Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frants I, Stefan, tysk-romersk Kejser - Frants II, tysk-romersk Kejser - Frants IV, Hertug af Módena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
XVI’s Hustru) og Marie Caroline (Ferdinand
IV af Neapels Hustru). (Litt.: Arneth,
»Geschichte Maria Theresias« [10 Bd, 1863—79]).
(A. Frs.). L. K.
Frants II, tysk-romersk Kejser
(1792—1806), som østerr. Kejser (1804—35) kaldet
F. I, foreg.’s Sønnesøn, Søn af Storhertug af
Toscana (siden tysk-rom. Kejser) Leopold og
Marie Louise af
Spanien, f. i
Firenze 12. Febr
1768, d. i Wien
24. Febr 1835.
Fra 1784
opdroges han i
Wien under
Josef II’s Øjne,
men hans
nøgterne Natur og
noget
indesluttede Væsen
frastødte den
livfulde Onkel.
Han tilegnede
sig omfattende
Kundskaber og
erhvervede,
støttet af en
aldrig svigtende Hukommelse, et stort
Kendskab til de administrative og geografiske
Forhold i hver enkelt Del af de broget sammensatte
Riger, hvis Herre han siden blev; ogsaa de
mange Sprog, der taltes inden for det østerr.
Monarkis Grænser, lærte han at forstaa og for
en stor Del at tale og skrive. F. deltog i
Felttoget mod Tyrkerne 1788—89 og forfattede en
»Journal der Campagne von 1788« i 5 Foliobind;
siden skrev han 3 Bd om Felttoget 1789, ligesom
han senere greb Pennen om lgn. Emner. Vel
indøvet i Statsstyrelsen, med en stærk Følelse
af sine Pligter over for Staten, tiltraadte F.
Regeringen i de østerr. Lande 1. Marts 1792.
5. Juli s. A. valgtes han til tysk-rom. Kejser
under Navn af Frants II.
Det var i det mest kritiske Tidspunkt, at
Magten var tilfaldet ham, og det blev hans Lod
at deltage i Revolutionens og Napoleonstidens
storeuropæiske Krige (smlg. i øvrigt Østerrig,
Historie). Det var under Indtryk af
Proklameringen af det napoleonske Kejserdømme og
vistnok i Forudanelsen af det tyske Kejserriges
Undergang, vel ogsaa for at imødegaa Faren
for, at hans Hus skulde synke ned til at
indtage en lavere Rang end det russiske ell. fr.
Kejserhus, at F. ved Loven af 11. Aug. 1804
erklærede sig for Arvekejser af Østerrig. Efter
Rhin-Forbundets Stiftelse nedlagde F. 6. Aug.
1806 den tysk-rom. Kejserkrone, som 21 Fyrster
af hans Hus havde baaret.
De flg. Aars Kampe mod Napoleon —
diplomatiske saavel som med blanke Vaaben —
bragte ny Ydmygelser; da F. 1810 indvilligede i
Datterens, Marie Louise’s Ægteskab med
Napoleon, var det kun ugerne og som et Offer for
Freden. Havde han derved haabet at binde sin
mægtige Svigersøns Ærgerrighed, saa tog han
fejl; det blev først, efter at Mæglingspolitikken
1813 var slaaet fejl, og Østerrig havde tiltraadt
den sidste store Koalition, at Felttoget 1813—14,
Paris-Freden og Wien-Kongressen skaffede
Riget Fred for Resten af hans Regeringstid
samt ydede rundelig Erstatning for de lidte Tab.
Resten af F.’s Regering falder i den store
Reaktionstid, hvis Beg. betegnes ved »den hellige
Alliance«’s Dannelse; Kejser Alexanders
Mysticisme var ham fjern, men i Realiteten,
Undertrykkelse af Frihedsrørelser, var de enige, og i
hans Person havde Reaktionen en Hovedstøtte.
Snæversynet og med Afsky for alle Teorier,
med Rædsel for indre Revolution ell.
Omstyrtning af bestaaende europ. Magtforhold blev han
i lige Grad Fjende af alle liberale Rørelser og
af en Udenrigspolitik, der kunde sætte Freden
i Fare og svække de østerr. Finanser end
yderligere. Absolutisme og Konservatisme blev
Løsenet indad og udad; han drev endog ofte
Metternich videre frem i Reaktion, end denne selv
fandt heldig. Med streng Censur og organiseret
Spionvæsen holdtes alle fri Rørelser nede, ikke
mindst i Italien (Silvio Pellicos Fangenskab i
Spielberg!). Samtidig respekteredes dog de
enkelte østerr. Landes gl. Rettigheder, og skønt
han ansaa Tysk for sit Modersmaal,
favoriserede han ikke Tyskheden inden for Monarkiet,
hvis ubrydelige Enhed var ham Hovedsagen.
Inden for disse snævre Grænser arbejdede F.
utrættelig for sit Folk, fordybede sig i tusinde
Smaating, og skønt Ensidigheden overalt
traadte frem, skabtes der dog en Del Forbedringer
paa Undervisningsvæsenets og Næringslivets
Omraade. — Personlig var Kejser F. hæderlig,
jævn og nøjsom. Han skyede Pragt og Former
og yndede et fredeligt Husliv. Dette og den
utvungne, jævne Maade, hvorpaa han færdedes
imellem Wienerne, gjorde ham i høj Grad
folkeyndet, hvad der bl. a. viste sig ved den
stærke Jubel, der 1826 mødte ham efter en farlig
Sygdom. — Han var fire Gange gift: 1) med
Elisabeth af Württemberg (1788—90), 2) med
Marie Theresia af begge Sicilier (1790—1807),
der fødte ham tretten Børn, bl. hvilke Maria
Louise og Kejser Ferdinand I, 3) med Maria
Ludovica Beatrix af Este (1808—16) og 4)
endelig med Karolina Augusta af Bayern (1816, d.
1873). (Litt.: Gräffer. »Francisceische
Curiosa« [Wien 1849]; V. Hormayr, »Kaiser F.
und Metternich« [Leipzig 1848]; Meynert,
»Kaiser F. I« [Wien 1872]; Springer,
»Geschichte Österreich’s seit dem Wiener Frieden
1809« [Bd 1, Leipzig 1863]; »Aus Metternich’s
nachgelassenen Papieren« [Wien 1880—84]).
(A. Frs.). L. K.
 |
| Frants II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
