Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fürth - Fyrtøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lod bygge til Ære for Skt Martin. 3. Septbr
1632 angreb Gustaf Adolf forgæves Wallenstein’s
Lejr ved F. 1634 blev F. brændt af Kroaterne.
1792 kom den under Preusserne og 1806 under
Bayern. Købstad blev F. først 1818.
G. Ht.
Fyrtøj, Redskab, hvormed Ild frembringes,
bestod opr. af to Stykker Træ, som ved
indbyrdes Gnidning ophededes, til Flammen brød
frem. Denne tændte et tørt, letfængeligt
Materiale, Tønder, trøsket Træ, Trævler e. l.
I denne opr. Form har det været brugt af alle
primitive Folkeslag og bruges endnu af vilde
Stammer. Hos dem er det portativt, reduceret
til smaa Dimensioner (se Fig.). Apparatet, der
er tegnet efter et Eksemplar fra Grønland,
bestaar af en Træbrik med iborede Fordybninger.
I en af disse anbringes Tønder, og
Drejepinden isættes. Den holdes i lodret
Stilling, idet der støttes paa en øvre Tværpind,
og sættes i hastig Omdrejning, ved at en
omviklet Snor føres skiftevis til højre og venstre.
Efter nogen Tids stærkt Arbejde vil en Flamme
bryde ud af Udhullet. Etnogr. Mus. i Kbhvn
ejer fl. Eksemplarer. Romerne kendte til at
gøre Ild ved at gnide en Svovlstang mod en
glat Stenflade.
I den ældre Bronzealders Grave er der
fundet Fyrsten, smaa Spydspidser af Flint,
undertiden indsyede i Læder, ell. tildannede
aflange Flintstykker med Spor af Brug. Det er
formodet, at man ved at benytte Svovlkis har
slaaet Gnister dermed. At medgive den Døde
F. i Graven til Brug ved hans Vandringer i
Evighedens Land er ikke helt aflagt endnu. Da
man havde lært at slaa Ild, blev den gl.
Fremgangsmaade at gnide den bibeholdt i de
religiøse Ceremonier til at tænde Offerild og
Baalene paa Aarsfesterne, og dette holdt sig i
Almuens Tro som Nødild, Gnidild. Med
Jernet kom det F., der har holdt sig til vore
Dage, Staal, Flint, Fyrsvamp ell. Trøske. Denne
tændes ved en glødende Partikel, som Staalet
slaar af Stenen. I 14. Aarh. omtales
Fyrstikker, Pinde dyppede i Svovl. Paa denne
Maade sloges Ild temmelig alm. i kbhvn’ske Huse
ved Tiden 1830. Der raabtes paa Gaderne med
Flintesten endnu efter 1840. Det var alm. Skik
at »laane Ild« hos Husboer og Naboer.
Portative F. med Flint omtales i Litt., i
Fransk under Navnet fusil 1378 under en Krig
mellem Englændere og Skotter. Ved denne Tid
gik de over i Heraldikken, og et F. blev 1430
sat i den gyldne Vlies’ Ordenskæde. Dets Form
er et B og er Aarsag til, at dette Bogstav paa
Fransk hedder fusil. Det ansaas for at rumme
Lynet, Himlens Ild, og blev Symbol paa det
hellig ophøjede. Lomme-F. fik ingen hastig
Udbredelse, fordi Fyrsvampen, som hørte dertil,
i Beg. var dyr. Christiern Pedersen kender det
dog (se hans Vocabularium) og omtaler et F.,
indelukt mellem 2 Valnødskaller. Som eldfoeri
er det kendt i gammelt Norsk, som Eldfyre i
danske Gildeskraaer og hørte sammen med
Baad, Aare, Øsekar og Økse til de Ting, som
den fredløse Gildebroder forsynedes med til
sin Flugt.
Ved 1560 opfandtes Snaplaasen paa Geværer.
Denne affødte et nemt F. — nogle mener, at
dette er ældre og har givet Ideen til
Snaphanegeværet — som i Moth’s Ordbog kaldes
Fyrslag og bestaar af en Stenlaas, der
afgiver sine Gnister i en lille Beholder med
Tønder. Fyrslaget gaves Pistolform, kom i
Lommeformat og brugtes meget af Damer. Det m,aa
være kommet til Frankrig fra Tyskland, da det
paa Fransk hedder fusil d’Allemagne. Til F.
kan ogsaa henregnes Brændglas.
Bernh. O.
Af mek. F. skal nævnes Kompressions-F.
ell. det pneumatiske F., der bestaar
af en hul Cylinder, lukket i den ene Ende og
forsynet med et tætsluttende Stempel. Paa
dettes inderste Endeflade fæstes en Stump
Fyrsvamp, og naar man ved et kraftigt Slag driver
Stemplet ind i Cylinderen, opvarmes Luften i
denne saa stærkt ved Sammentrykningen, at
Svampen antændes. — Et elektrisk F. blev
opfundet kort efter, at Volta (1775) havde
fremstillet Elektroforet. Gnisten fra Elektroforets
i Skjold benyttedes til at tænde Brint (Vandstof),
der strømmede ud af en fin Aabning. Den alm.
Belysningsgas tændes med Lethed ved Gnisten
fra Skjoldet. I nyere Tid anvender man hellere
til elektrisk Antændelse en Induktionsgnist ell.
en Plalintraad, der bringes i Glød ved en
elektrisk Strøm. — Langt større Anvendelse har
man dog gjort af kemiske Midler til
Frembringelse af Ild ell. af mek. og kem. i
Forening. Døbereiner opfandt sit F. 1823. Det
bestaar i sin simpleste Form af et cylindrisk
Glas, hvori der hældes fortyndet Svovlsyre.
Glasset er dækket af et Laag, til hvis
Underside er fastgjort en Glasklokke, hvis Munding
ver der nedad, og hvis nederste Rand næsten
naar Glassets Bund. Fra Klokkens øverste Del
fører et kort Rør ud i Luften; Røret er lukket
med en Hane og ender i en snæver Aabning.
Inde i Klokken er ophængt en Zinkklods, hvis
Underside ligger noget højere end Klokkens
Rand. Aabner man Hanen, vil Syren strømme
ind i Klokken og berøre Zinken. Herved
udvikles Brint, der driver Luften ud gennem
Røret, og naar Klokken er fyldt med Brint,
lukkes Kanen, og Apparatet er færdigt til Brug.
Brintudviklingen vedvarer, til Syren er trykket
saa langt ned, at den ikke mere rører ved
Zinken. Anbringes nu et Stykke Platinsvamp
(finfordelt Platin) foran Rørspidsen, og aabnes
Hanen, saa vil Brinten indsuges af
Platinsvampen og ved Berøring med den allerede
indsugede Ilt antændes. Denne mærkelige
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
