Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fysiokrater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Filosoffer Bemærkninger og Udviklinger om det
menneskelige Legemes Livsytringer og om den
levende Naturs Udviklingsforhold, der
frembyder en vis Interesse som de første Vidnesbyrd
om en virkelig naturhistorisk Iagttagelse paa
disse Punkter. Saaledes har f. Eks. Diogenes
fra Apollonia (c. 460 f. Kr.) opstillet en
Lære om Aandedrættet. Hos Herakleitos
findes klædt i dunkle Udtryk en Række Tanker,
som minder om den nyere Tids Lære om de
levende Væseners Udvikling, og hos
Pythagoras og de eleatiske Filosoffer
findes Udviklinger og Bemærkninger af en vis
Værdi m. H. t. Sansefysiologien. Demokrit’s
Atomlære og de senere Pythagoræeres
Spekulationer indeholder Gisninger, der, hvis
de havde givet Anledning til ordnede
Iagttagelsesrækker ell. Eksperimenter, vilde have kunnet
dannet Udgangspunktet for en Udvikling til
virkelig Kundskab om Livsytringerne. Men netop
deri ligger denne F.’s store Mangler. Ingen
Sinde er der, saa vidt det synes, gjort Forsøg paa
at bekræfte disse Gisninger ved et Eksperiment.
— Det var den alm. Lære om Livet, den
generelle F., som beskæftigede disse Filosoffer. Den
lægevidenskabelige specielle F. har, saa vidt det
ses, ingen videnskabelige Dyrkere forinden de
hippokratiske Skr. som tillægges Oldtidens
største Læge, Hippokrates (c. 460—377 f. Kr.);
i disse gøres der for første Gang et Forsøg paa
en Fremstilling af Læren om Livsfunktionerne.
Først i Aristoteles (384—322 f. Kr.) faar
den gr. Oldtid en Mand, der paa F.’s som paa
saa mange andre Omraader baade bliver en
Afslutning og et Udgangspunkt. Aristoteles’ Bet.
for F. ligger først og fremmest i systematisk
Anvendelse af den empiriske Iagttagelse af
Naturfænomenerne og Livsprocesserne — og i at
han for første Gang søger at udnytte disse sine
selvstændige Iagttagelser til Opbygning af en
Helhedsopfattelse af Organismen, idet han søger
at sætte de enkelte Organers Funktioner i
Forhold til hinanden. I begge disse Henseender er
der imidlertid over for en virkelig fysiol.
Betragtning fremtrædende Mangler i Aristoteles’
Metode og Lære. Hans Iagttagelser af de forsk.
Organers Virksomhed og Forhold til hinanden
er væsentlig hentede fra anat. Undersøgelser.
Oftest gør han sine Iagttagelser paa døde
Organismer. Vivisektionen har han aabenbart kun
sjælden benyttet; og kun ad denne Vej vil man
overhovedet kunne trænge dybere ind i de
enkelte Organers særlige Funktioner og deres
Samvirkning. Hans fysiol. System bærer da
Præg af Manglerne i hans Metode. Hans
Forklaringer er stærkt hypotetiske, ofte henter han
sine Forklaringsgrunde og Aarsagsmomenter fra
rent spekulative, for den virkelige
Naturforskning fremmede Omraader. Det er først senere,
som det synes især bl. den alexandrinske
Skoles Lærde, i Ptolemæernes Museion i
Alexandria, at Eksperimentet træder mere i
Forgrunden. Det bringer en Række vigtige fysiol.
Opdagelser frem for Dagen. Herophilos og
Erasistratos (begge i Beg. af 3. Aarh. f.
Kr.) undersøger Hjertet og Kredsløbet. Deres
Skr er tabte og kendes kun gennem Citater hos
Galen; men det er øjensynligt, at Anvendelsen
af denne Metode allerede da har bragt en
Række af vigtige Kendsgerninger til Veje. Det er
imidlertid først c. 400 Aar efter denne Tid, at
den empiriske Metode og Forsøget anvendt paa
den levende Organisme bliver Grundlaget for
en ny Udvikling ved Oldtidens største Fysiolog,
Galen fra Pergamon (f. 131, d. omtr.
200 e. Kr.).
Det er i Galen’s store Værk: De usu partium,
»Om Organernes Brug«, at vi for første Gang
finder en fuldstændig Redegørelse for hele det
fysiol. System. Han samler i dettes 17 Bøger
Oldtidens Kundskab om det menneskelige
Legemes Livsfunktioner og udvider og berigtiger ved
selvstændige Undersøgelser disse Forestillinger
paa talrige Punkter. Paa Grundlag af de
foreliggende Resultater og Data søger han dernæst
at udlede alm. Love for Organismens
Livsytringer. Overalt viser han sig som en udmærket
Eksperimentator og som en klar og overlegen
Aand, der mesterlig behersker den store Fylde
af Kendsgerninger. Hans Anskuelser er paa
mange Punkter urigtige, men altid logisk
sammenføjede til et forstaaeligt Hele. Paa mange
Omraader vilde hans Resultater have kunnet
danne Udgangspunkter for Erkendelsen af de
rigtige Forhold. Men disse Undersøgelser fulgte
ikke. De flg. 1200 Aar frembringer ikke nogen
Forsker, som paa noget væsentligt Punkt
bringer F. et Skridt ud over Galen. Galen’s Værker
var gennem hele Middelalderen den Kilde,
hvorfra Lægerne øste, og de faa fysiol. Værker, der
fremkom, er væsentlig Kommentarer til Galen’s
Værk. Galen’s og Aristoteles’ Værker
betragtedes som Autoriteter, ved hvilke det næsten var
Helligbrøde at rokke. Det er først med
Renaissancen, at den fysiol. Forskning igen
tager Fart, idet den atter kalder til Hjælp den
metodiske Undersøgelse af den levende
Organisme, som havde bragt Galen saa store og
væsentlige Resultater.
Et første vigtigt Resultat af disse ny
Forskninger danner Opdagelsen af Blodets Kredsløb
hos de højere Dyr, særlig Pattedyrene. I et
Arbejde, der fremkom anonymt 1553, Restitutio
Christianismi: Kristendommens Genfødelse, og
som for øvrigt er af teol. Indhold, beskrives
Kredsløbet gennem Lungerne fuldstændigt og
rigtigt. Forf. viste sig at være en paa den Tid
kendt religiøs Agitator, en Forkæmper for
Unitarismen, en sp. Munk ved Navn Michael
Servet y Reves fra Villanova, der
havde ført et eventyrligt Liv, havde studeret
Medicin i Paris, sammen med Vesal, Tidens
største Anatom, var Forf. af fl. med. Arbejder
og senere flakkede om forfulgt p. Gr. .a. sine
religiøse Skr, af den pavelige Inkvisition. Efter
at have søgt Tilflugt i Genève blev han af
Calvin som Kætter dømt til Baalet og brændt
sammen med sin Bog i Genève 1553. Servet’s
vigtige Opdagelse sætter sig for øvrigt ikke direkte
Spor; men især i Norditalien drives der paa
denne Tid en ivrig Forskning væsentlig ganske
vist af anat. Natur, men som ogsaa delvis fører
til fysiol. Resultater, saaledes af Realdo
Colombo (d. 1559), og Cæsalpin (d. 1603).
Først mere end et halvt Aarh. efter finder
Undersøgelsen af de højere Dyrs Kredsløb sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
