Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - frygisk Toneart - Frygt - Fryken - Fryne - Frynikos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaldet »tredie Kirketoneart«) en opadstigende
Skala paa Tonerne e f g a h c d e.
A. H.
Frygt er en saakaldt Instinktaffekt, hvis
Grundlag er Flugtinstinktet. Hos de fleste
højere Dyr kan man let iagttage, iat Lugten, Synet
ell Lyden af visse andre Dyr ell. bevægede
Genstande udløser Flugtbevægelser, som maa
være instinktive, da de kan vise sig
allerede saa tidligt i Individets Liv, at dette
endnu ikke kan have erfaret noget om
nogen derfra hidrørende Fare. Har Dyret
imidlertid høstet saadanne Erfaringer, idet
det engang er undsluppet fra en Fjendes
Efterstræbelser, saa er det muligt, at
Erindringen herom vil melde sig, næste Gang
det lugter, ser ell. hører sin Fjende. Der vil
da være en mere ell. mindre klar Forestilling
om den sig nærmende Fare i Forbindelse med
den instinktive Tendens til Flugt, og denne
psykofysiologiske Tilstand er F. Hvorvidt slige
nogenlunde tydelige Erindringer om bestemte
Oplevelser findes hos et Dyr i et givet Øjeblik,
kan naturligvis ikke afgøres; vi iagttager i alle
Tilfælde kun Flugtbevægelserne. Men at i hvert
Fald de højere Dyr kan bevare Erindringen om i
Forfølgelse og Fare, fremgaar af det Faktum,
at Pattedyr og Fugle paa øde Øer viser sig
meget lidt sky, naar de første Gang møder
Mennesket, men ikke er til at komme nær,
naar de i kort Tid har været jaget. |
Hos Barnet kan den omtalte Udvikling af
Flugtinstinktet gennem forsk. Erfaringer til
Affekten F. let paavises. Allerede det 3—4
Maaneder gl. Barn vil lukke Øjnene, vende
Hovedet bort og skrige, naar et fremmed Ansigt
kommer inden for dets Synskreds. Er Barnet
blevet henimod eet Aar og kan bevæge sig
kravlende ell. gaaende, vil det som oftest søge
Tilflugt hos Moderen, naar en ubekendt Person
viser sig. I begge Tilfælde siger man, at Barnet
er »blevet bange«; men hvis det aldrig har lidt
Overlast, kan det umuligt have Bevidsthed om i
nogen Fare. De legemlige Reaktioner er altsaa
i begge de nævnte Tilfælde kun Ytringer af
Flugtinstinktet, der — som ethvert andet
Instinkt — giver sig forsk. Udslag, alt efter
Individets legemlige Udvikling. Men lærer Barnet
nu efterhaanden, enten ved personlige
Erfaringer ell. gennem andres Meddelelser, at visse
Personer, Ting ell. Situationer kan medføre
ubehagelige Følger, saa melder disse Forestillinger
sig i indtrædende Tilfælde, saa at der
opstaar en Forventning om saadanne Ubehageligheder
tillige med den instinktive Tendens til
at unddrage sig dem ved Flugt. Desuden
indtræder der en Række Forandringer i
Blodomløb og Aandedræt, som ligeledes sætter sit
Spor i Bevidstheden, men næppe er af afgørende
Bet. for Affektens særlige Karakter (se
Affekt). Flugttendensen behøver dog ikke at give
sig noget synligt Udslag, thi hvis Erfaringen
har lært, at Faren i et givet Tilfælde (f. Eks.
ved Udsigten til et Overfald) bliver større, naar
man viser sig bange, saa vil de legemlige
Bevægelser derved kunne hemmes; selve
Sindsbevægelsen, Forventningen om de mulige
Ubehageligheder, svækkes dog ikke i mindste
Maade. Let civiliseret Samfund vil i øvrigt de
Farer, som kan true det enkelte Individ, kun
undtagelsesvis være af den Art, at man kan
unddrage sig dem ved Flugt; i de fleste
Tilfælde, som f. Eks. ved Muligheden for Sygdom,
Angreb paa Individets Stilling ell. gode Navn
og Rygte, vil Flugt intet nytte, men den for
Affekten karakteristiske, instinktive Tendens vil
desuagtet ofte gøre sig gældende som en om
end forbigaaende Tilbøjelighed til at »løbe fra«
det hele. (Litt.: Lehmann, »Hauptgesetze
des menschlichen Gefühlslebens«, 2. Opl.
[Leipzig 1914]).
Alfr. L.
Frȳken, tre sammenhængende Indsøer (Öfre
Mellan og Nedre F.) i Värmland, har Afløb
gennem Norselven til Vänern. F.-Søen har en
nord-sydlig Udstrækning af 73 km, men Bredden
naar ikke over 4 km. Den skønne Egn har
Selma Lagerlöf skildret i »Gösta Berlings Saga«.
Nu foregaar en livlig Dampskibstrafik paa
Søerne, og Egnen er stærkt besøgt af Turister.
G. Ht.
Frȳne, berømt gr. Hetære i 4. Aarh. f. Kr.
F. var født i Thespiai i Boiotien, men levede i
Athen, i Omgang med Kunstnere og Politikere.
Mange Anekdoter fortælles om hendes
overordentlige Skønhed. Da hun saaledes engang blev
anklaget for Asebeia (Krænkelse af Religionen),
og der var Udsigt til, at hun vilde blive
domfældt, sønderrev hendes Forsvarer, Taleren
Hypereides, hendes Klædning, og Synet af hende
stemte Nævningerne til hendes Gunst. F. stod
i nært Forhold til Praxiteles og skal have
været Model til hans knidiske Afrodite (se
Tavlen til Art. Afrodite); der fortælles
ogsaa, at det var Synet af hende, der gav Apelles
Ideen til hans berømte Billede af Afrodite
Anadyomene. En forgyldt Bronzestatue af F., et
Værk af Praxiteles, var opstillet i Helligdommen
i Delfoi, en Marmorstatue, som skyldtes
samme Kunstner, i Thespiai.
C. B.
Frȳnikos, 1) attisk Tragediedigter, c. 500
f. Kr., den betydeligste af Forløberne for de tre
store Tragikere; han skal have været den
første, der indførte Kvinderoller i Tragedien.
Berømtest af hans Tragedier var Foinissai
(»Fønikerinderne«), som forherligede Sejren over
Perserne og blev Forbilledet for Aischylos’
»Perserne«; den blev opført 476 med
Themistokles som Choreg. En daarligere Skæbne
havde ramt hans Tragedie »Milets Indtagelse«, som
vakte smertelige Minder hos Athenerne; F. blev
straffet med en Pengebøde, og det blev forbudt
oftere at opføre Stykket. — Fragmenterne af
F. findes i Nauck’s Fragmenta tragicorum
Græcorum (2. Udg., 1889).
2) attisk Komediedigter, samtidig med
Aristofanes; med denne konkurrerede han 405 f.
Kr. med sit Stykke »Muserne«, hvori han
(ligesom Aristofanes i »Frøerne«) benyttede
Sofokles’ og Euripides’ nylig indtrufne Død til
Udgangspunkt, men fik kun 2. Pris. —
Fragmenterne findes i Kock’s Fragmenta comicorum
Atticorum (1. Bd, 1880).
3) gr. Grammatiker fra Bithynien i Slutn. af
2. Aarh. e. Kr., Forf. til et Leksikon i 37 Bøger,
hvoraf der kun er bevaret os et Udtog
(»Udvalg af attiske Verba og Nomina«), udg. af
Lobeck (1820) og Rutherford (1881).
K. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
