Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frants Friedrich Xaver - Frants Albrecht - Frants Ferdinand - Frants Josef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af General Rapp. 1825 overtog han Præsidiet i
det østerr. Hofkrigsraad og udnævntes 1830 til
Feltmarskal.
B. P. B.
Frants Albrecht, Hertug af
Sachsen-Lauenburg (1598—1642). Han deltog i
Trediveaarskrigen fra dennes Beg., rimeligvis først paa
Pfalzgrev Frederiks Side i Böhmen (1618—20), men
derefter under Tilly og Wallenstein, indtil han
kort før Slaget ved Lützen traadte i Gustaf
Adolf’s Tjeneste. I Slaget var han i Nærheden
af Kongen, da denne faldt, og der opstod
Rygter om, at F. A., hvis Paalidelighed ikke nød
stor Tillid, skulde have myrdet Gustaf Adolf.
Rygtet holdt sig længe, men dets absolutte
Grundløshed er bevist. Allerede 1634 stod han
atter i kejserlig Tjeneste, var indviklet i
Wallenstein’s Sag og førte et uroligt Liv i de flg.
Aar. 1640 ægtede han en Prinsesse af
Mecklenburg-Güstrow. 1642 kæmpede han som kejserlig
Feltmarskal mod Torstensson, befriede en Tid
Schlesien for Svenskerne, men led senere
Nederlaget ved Schweidnitz. Haardt saaret faldt
han i Svenskernes Hænder og undgik med Nød
og næppe de rasende Soldaters Hævn. Kort
efter døde han.
(A. Frs.). L. K.
Frants Ferdinand, østerr. Ærkehertug og
Tronfølger i Østerrig-Ungarn 1896—1914, f. 18.
Decbr 1863, d. 28. Juni 1914. Søn af Kejser
Frants Josefs yngre Broder Karl Ludvig
(1833—96). Han arvede 1875 Hertug Frants V af
Modenas store Formue, blev 1896 Tronfølger efter
Faderens Død og 1898 Øverstbefalende over
Hæren næst efter Kejseren. 1900 indgik han et
morganatisk Ægteskab med en böhmisk
Adelsdame, Grevinde Sofie Chotek (1868—1914), som
ophøjedes til Fyrstinde (1909 Hertuginde) af
Hohenburg, efter at have givet Afkald paa
Tronfølgen for sine Børns Vedk.; han fik 1 Søn og 2
Døtre. Han tog i de senere Aar ikke ringe Del
i Statsstyrelsen, var ivrig klerikal og udpræget
Militær, samt mentes at have haft væsentlig Del
i Bosniens Indlemmelse i Monarkiet Oktbr 1908
og at have billiget Tanken om en
Sammenslutning af alle Monarkiets sydslaviske Landskaber.
Under et Besøg i Serajevo 28. Juni 1914 blev
han tilligemed sin Ægtefælle myrdet af nogle
Serbere, og denne Udaad gav Stødet til
Verdenskrigens Udbrud 5 Uger senere. Hans
Brodersøn, Ærkehertug Karl Frants Josef,
blev hans Eftermand som Tronfølger og 1916
Kejser Karl IV.
E. E.
Frants Josef, Kejser af Østerrig og Konge
af Ungarn 1848—1916, f. 18. Aug. 1830, d. 21.
Novbr 1916, ældste Søn af Ærkehertug Frants
Karl, Frants I’s Søn, (1802—78) og Sofie, Datter
af Maximilian I af Bayern (1805—72). Hans
Undervisning lededes af Grev H. Bombelles, og han
viste tidlig en sjælden Sprogfærdighed, saa at
han lærte at tale alle Rigets Hovedsprog. Da
han som Kejserens Fuldmægtig Oktbr 1847
deltog i Ærkehertug Stefan’s Indsættelse som
Paladin i Ungarn, vakte han Opsigt ved sin
magyarske Tale. Apr. 1848 sendtes han til Radetzky’s
Hær i Italien og viste fl. Gange uforfærdet Mod.
Efter at Kejserhuset Oktbr s. A. var flygtet
til Olmütz for Opstanden i Wien, genoptoges
Tanken om at lade F. J. afløse sin Farbroder
Ferdinand som Kejser, og 2. Decbr udførtes
Planen, for at man kunde faa en Hersker, som
ikke var bundet ved Forgængerens Løfter til de
forsk. Folkeslag. Hans første Raadgivere var Fyrst
Felix Sclrvvarzenberg og Grev Stadion, der vilde
gennemføre en
konstitutionel
Helstat med
Ligestilling for
alle Folkeslag
og tidssvarende
Omdannelse af
Forvaltning og
Retspleje, men
uden Agtelse
for Landenes
hist.
Rettigheder. En
Fællesforfatning paa
dette Grundlag
udstedtes 4.
Marts 1849, og
snart efter
skaffede Sejren
ved Novara
Fred i Italien og genoprettede Østerrig’s Magt
her, medens et Møde i Varszava med Kejser
Nikolaj I skaffede F. J. en russisk Hjælpehær
til at undertrykke Ungarns Frihedskamp. Men
disse Sejre førte Regeringen ind paa et strengt
Militærregimente, og efterhaanden opgaves alle
Planer om politisk Frihed og om Opfyldelse
af Nationaliteternes Ønsker. 1851 fjernedes de
frisindede Ministre, og fra 1. Jan. 1852
genindførtes Enevælden, hvorefter et strengt
Centralisations- og Fortyskningssystem blev
Regeringens Program. 1855 vandt Reaktionen en ny
Sejr ved Afslutningen af Konkordatet, som gav
den kat. Kirke ikke alene udstrakt
Selvstændighed, men ogsaa store Forrettigheder over for
andre Trossamfund og vigtig Indflydelse i
Staten. Josef II’s Politik over for Kirken, som
hidtil var blevet holdt i Ære, opgaves saaledes for,
at Kejseren kunde vinde Kirkens Støtte over for
sine Folk.
Udadtil havde Østerrig vist sin Magt ved at
genoprette Forbundsdagen i Tyskland 1850,
paanøde Danmark Helstaten 1852 og værge
Montenegro imod Tyrkerne, og under Krim-Krigen
1853—56 syntes det endog at holde Afgørelsen i
sin Haand som Mægler mellem Rusland og
Vestmagterne. Men i Virkeligheden havde dets
uklare Holdning stillet det alene i Europa. Dette
viste sig klart under Krigen 1859, som F. J. i
ægte habsburgsk Stivsind selv fremskyndede ved
sit Forlangende om Sardiniens Afvæbning, og
efter Nederlaget ved Solferino, hvor han nær
var blevet taget til Fange, traf han i Villafranca
personlig Aftale med Napoleon III om Fred
imod Lombardiets Afstaaelse. Hans Haab om at
redde sine Forbundsfællers Herredømme i
Mellemitalien strandede derimod paa Indb.’s
Modstand. Nu kom en Række Aar, i hvilket det ene
politiske Forsøg fulgte efter det andet, men alle
mislykkedes. Først (1859) greb man til
materielle Fremskridt (Næringsfrihed, Jødernes
Ligestilling), men Folkestemningen forsonedes lige
saa lidt derved som ved Amnestien 1857. Nu
gjordes Tilløb til en føderalistisk Statsordning
 |
| Frants Josef |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
