Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, den Store, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde inddrages, at danne en Modvægt til den
bourbonske Familiepagt. Foreløbig blev Polen
dog Hovedgenstanden for Planerne, og ved den
Preuss.-russ. Alliance af 11. Apr. 1764 aftaltes
Stanislaus Poniatowski’s Valg og Arbejdet til
Fordel for Dissidenterne. Udviklingen medførte
imidlertid Dannelsen af Konføderationerne i
Bar og Radom og den russ.-tyrk. Krig 1768—74.
Østerrigs Holdning lod F. befrygte Udbrudet af
en alm. europ. Krig, hvorfor han søgte at faa
Katharina til at lade Sultanen slippe for godt
Køb, mod at Rusland fik Erstatning i Polen.
Saaledes fremkom Planen om Polens første
Deling. Allerede i Febr 1769 havde F. sonderet
Stemningen derfor i Petrograd (»Projektet
Lynar«), men Katharina var dengang ikke stemt
for at opgive Landvindinger mod S. Ved
Sammenkomster mellem Josef II og F. i Neisse
(Aug. 1769) og Mährisch-Neustadt (Juli 1770)
tihejebragtes imidlertid en Tilnærmelse mellem
de to Fyrster, der skulde standse Ruslands
Aktion mod Tyrkiet. Omtr. samtidig (Juli 1770)
besatte Østerrig et Stykke polsk Land
(Zipser-Distriktet), og nu endelig gik Katharina ind paa
F.’s Forslag af Frygt for, at Østerrig og
Preussen ellers skulde dele Polen alene. Efter
langvarige Underhandlinger kom det 5. Aug. 1772
til den endelige Overenskomst mellem de tre
Magter, hvorved hver tog sin Del af de polske
Lande (se i øvrigt Polen, »Historie«).
Preussens Del af Rovet, Vestpreussen med
Netze-Distriktet, var den mindste Del, men paa den
anden Side ved sin Beliggenhed af
overordentlig Bet.
Møderne mellem F. og Josef II havde ikke
formaaet at skabe en vedvarende Enighed
mellem de to Fyrster; der var en uovervindelig
Modsætning mellem deres Interesser paa tysk
Grund. Modstand mod Østerrigs Planer om en
Udvidelse af sin Magt i Tyskland blev derfor
ogsaa et Hovedpunkt i F.’s Politik i Resten af
hans Regeringstid. Vanskeligheder fremkom
særlig for ham, da Josef II ved sin personlige
Indgriben søgte at drage Katharina II over paa
sin Side; i sine Breve søgte F. at modbalancere
Josef’s Indflydelse, f. Eks. efter Mødet mellem
ham og Katharina i Mohilew (Juni 1780).
Aabenlyst maatte han optræde mod de østerr.
Planer om Erhvervelsen af Bayern baade under
den bayerske Arvefølgekrig 1778—79 og senere
1785, da Josef II støttet paa Rusland atter
optog samme Plan. I disse Aar vendte F. sig da
til en Plan om at samle de tyske Smaastater
om Preussen for derved at sætte en Bom for
de habsburgske Udvidelseslyster. Han stiftede i
den Hensigt 1785 »Fyrsteforbundet« og
standsede Josef II. Det var hans Tanke at følge den
paabegyndte Politik videre, men Døden
forhindrede ham deri. — Ved sin Død (1786) havde
han forøget sine Lande fra 121000 km2 til
næsten 199000; Befolkningen var vokset fra 3 1/2
Mill. til 5 1/2. Han havde gjort Preussen til en
europ. Stormagt og til Europas første
Militærmagt; han havde givet den saa sikker en Styrke,
at Grundvolden ikke rokkedes i den flg.
Nedgangstid. Uendelig meget, som han selv
personlig havde skabt, svandt naturligvis, da hans
mægtige Personlighed gik bort, men adskillige
Hovedtræk i Preussens Udvikling i 19. Aarh.
kan føres tilbage til F.’s Virksomhed.
F.’s personlige Liv havde i hans Regerings
første Tid været en Fortsættelse af Livet paa
Rheinsberg. Ved Siden af det overvældende
Arbejde som Regent fandt han Tid til at fordybe
sig i sine Interesser, og ved sit Hof, der efter
1747 især førtes paa det ny Slot Sanssouci ved
Potsdam, levede han i sin Fritid optaget af
videnskabelige Studier, af sine Kunstinteresser
og sin Omgang med fremragende Mænd. Han
yndede i disse Aar Selskab, fremfor alt var det
Franskmændene, han drog til Sanssouci, og her
opholdt Voltaire sig i Aarene 1750—53. Rundt
om i Europa blev F.’s Kreds berømt; i den
fineste Form drøftedes der de største Problemer,
Kongen selv var ledende ved de berømte
aandrige Bordsamtaler under Aftentaflerne i
Havesalen paa Sanssouci, men ogsaa hans skarpe
Tunge og bidende Sarkasmer frygtedes og
citeredes. Syvaarskrigen endte imidlertid dette Liv;
den uhyre Kraftanspændelse og det haarde Liv
i Felten tog svært paa F.’s legemlige Kræfter.
Han blev ældet før Tiden, plaget af Gigt, og i
hans aandelige Væsen satte dette sig dybe Spor.
Det haarde og mistænksomme, det
hyperkritiske og skeptiske, der havde ligget i hans
Karakter fra Ungdommen af, fik Vækst. Han blev
mistroisk og bitter, vranten og umedgørlig; med
sin Hustru levede han ikke sammen; hans
bedste Venner døde bort før ham, og mere og mere
drog han sig tilbage i en Ensomhed, der
udfyldtes af et uophørligt Arbejde med Statssager og
hans egen Aandsproduktion. I disse Aar blev han
til den Skikkelse, hvori Eftertiden bedst kender
ham: den krumbøjede, magre Olding, der
støtter sig paa sin Stok, medens de store
gennemtrængende Øjne oplyser det karakteristiske
Ansigt med de skarptskaarne Træk, den høje
Pande og det sarkastiske Smil om Munden. Men
denne tørre, ældede Skikkelse skjulte en
glødende Livskraft; han var til det sidste en
skabende Aand, og han, for hvem Ministre kun var
iværksættende Tjenere, bevarede Initiativ og
Energi. Fra Sanssouci spandtes Traadene i
Europas Politik, og medens F.’s sidste Aar
tyngedes af Bitterheden i hans eget Sind og Følelsen
af den store Ensomhed, bøjede man sig rundt
om i Europa med Ærbødighed for ham. Hans
eget Folk gav ham Tilnavnet den Store, og
allerede i hans Levetid forherligede det i ham
Preussens store Heros.
I hans sidste Aar havde Gigten nedbrudt hans
Helbred, Vattersot slog sig til; hans triste
Sindsstemning steg i den sidste Tid til dyb
Melankoli og Menneskeforagt, der gav sig Udtryk i
Haardhed og Uvenlighed. Døden var ham
derfor en Befrielse. (Litt.: Hovedkilden til
Forstaaelse af F.’s Personlighed og Historie er den
store Konges egne Skr, der spænder over de
mest forsk. Felter. En Del af dem udkom
allerede, medens han levede; derefter
offentliggjordes i Berlin 1788—99 Hovedmassen som Œuvres
posthumes [15 Bd og 6 Supplementsbd.]. Denne
Udgave var imidlertid mangelfuld, og i Aarene
1846—57 udgav derfor Videnskabernes Akademi
i Berlin paa ny hans samlede Skr (ved D. E.
Preuss) i 31 Bd (deraf det ene indeholdende en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
