Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
benyttedes til Fordel for private Interesser,
Retsordenen krænkedes atter og atter, især ved de
vilkaarlige Arrestordrer, lettres de cachet. —
Kongemagten mødtes derfor nu baade med
Modstand og Kritik. Parlamenterne var den eneste
Rest af Folkerepræsentation, der var tilbage;
de hørte forlængst selv til de privilegerede, men
over for den kgl. Vilkaarlighed, der heller ikke
respekterede deres Privilegier, rejste de en
hvas Opposition, der stærkt paavirkede
Stemningen i de højere Klasser. 1771 blev
Konflikten saa skarp, at Kongen lod Parlamenterne
opløse. Men farligere end Oppositionen fra
denne Institution, der dog, naar alt kom til alt,
hørte Fortiden til, blev den ny Tids Talsmænd.
Litt. tabte sit æstetisk-religiøse Præg. Den blev
en Tendenslitteratur, hvor selv Skønlitteraturen
toges i Politikkens Tjeneste. Udgangspunktet
blev den ny Filosofi, der satte Fornuften i
Troens, Friheden i Autoritetens Sted og i
Overensstemmelse hermed krævede Staten ordnet
efter Logikkens og Retfærdighedens Regler paa
den Maade, der tjente det store Folks jordiske
Lykke mest. Før Aarh.’s Midte respekterede
Forf. — Voltaire og Montesquieu — endnu
Kongedømmets Princip, men angreb dets
Anvendelse til Fordel for Kirke og Adel, de
Klasser, hvis Privilegier det havde været
Kongemagtens Opgave at fjerne. Siden vendte Rousseau og
Encyklopædisterne, til Dels ogsaa Voltaire,
Angrebene mod hele den bestaaende Statsorden.
Disse Forf. blev snart Landets stærkeste Magt;
for deres Logik faldt de religiøse og politiske
Traditioner, og sejrrige bredte deres Meninger
sig over Europa.
I Frankrig frembød Samfundsforholdene en
gunstig Jordbund. Adelen, hvis Tal regnes
til 140000, levede oftest et glimrende, ødselt
Liv, men rig ell. mægtig var den ikke; henvist
til Pensioner, Hofembeder o. s. v. følte den sig
som afhængig, og i sin Ørkesløshed saa den
med Glæde, at Salonlivet fik en ny Interesse
ved Diskussion om Politik og Filosofi. Derfor
begyndte man at skaffe sig Kundskaber, man
sværmede med Forfatterne for
Retfærdigheden og troede paa deres Ideer. Det var
vel kun faa, der tænkte paa at føre disse
ud i Praksis, opgive deres Privilegier o. s. v.;
men vist var det, at fra denne halvt
omvendte Adel kunde de ny Tanker i det højeste
vente en svag forvirret Modstand. Hertil kom
endelig, at der fandtes en skarp Modsætning
mellem Høj- og Lavadelen, hvoraf en Del ikke
var med i Hoflivet. I Gejstligheden, hvis
Tal anslaas til 130000, hvoraf 60000 Munke og
Nonner, gjorde lgn. Bevægelser sig gældende.
Dens Overklasse delte oftest de filos.
Anskuelser; de saa ligegyldig Jesuitternes
Fordrivelse 1764, kunde gaa langt med til Reformer,
naar de blot ikke ramte dem selv; under dem
stod den talrige, sletlønnede Præste- og
Munkestand, hvoraf de fleste vel endnu var troende
Kristne, men som derimod vilde
Højgejstlighedens Privilegier til Livs. Medens
Modstanderne saaledes var i Opløsning, samledes
Borgere og Bønder om den ny Tids Ideer.
Borgerstanden havde under den store
materielle Fremgang samlet Hovedparten af
Landets Rigdomme, i stigende Grad kom
Embederne i deres Hænder, og fra dem udgik den Litt.,
der beherskede fr. og europ. Aandsliv. Det var
ingen Nødstilstand, der gjorde dem
oppositionelle. Men meget havde de dog at klage over.
Overalt hemmedes Fremgangen af gl. Regler og
Privilegier. Adel og Gejstlighed var helt fri for
la taille, faktisk ogsaa for de fleste andre
Skatter, saa disse kom til at ramme Borgere og
Bønder desto tungere. Skatterne var ulige
fordelte mellem Provinserne, Opkrævningen
gennem Skatteforpagterne var elendig. Overalt
bestod gl. Indretninger, der nu syntes
meningsløse. Kongedømmet, der een Gang syntes
Frankrigs Borgere den stærke Frelser, gjorde nu
Fiasko i eet og alt. Den Ulighed, det bevarede,
havde ikke længere noget socialt Grundlag,
bestod kun i Kraft af Lovene og udlevede
Traditioner; disse Adelsmænd, der kun brugte
Penge, hverken regerede ell. administrerede,
syntes lige saa unyttige som denne Kongemagt,
der ikke kunde løse sine Opgaver. Og endelig
vendtes Borgernes Opmærksomhed mod
Bondestandens Kaar. De fandt den villig til
at følge, hvor de førte an. Frankrigs Bønder
var vel bedre, i hvert Fald selvstændigere
stillede end andre Landes Bønder dengang.
Afhængigheden af Godsherrerne var ringe; det
gl. Fæsteforhold var efterhaanden forsvundet,
Hoveriarbejdet for Godsejerne og alt lgn. var
borte; Bønderne var nu oftest Forpagtere ell.
Selvejere, og disse sidstes Tal steg stærkt, sejgt
holdt Bønderne fast ved hver Stump Jord, de
fik, og der kunde købes billigt fra den
forarmede Adel. Ogsaa Adelens Domsret var
væsentlig forsvundet, tilbage var kun en Række
Afgifter, som det syntes Bønderne urimeligt at
betale disse Herremænd, der hverken ejede
Jorden ell. styrede den. Gennemgaaende var
Landbruget i Fremgang, efter at de store
Krige var forbi, og i Overensstemmelse med
Fysiokraternes Ideer begyndte man at gøre en
Del for det, men daarlig var dog endnu
Bøndernes Stilling. Foruden af Afgifterne til
Herremændene trykkedes de af Tienden og især af de
store Statsskatter, Statshoveri ved Vejarbejde
o. s. v. Derfor var de lette at faa med, naar
Opfordringen til at gøre sig fri for Resterne
af de gl. Aag lød til dem fra Borgerne, og de
følte sig nu stærke nok. Det var i de Egne,
hvor Bondestandens Kaar var bedst, at
Opstanden kom først og voldsomst.
Ludvig XVI (1774—92) modtoges med
alm. Forventning, og under ham gjorde da
ogsaa den fr. Enevælde sit svage Forsøg paa
at reformere i Filosoffernes Aand. Det viste
sig selv i Udenrigspolitikken, hvor Frankrig
1778—83 deltog i Fristaternes Kamp mod
England og her samtidig vandt nogle smaa
koloniale Besiddelser tilbage. Men vigtigere blev
Forsøget paa i Frankrig selv at skabe
Overensstemmelse mellem den gældende Lov og Ret
og de faktiske sociale og aandelige Forhold.
Det mislykkedes. Man naaede ikke videre end
til halve Reformer, afbrudte af smaa
Tilbagefald, der snarere fremmede end standsede
Revolutionen. 1774 dannedes et Ministerium med
Reformvenner som Turgot, Malesherbes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
