Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik IV, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilfredsstilledes ved den ringe Forberedelse til
Kongegerningen, som Faderen gav ham ved
kort før sin Død at lade ham deltage i
Konseiliets og Højesterets Møder. Allerede nu
indsaa han, hvor uheldig Opdragelsen havde været,
han arbejdede møjsommelig paa ved
Selvstudium at oprette det forsømte og følte, da
Faderen døde, sikkert Glæde over at se et stort
Arbejde for sig.
1699 besteg han Tronen, og næsten straks stod
han midt i den store nordiske Krig. Kampen
mod Holsten-Gottorp og Sverige var, som
Stillingen havde udviklet sig, uundgaaelig, og det
maatte ses som en Hovedopgave for dansk
Politik at sprænge den Koalition, der klemte og
truede fra S. og Ø. At Kampen optoges, kan
saaledes ikke dadles, men Krigen var ikke
ordentlig forberedt. F.’s Ledelse savnede saavel
Feltherretalent som personlig Overlegenhed,
ligesom hans sejge Fasthed undertiden nærmede
sig uheldigt Stivsind. Hans Politik kunde være
baade snæver og smaalig, og det skyldtes særlig
den alm. politiske Udviklings Gang, at Freden
i Frederiksborg gav saa gunstigt et Resultat.
Men dog maa det fremhæves, at hans
Udholdenhed i Kampen mod Gottorp og sejge Vilje til
at fremtvinge og opretholde Slesvigs
Indlemmelse var værdifuld og var Hovedaarsagen til, at
der efter hans Død fulgte en Række Aar, hvor
Danmarks Stilling udadtil i det væsentlige var
betrygget.
I den indre Styrelse fremtræder de
Egenskaber, der sikrer F. en anselig Plads inden for
de oldenborgske Konger, selv om han maalt
med større Maalestok ikke naar over
Jævnmaalet. Hans Evner var ikke ringe, og en sikker
Hukommelse støttede dem. Vigtigst var en
utrættelig Arbejdslyst og Arbejdskraft. Hans
personlige Deltagelse i Styrelsen var
omfattende; Lyst og Pligtfølelse drev ham i lige Grad
til at beskæftige sig med enhver Slags
Regeringssager. Det var hans Vilje at skaffe sig
selvstændig Kundskab om alt, og han frygtede ikke
noget Arbejde for at naa dertil. Han var
jævnlig paa Rejser rundt om i Rigerne; hjemme var
der den største Orden og Grundighed i hans
støtte daglige Deltagelse i Styrelsen.
Pligtfølelsen, der laa bagved, bundede i stor Respekt for
Kongegerningen; han vilde, at enhver af hans
Undersaatter skulde vide, at Kongen vaagede
over hans Tarv og kunde blive hans Tilflugt.
Et smukt Udtryk herfor var den lette Adgang,
man havde til over for ham at fremkomme med
Bøn ell. Klage. Han var jævn og naadig mod
alle; fik Menigmand ham ikke i Tale, naar han
færdedes i Slotsstaldene, tog han imod
mundtlige ell. skriftlige Henvendelser paa bestemte
Tider og paa en Vis, der omhyggelig hindrede
uheldige Mellemmænd.
Saaledes var han i nær Overensstemmelse
med Grundprincippet for den Enevoldsmagt,
han havde taget i Arv, og om hvilken han
nærede de samme ophøjede Forestillinger som
hans Fader og Bedstefader. Men Svagheder
fremtraadte jævnsides de gode Egenskaber.
Hans Vogten paa sin Magt kunde være
ængstelig og lidenskabelig mistænksom. Han
arvede fra Faderen Skinsyge og Had til den danske
og holstenske Adel og efterlod den om muligt
endnu mindre velbegrundet til sin Søn. Han
frygtede til sine Tider alt for stor Indflydelse
fra Raadgivere paa en Vis, der gjorde hans
egne og deres Beslutninger usikre. Men dernæst
var den alsidige og redelige Flid ikke forenet
med et Overblik, der kunde skabe store,
indgribende Resultater, saa lidt som
Nybegyndelser, hvor slige maatte kræves. Han havde vel
enkelte større Reformplaner, men de
gennemførtes kun daarlig. Saaledes gik det med
Arbejdet paa at skaffe Danmark en Landmilits som
den norske og med Vornedskabets Ophævelse.
Landmilitsen kom. 22. Febr 1701, Vornedskabet
paa den sjællandske Øgruppe ophævedes 21.
Febr 1702. Men hverken blev Landmilitsen
heldig organiseret ell. gennemført, ej heller fik den
store Landboreform de Virkninger, der laa i
Kongens Hensigt. Hans Blik kunde se klart i en
stor Sag een Gang, men snart sløredes Synet.
Det blev til en Halvhed, der banede Vej for det
rene Tilbageskridt.
Snæver var ogsaa Betragtningen af de saare
vigtige Forhold i Slesvig. Den statsretlige
Indlemmelses Bet. havde F. forstaaet og kraftig
sikret; han forstod Nytten af en admin.
Sammensmeltning, men virkede ikke for en saadan.
Og absolut blottet for Interesse for den danske
Nationalitet i Slesvig gjorde han intet for at
værge den mod Tyskheden, der dog blev den
farligste Bro til Holsten. Hans Synspunkt var
rent dynastisk, for ham var alt naaet ved den
statsretlige Enhed.
Snæverheden i F.’s Interesser er ikke blot her
iøjnefaldende. Han stod uforstaaende over for
alle Aandslivets vigtigste Sider, hemmede det
vel ikke, men gjorde uendelig lidt derfor. Det
er som Modsætning til Sønnens
Tvangsreligiøsitet, at han ufortjent er set som Holberg’s og
den danske Skueplads’ Velynder. Hvad der
kunde virkes, var for lidt positivt og praktisk til at
fængsle hans Interesse. Hellere støttede han
Arbejder paa religiøst Omraade. Han var selv
troende og tidlig interesseret for
Missionsvirksomhed. Fjern fra al Pietisme brugte han vel
Pietister, hvor han mente, de var paa deres
Plads. Naar han 1730 udstedte en meget streng
Helligdagsanordning, var det langt mindre en
virkelig Svingning over til Pietismen, der
ledede ham, end det var Trykket af Sorger i det
personlige Liv og Anger over sædelige
Forsyndelser, der ledede ham til at imødekomme den
frembrydende tunge Religiøsitets Fordringer.
Sundere var hans Bestræbelser for
Almueundervisningen, der dengang væsentlig saas ud fra
den religiøse Oplysnings Synspunkt; de 240 ny
Skoler paa Ryttergodset skyldtes hans
personlige Interesse.
Kong F. delte ganske sin Tidsalders
Betragtning af Enevældens guddommelige Udspring og
uendelig høje Værdi. Men han forstod ogsaa
efter stor-europæisk Forbillede at skille skarpt
mellem Kravet til sin egen og til andres Moral,
og meget stærke var de Anker, der kunde rettes
mod hans sædelige Vandel.
Hans Forhold til Dronningen blev hurtig
ødelagt, og efter Samliv med forsk. lod han sig
1703 vie til venstre Haand til Frk. Viereck,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
