Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brød allerede Lemercier 1809 i sin
Tragedie Christophe Colomb. Casimir
Delavigne (1793—1843), der begyndte som
Klassicist efter Corneille’s Mønster, lempede siden
sine Dramaer efter Romantikkens Principper og
søgte at tilfredsstille baade gammel og ung
Smag.
18. Aarh.’s deskriptive Poesi, som var
udgaaet fra det Rousseau’ske Natursværmeri,
dyrkedes i direkte Fortsættelse af Delille’s Elev
Fontanes og af Millevoye;
Chênedollé besang Naturens Skønhed, paavirket af
Bernardin de Saint-Pierre og Klopstock, og
Senancourt (1770—1846) var som
Rousseau’s ægte Elev Fjende af Kunst og Kultur
og henlagde sine sygelige Drømmerier om
Menneskets fredeligste og største Lykke til fjerne
uberørte Alpedale; hans Roman »Obermann«
(1804) er rig paa Følelse og Naturbegejstring.
Den følelsesfulde Rousseau’ske Romanstil
dyrkedes ogsaa af en Del Skribentinder, som Fru
Cottin, ligesom den aandrige Xavier de
Maistre (1764—1852) i nogle af sine Noveller
anslog de samme Toner.
Men i langt højere Grad end hos hidtil
nævnte Forf. fik den ny Tidsaand sit Udtryk og
sin Udvikling i Fru de Staël-Holstein
(1766—1817) og Chateaubriand
(1769—1848). Den første er et fuldblods Barn af 18.
Aarh. i sin Tro paa Tankens Frihed og
Menneskehedens Fremskridt, klar og skarp men
samtidig følelsesrig og fyrig, besjælet af den
Rousseau’ske Subjektivisme. Hun kæmper i sine
ukunstneriske Konversations-Romaner for den
individuelle Frihed imod konventionel Tvang og
for ideel Natursandhed saavel i Digtningen som
i Livet. Men hendes største Bet. er den at være
den fr. Litt.’s første Kosmopolit, idet hun
gennem sin Bog om Tyskland (1810) slaar til Lyd
for de store tyske Digtere og Tænkere i F. og
ogsaa ellers gør Propaganda for udenlandsk
(deriblandt ital.) Kultur og Litt. Hun befrugtede
saaledes den litterære Bevægelse med ny Ideer
og Impulser fra Europa, som F. hidtil mest
havde, været utilgængeligt for. Medens Fru de
Staël banede Vejen for den kommende
Romantik, er Chateaubriand at betragte som
Romantikkens egl. Fader, fra hvem alle dens
betydeligste Mænd toge Arv og Inspiration. Han er i
alle Henseender den mest udprægede Protest
mod 18. Aarh.’s Forstandsdyrkelse og
Materialisme. Han kastes hid og did paa Følelsens
ustadige Hav — den romantiske »Weltschmerz«
sukker i hans »René« og udarter til en Byronsk
Spleen. Men samtidig søger hans Tungsind
Husvalelse i en sværmerisk Religiøsitet og
finder æstetisk velbehagelig Hvile i den kat.
Kristendom. Hans glødende Fantasi og lyriske
Sensibilitet fik Næring paa mange Rejser i fl.
Verdensdele, og i sit maleriske, altid
stemningsbaarne Sprog anslog han de ægte digteriske
Toner, den romantiske Individualisme, som de flg.
Digtere hver for sig udformede i deres Vers.
Chateaubriand havde kort sagt i sin Natur
Romantikkens hele Tendens og Indhold, kun søgte
han ikke at skabe de ny Specialformer derfor,
men led alt strømme ud i en episk bred og
svulmende lyrisk Prosa.
18. Aarh.’s Ideer og Revolutionen havde i
Joseph de Maistre (1754—1821) en endnu
mere fanatisk Fjende end i Chateaubriand; han
fornægtede selv Rousseau og kæmpede med
paradoksal Logik for Konge- og Pavevældes
absolutte Autoritet. Imod den religiøse
Indifference optraadte ligeledes Abbed Lamennais
(1782—1854), der med brændende Lidenskab
førte Katolicismens Forsvar imod det
borgerlige Monarkis Ateisme, men, da han ikke
forstodes af Kirkens Ledere, brød med denne og
i sin voldsomme digteriske beaandede
Bekendelse, Paroles d’un croyant (1834), udtalte alle
de demokratiske og socialistiske Tendenser, han
uddrog af den evangeliske Aand; i den
demokratiske Socialisme saa han med stærkere og
stærkere Overbevisning Fremtidens Religion,
Chateaubriand’s nærmeste Arvtager er
Alphonse de Lamartine (1790—1869), der
1820 udgav sin første, med overordentlig
Begejstring modtagne Samling Digte Méditations
poétiques. Her er den romantiske Lyrik fuldt
udpræget: et vagt udsvømmende Tungsind, en
uendelig Længsel, dybe ubestemmelige Følelser,
en religiøs Inderlighed, der omfatter Gud og
Natur i panteistiske Harmonier, kort sagt en
mildt sentimental, subjektiv Lyrisme, udaandet
af et bevæget Hjerte — uden Kunstbesvær —
i taageslørte Billeder, i sarte rytmiske Suk. I
Lamartine fremstod Tidens første store Digter.
Men i Stilhed og ubevidst formede den
romantiske Skole sig, der først 1827 i
Victor Hugo (1802—85) fik sin egl. Fører og
Programstifter. Romantikken havde sin dybeste
Rod i Rousseau’s Individualisme og
Natursværmeri, senere udviklet af Bernardin de
Saint-Pierre og af Chateaubriand til subjektiv
Stemningslyrik, ogsaa isprængt med metafysisk
Idealisme. Først og fremmest reagerede
Bevægelsen mod den konventionelle Klassicisme saavel
i Regler og Kunstarter som i Sprog og
Versbygning. Den gl. Poetik skulde sønderbrydes, og
Anarki herske i Kunst, og Digtning. Impulser
hentedes dels fra Studiet af Middelalderens
lovløse Litteraturfrihed, dels fra de ny
Bevægelser i Udlandet. Fra England hentede man
Kendskabet til Byron’s vilde Digtersubjektivisme
og til Walter Scott’s hist. Romantik med dens
maleriske Lokalfarve, fra Tyskland til Schiller
og Goethe, Novalis og Tieck, fra Italien til
Manzoni, fra Spanien til de middelalderlige
Romancer. Selve Biblen blev regnet for et af Poesiens
Hovedværker. Bevægelsen gik ud paa at gøre
Digtningen lyrisk, Litt. fantasifarvet og
Historien lyslevende i Roman og Drama. Ligesom
Rousseau og Chateaubriand havde brudt med
det konventionelle Sprog i deres
stemningsbevægede Prosa, saaledes skulde ogsaa
Versifikationen frigøres og den poetiske Diktion
fornyes. Den romantiske Skole var, i sin
Begejstring for Middelalderen, fra først af royalistisk
og kristelig farvet, indtil den snart blev klar
over sin egen revolutionære Karakter og derfor
sluttede sig til den politiske Liberalisme, hvis
Banner Klassicismens Forkæmpere hidtil
havde været ene om at føre. De unge Digtere havde
Tidsskriftet La Muse française og fra 1824 Globe
til Organ. Victor Hugo, der først længe følte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
