa de mange Aars raa Religions-
og Borgerkrige med deres utallige Rædsler. Der
trængtes til Fred og Ro, til Idyl. Smagen havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
