Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik I, kaldet Barbarossa, tysk Kejser - Frederik II, tysk Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for afsat og lyst i Achten, ligesom hans
Besiddelser deltes mellem Nabofyrsterne. Efter et
sejrrigt Felttog underkastede F. sig Henrik
Løve, der kun beholdt sine Allodier,
Braunschweig og Lüneburg. F. indtog nu en
imponerende Stilling i Tyskland, der ogsaa indvirkede
paa den heldige Fred i Konstans. Overalt
indgød han stolte Skikkelse Ærefrygt og
fremkaldte hos det tyske Folk Mindet om Karl den
Store og Didrik af Bern. Ogsaa Rigets Magt
var steget. Burgund var knyttet fastere til det,
og Italien var undertvunget i en forhen ukendt
Grad, saa at kun de fri Stæder saa at sige som
Øer ragede op mellem de kejserlige Besiddelser,
hvor Ministerialerne fandt en rig Tumleplads.
Hele denne Herlighed og Glans fik et symbolsk
Udtryk paa den store Rigsdag i Mainz 1184,
hvor Kejserens to ældste Sønner optoges i
Krigerstanden. S. A. foretog F. et Skridt, der vilde
forøge hans Hus’ Magt betydelig; hans ældste
Søn Henrik trolovedes nemlig med Costanza,
en Datter af Roger II af Sicilien og Arving til
hans Lande, som Kejseren saaledes vilde knytte
til sine Besiddelser for derigennem at fuldende
Italien’s Erobring og Pavedømmets Isolering.
Men det var en farlig Plan, da Rom vilde
anspore sine yderste Kræfter for at frigøre sig fra
det Jernbaand, der truede med at omslutte
det. Den gl. Kejser kom dog ikke til at opleve
den egl. Kamp, om end det alt nu kom til
alvorlige Rivninger. Saladin’s Erobring af
Jerusalem (1187) bragte nemlig foreløbig Striden til
Stilstand; F. selv tog Korset og forlod Tyskland
1189 efter at have overdraget sin Søn Henrik
Regeringen. Med en mægtig Hær satte han
trods Byzans’ Modstand over til Lilleasien, men
efter at have vundet adskillige Fordele over de
Vantro druknede han paa Marchen gennem
Taurus-Passerne i Floden Saleph tæt ved Seleucia.
(Litt.: H. Prutz, »Friedrich Barbarossa« [3
Bd, Danzig 1871—74]; W. v. Giesebrecht,
»Geschichte d. deutschen Kaiserzeit« [5. Bd,
Braunschweig 1888]; Kühne, »Das
Herrscherideal des Mlttelalters u. K. Fr. I« [Leipzig 1898];
Simonsfeld, »Jahrbücher d. deutschen
Reiches unter Fr. I« [1. Bd, Leipzig 1908]).
M. M.
Frederik II, tysk Kejser (1215—50), Søn af
Henrik VI og Costanza, f. i Jesi i Abruzzerne
23. Decbr 1194, d. 13. Decbr 1250. Efter
Faderens Død (1197) søgte dennes Broder Filip først
at hævde sin lille Brodersøns Sag; men da
dette viste sig haabløst, modtog han selv Kronen.
F. beholdt Apulien og Sicilien, først under sin
Moders og efter hendes Død (1198) under Pave
Innocens III’s Formynderskab. 1208 overtog han
selv Regeringen, og da det 1210 kom til Brud
mellem Innocens III og Kejser Otto IV,
begyndte hans politiske Rolle, idet Paven opstillede
ham som Modkandidat. 1211 valgtes han i
Nürnberg til tysk Konge, og den flg. Sommer
lykkedes det ham med Møje at bane sig Vej til
Tyskland, efter først at have svoret Paven ikke
at ville forene Sicilien med Riget og for dette
Lands Vedk. at have aflagt Lensed paa sin lille
Søn Henrik’s Vegne, der var blevet udnævnt
til siciliansk Konge. Han kom som Kirkens
Kejser, og Bisperne sluttede sig derfor til ham,
medens Rigsministerialerne, forhen Staufernes
bedste Støtter, holdt fast ved Otto. Dette blev
bestemmende for Rigets og F.’s Skæbne.
