Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paatog sig at ændre Valgloven. Da gav, før
Ændringen var sket, Drabet af Hertugen af Berry
Febr 1820 det yderste Højre Magten. Under
Richelieu vedtoges nu foreløbige Undtagelseslove
om Retsforfølgning mod Højforrædere og om
Censur, og Valgloven ændredes 1820, saa at de
rige Grundejere ganske fik Overhaand. Ved
Valgene 1820 fik man derfor et stærkt royalistisk
Flertal, for hvilket Richelieu ikke var
vidtgaaende nok. Han afløstes derfor af Villèle
(Decbr 1821—Jan. 1828), i hvis Ministerium
Montmorency foreløbig blev Præsident.
Imidlertid tiltog Modsætningen mellem de Liberale og
Ultraroyalisterne. De sidstes Bevægelse fik en
stærkt klerikal Karakter; de gejstlige Ordener,
les congrégations, der næsten alle var forbudte
under Napoleon, taaltes atter, en Del af dem
autoriseredes af Staten, andre vilde ikke søge
Autorisation, men fik dog faktisk Lov at bestaa.
De Liberale og Bonapartisterne, der begyndte at
komme frem under Indtrykket af Beretningerne
fra Skt Helena, organiserede sig paa deres Side
i hemmelige Carbonari-Foreninger. I Verona
paatog F. sig efter de ivrigste Royalisters
Ønske mod Kongens og Villèle’s at standse
Revolutionen i Spanien, og det lykkedes let 1823.
Samtidig gennemførtes 1822—23 Censuren helt,
og Skoler og Univ. holdtes under streng
Opsigt. Efter en Opløsning 1824 lykkedes det ved
Valgtryk næsten helt at fortrænge de Liberale,
og derpaa vedtog man, at disse Valg skulde
gælde 7 Aar for hele Kammeret.
Ludvig’s Broder Karl X (1824—30) begyndte
med at amnestere politiske Forbrydere og hæve
Censuren. En Lov, der bestemte, at man skulde
yde Emigranterne som en Art Erstatning
Renterne af en Milliard frc. vakte imidlertid stor
Harme, skønt den sikrede Nationalgodserne, og
værre blev det, da der vedtoges en rent
middelalderlig Lov om Helligbrøde, og Kongen lod
sig krone i Reims 1825. I den offentlige Mening
havde Liberalismen nu helt faaet Overhaand.
Den første Restaurationstids reaktionære Litt.
standsede, Chateaubriand, der en Tid var
Minister, gik 1824 af og traadte nu i skarp
Opposition til Regeringen; den liberale Romantik
traadte frem med Hugo i Spidsen, Thiers’
Revolutionshistorie begyndte 1823, og nu fulgte
talrige Skildringer og Memoirer fra denne Tid
og Napcleonstiden. I Pressen fik Oppositionen
helt Overhaand; dens 6 største Blade havde
1824 41000 Abonnenter, medens 6 tilsvarende
konservative havde 14000. Chateaubriand ledede
Journal des débats, og nu grundede Thiers,
Mignet og Carrel National. Bourgeoisiet havde
glemt Skrækken for Revolutionen, det krævede
nu en politisk Magt, der svarede til dets sociale.
Den stærke materielle Fremgang, der var
Frugten af Revolutionens Reformer, øgede
Selvtilliden. Da Pairskammeret 1827 forkastede et
Censurforslag, illuminerede Paris, og
Nationalgarden modtog Kongen med Raabet: A bas les
ministres. Villèle indførte da ved Dekret 6
Maaneders Censur, udnævnte 76 ny Pairer og
opløste Deputeretkammeret (Novbr 1827) i Haab
om at vinde ny Anseelse ved en Valgsejr. Trods
alt Valgtryk blev imidlertid Resultatet, at
Regeringen i det ny Kammer kun kunde stole paa
130 af 430. Jan. 1828 fulgtes da Villèle af den
moderate Martignae. Censuren hævedes,
Jesuitternes hidtil taalte Skoler forbødes, der
gaves en Lov mod Valgtryk o. s. v. Endelig
fuldførtes Grækenland’s Befrielse, hvortil de
første Skridt var gjorte under Villèle. I
Kammeret fandtes nu: et udpræget og et moderat
Højre, et Centrum, delt i Doktrinære (Guizot,
Broglie og Barante) og mere Liberale (Thiers),
samt et Venstre i forsk. Afskygninger (Périer
og Constant). Martignac støttede sig alm. til det
moderate Højre og Centrum, men 1829 svigtede
dette ham ved en ligegyldig Afstemning, og
Kongen greb da Lejligheden til at opgive
Forsoningsforsøget og tage et Ministerium
Polignac-Bourmont. Dette, hvis Personer og
Anskuelser var lige forhadte, søgte forgæves at
vinde Anseelse ved et Tog til Algier, som man
siden 1827 havde været i Strid med, og som nu
erobredes 1830. I National begyndte man nu at
antyde et Skifte fra en Gren af Kongefamilien
til en anden; Trontalens udfordrende Ord
besvaredes med en Adresse, vedtagen med 221
mod 181, der fremhævede, at Ministeriet var i
Uoverensstemmelse med Folket. Regeringen
opløste Kammeret, men Oppositionen vendte
tilbage 280 mod 150. I denne Situation mente
Kongen at finde en Udvej i Chartets § 14: Le roi
fait les règlements et ordonnances nécessaires
pour l’exécution des lois et la sûreté de l’État,
og udstedte i Henhold hertil Juliordonnanserne
25. Juli 1830. Aviser, Tidsskrifter og Bøger
under 20 Ark maatte kun udgives med
Regeringens Samtykke, Kammeret opløstes atter, og
Valg udskreves efter en ny reaktionær Valglov.
Den 26. bekendtgjordes dette. Samme Aften
samledes 45 Redaktører og Bladejere, ledede af
Thiers, og erklærede, at de ikke vilde bøje sig
for Lovbrudet. Den 27. udkom Bladene trods
Politiet, og nu naaede Bevægelsen ogsaa
Arbejderne. Den 28. blev Opstanden almindelig;
Marmont, der stod i Spidsen for 12000 Soldater,
maatte, da en Del af dem begyndte at gaa over
forlade Paris den 29. Byraadet og de
tilstedeværende Deputerede udnævnte en provisorisk
Regering og overdrog Anførselen for
Nationalgarden til den gl. Lafayette. Ministrene var
flygtede til Kongen i St Cloud, og herfra
tilbagekaldte man den 29. Ordonnanserne og
lovede et liberalt Ministerium. Men samtidig
med, at dette den 30. bekendtgjordes i Paris,
fremkom en Proklamation fra Hertug Ludvig
Filip af Orléans, skreven af Thiers; man
samledes nu om ham, og den 31. udraabtes han til
Statholder, efter at det var lykkedes at
overbevise Lafayette om, at »Hertugen af Orléans
var den bedste af alle Republikker«. Karl X
havde imidlertid nedlagt Magten til Fordel for
Hertugen af Berry’s Søn, Greven af Chambord;
da dette ikke hjalp, forlod hele Familien F.
XIII. Julikongedømmet 1830—48.
3. Aug. valgte Deputeretkammeret Ludvig
Filip (1830—48) til Konge. Det skulde være et
Kongedømme ikke af Guds Naade, men efter
Folkets Villie; men en Del Liberale var allerede
blevne bange for Bevægelsen, og
Forfatningsændringerne blev derfor foreløbig faa. § 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
