Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Historie.
I. Fra den ældste Tid til 987.
Det keltiske Gallien. De Lande, F. nu
omfatter, beboedes i Stenalderen af Folk, hvis
Æt ikke kendes. Det antages, at de
indoeuropæiske Kelter i 9. og 10. Aarh. er indvandrede
Ø. fra, medbringende Kendskabet til
Bronze- og Jernredskaber. Omtr. 200 Aar senere
indvandrede atter et keltisk Folk, Gallerne. Disse
blev herskende i Midten, mellem Garonne og
Seine; N. f. dem besattes Landet lidt senere af
keltiske og germanske Stammer, der under eet
kaldtes Belger; S. f. Garonne boede fra gl Tid
det ikke-indoeuropæiske Folk Ibererne, og her
anlagde først Fønikerne, siden Grækerne
Kolonier (Massalia, c. 600).
Gallien dannede hverken nationalt ell.
politisk en Enhed. De talrige smaa Stammer
samledes undertiden i større Folkeforbund under
en af de mægtigere Stammers Ledelse; men
intet af disse Forbund naaede megen Fasthed,
og der herskede en næsten stadig Krigstilstand
mellem Stammerne. Socialt deltes Befolkningen
i 4 Grupper: Slaverne var faa og levede
under de sædvanlige Forhold. Almuen
dyrkede Jorden for Adelsmændene og dannede
deres Krigsfølge, men de regnede sig selv for
Herremandens Slægtninge, Jorden for Slægtens
Eje. Hver Adelsmand raadede
uindskrænket paa sit Omraade, og samlet havde Adelen
den politiske Magt. Denne udøvedes gennem de
ældstes Raad; kun hos enkelte Folk samledes
den hos en Vergobret, valgt for 1 Aar, ell.
i Krig hos en Høvding, valgt for den Tid,
Kampen varede. Kun sjældent fandtes en
Folkeforsamling, og dennes Magt var altid ringe; ofte
hændte det derimod, at en enkelt Stormand
for en Tid støttet til Almuen vandt Diktator-
ell. Kongestilling. Præsterne (Druiderne)
rekruteredes væsentlig fra Adelen. Der hørte
stor Kundskab til at optages mellem dem, og de
bekendte sig til en monoteistisk Religion, der
indeholdt Læren om et andet Liv. De havde
dog beholdt Menneskeofringerne, og de lod
Folket dyrke en Række lokale Guddomme.
Druiderne var baade Folkets Præster og dets
Dommere; deres Organisation dannede et
Enhedsbaand for hele det keltiske Gallien, og i
Spidsen for den stod et valgt Overhoved. De var
skattefri og fri for Krigstjeneste. De havde en
Tid været Adelens Medbejlere til Magten, men
hen i mod Cæsar’s Tid var Adelen blevet Herre.
Dog begyndte dens Magt at trues af
demokratiske Bevægelser, især i de ellers lidet
betydelige Byer. Gallerne var agerdyrkende; af
Industri og Bjergværksdrift fandtes der kun
lidt; Handelen var knyttet til
Middelhavs-Egnene, især til Massalia. Man udførte værdifulde
Stene og Juveler samt Vin, og indførte Klæde
og Vaaben. Befolkningen boede i Træ- og
Jordhytter.
Gallien under Rom. Efter at Romerne
havde sejret over Norditaliens galliske Folk,
blandede de sig snart i Galliens Forhold. 154 og
125 f. Kr. hjalp de Massalia mod de omboende
Folk, og anden Gang blev de der og anlagde
Aquæ Sextiæ (122). Efter en Række Kampe med
Allobroger og Arverner oprettede de Provincia
Narbonensis, der omfattede 1/6 af Gallien.
Massalia blev en fri Stad, de nærmeste Folk Roms
Forbundsfæller. Efter Sejrene over Teutoner
og Cimbrer 102 og 101 stod det rom.
Herredomme fast, og ved Cæsar’s Tog udvidedes det
(58—51 f. Kr.) til hele Gallien. Gallerne havde
kæmpet tappert, til sidst endog med en vis
Organisation og Orden, men da Striden var
endt, blev de hurtigt vundne for Romerne ved
Cæsar’s milde og kloge Styrelse. Augustus delte
Gallien i: Gallia Narbonensis, den gl. Provins,
Aqvitanien, fra Pyrenæerne til Loire,
Gallia Lugdunensis, mellem Loire og Seine,
Belgien N. derfor. Herfra udskiltes siden ved
Grænsen Germania superior og Germania
inferior. Gallia Narbonensis stod under Senatet,
Resten under Kejseren. Under Provinserne
deltes Gallien atter i civitates, 60 i alt, der delvis
faldt sammen med den gl. Folkedeling. Rom.
Embedsmænd raadede, men der udvikledes dog
i de 60 civitates et ikke ringe provinsielt
Selvstyre, og der fandtes endog for de tre kejserlige
Provinser en Slags Fællesrepræsentation, idet
deres Adelsmænd ved Festerne i Lugdunum,
der holdtes til Kejserens Ære, havde Ret til at
fremsætte Ønsker og til at klage over
Embedsmændene. Galliens Skæbne fulgte nu
Romerrigets. De Tilløb til en gallisk Kultur, der
kan have været, forsvandt; hurtig og
fuldstændig droges Gallerne ind i den rom. Kultur. Det
lat. Folkesprog blev Galliens, Religionen blev
rom., Druiderne forfulgtes, Folkereligionens
Guder smeltede sammen med de rom. og
dyrkedes paa rom. Vis, og dertil føjedes
Kejserdyrkelsen. Ogsaa Tidsregning og Fester blev
rom., og snart fik Galliens Befolkning rom.
Borgerret. I Overensstemmelse hermed
omformedes de sociale Forhold. Slaverne blev fl.,
Forskellen mellem Almuen og dens Herrer blev
større, Slægtskabsfølelsen mellem dem
forsvandt, og Jorden blev ogsaa formelt
Stormændenes Eje; Almuen var nu deres coloni, der var
stillede paa noget lgn. Maade som senere Tiders
Fæstebønders. Adelen bestod dels af Romere,
dels, og vistnok overvejende, af galliske
Stormænd. De mægtigste bl. disse optoges i det
rom. Senat, hørte til selve Kejserrigets Adel,
medens de andre dannede de styrende Senater
rundt om i de 60 civitates. Byer voksede frem
med den stigende Handel og Industri, og der
begyndte her at skabes en Middelstand, som
levede af Handel og Haandværk og
organiserede sig i Lav efter rom. Skik. Gallien drog
saaledes i fuldt Omfang Fordel af de gunstige
Vilkaar, det store Rige frembød: Fred og
sikker Retsorden, et rimelig ordnet Skattesystem,
en fast ordnet Embedsstyrelse, fri Adgang til
Handel og let Lejlighed til Afsætning af Landets
Produkter. I c. 200 Aar var der derfor Fart
og Fremgang i Næringslivet saavel som i det
politiske Liv, der viste sig i ivrig Deltagelse
i den provinsielle Styrelse. Ogsaa Aandslivet
blomstrede, og Gallien gav ikke ringe Bidrag
til den rom. Litt. Tilslutningen til Rom var
næsten fuldstændig; de Bevægelser, Bataverne
under Claudius Civilis rejste under
Forvirringen 68—69, skyldtes mest Germaner; de fleste
Galler var mod dem. I 3. og 4. Aarh. derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