Overalt gjorde Centralmagten Tilbageskridt for
Fyrsterne. I Eger maatte F. saaledes gøre dem
store Indrømmelser (1213), og det flg. Aar
stadfæstede han Valdemar Sejr’s Erobringer i
Nordtyskland. Kampen med Otto førtes
gennemgaaende heldig, og efter Slaget ved Bouvines (1214)
var hans Magt væsentlig brudt, saa at F. paa
ny kunde lade sig krone i Aachen (1215).
Efter den Tid var han alm. anerkendt. Hans
Politik havde hidtil i høj Grad været betinget af
Forholdet til Paven, hvis mægtige Personlighed
udøvede et stort Tryk paa ham, men 1216
afløstes Innocens af den svage Honorius III, hvem
F. følte sig voksen. Paa sin Kroningsdag havde
han lovet at gøre et Korstog; men det lykkedes
ham fl. Gange at faa Terminen udsat, saa at
han ganske kunde virke for sin Yndlingsplan
selv som Kejser at bestyre Sicilien, medens
Sønnen skulde være hans Stedfortræder i Tyskland.
Henrik førtes derop og valgtes 1220 til tysk
Konge, og s. A. kronedes F. til Kejser. En
Personalunion mellem Riget og Sicilien, denne
Forbindelse, som Paverne idelig havde søgt at
afværge, var saaledes virkelig kommet i Stand.
1225 havde F. ægtet sin anden Gemalinde
Isabella af Brienne, Titulærkongen af Jerusalems
Datter, og sit Løfte tro rustede han sig nu af
alle Kræfter til Korstoget; 1227 afsejlede
Hæren, men en heftig Pest, der var udbrudt
mellem Tropperne, tvang den til at vende om. Den
ny Pave Gregor IX tog imidlertid ikke Hensyn
hertil og bandlyste F., men desuagtet drog
denne 1228 paa ny af Sted til Palæstina, hvor han
trods alle Pavens Intriger og den Modstand,
han mødte hos Tempelherrerne, ved kloge
Underhandlinger med Sultan Kamel af Ægypten
fik Jerusalem og en Del af Kyststrækningen i
sin Magt. Selv satte han Jerusalems Krone paa
sit Hoved, da ingen gejstlig vovede at gøre det.
Da han 1229 vendte tilbage, havde de pavelige
Tropper gjort Indfald i Apulien; men han
forjog dem uden Møje og udsonede sig ved Freden
i St. Germano med Gregor, der hævede
Bandlysningen. Baade i Tiden før og efter Korstoget
havde F. udfoldet en ivrig organisatorisk
Virksomhed der dog mere gjaldt hans Arveland
Sicilien end Tyskland. Thi her gled Magten fra
Kejseren mere og mere over til Fyrsterne. Det
var saaledes dem og ikke Riget, der knækkede
Danmarks truende Magt, og deres Privilegier
forøgedes idelig, medens F. derimod først i
Slutn. af sin Regering søgte Støtte hos
Stæderne. Anderledes paa Sicilien, som fra en
Lensstat næsten blev omdannet til et moderne
absolut Monarki. Landet styredes af en velordnet,
særlig uddannet Embedsstand, Adelens og
Stædernes Privilegier indskrænkedes, og store
Skatter, Toldafgifter og Monopoler fyldte det kgl.
Skatkammer, thi Italien skulde danne den
finansielle Basis for hans Magt, medens han af
Tyskland kun fordrede Soldater. I dette Land
søgte hans Søn Henrik væsentlig støttet af
Rigsministerialerne at opkaste sig til Enehersker;
han sluttede Forbund med de lombardiske
Stæder, med hvilke Faderen laa i Strid, men blev
overvundet saa godt som uden Sværdslag (1235)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
