Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fæste - Fæstebonde - Fæstebrev - Fæstefolk - Fæsteforhold - Fæstegaard - Fæstegods - Fæstekontor - Fæstelovgivning - Fæstemand - Fæstemø - Fæstensgave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortsat F. Endelig kan der ogsaa blive Tale om
en Forbrydelse af Fæsteretten. En
saadan Forbrydelse af Fæstet kan finde St. i flg.
Tilfælde: 1. Naar Fæsteren udebliver med sin
Skyld, hvorunder indbefattes ikke blot
Landgilde og Hoveripenge, men ogsaa Skatter og
Afgifter til det Offentlige, naar Fæsteren iflg.
Fæstebrevet skal betale disse. Anlægges der i
saadanne Tilfælde Sag mod Fæsteren til F.’s
Forbrydelse, maa Sagen dog ikke optages til
Doms, førend der er hengaaet 16 Uger efter
Forkyndelse af Forligsklagen, og i dette
Tidsrum kan Fæsteren fri sig ved at betale sin
Skyld. 2. Naar Fæsteren ikke vedligeholder
Fæstestedet paa behørig Maade og ikke, efter at
Ejeren har ladet dette konstatere ved
Afholdelsen af en Synsforretning, inden den af
Synsmændene fastsatte Frist afhjælper Manglerne.
3. Naar Fæsteren gør sig skyldig i Misbrug af
Fæstestedet ell. dets Tilliggende, f. Eks. ved at
gøre Fremleje, ved at sælge af Tørvemosen, ved
at hugge liden Udvisning i den til Fæstestedet
hørende Skov e. l. I alle disse Tilfælde kræves
det dog, for at der skal kunne være Tale om
Forbrydelse af F., at Fæsteren, efter to Gange
ved Dom at være dømt for slige Misbrug, tredie
Gang gør sig skyldig i saadant Misbrug. 4.
Naar Fæsteren ved Dom ell. benaadende kgl.
Resolution mister sin Frihed i 3 Aar ell.
derover, for saa vidt han ikke har en Hustru, der
paa hans Vegne kan fortsætte F. Endnu
kan mærkes, at de vigtigste nu gældende
Bestemmelser om F. findes i Frd. 8.. Juni
1787, Frd. 19. Marts 1790, Frd. 9. Febr
1820, Frd. 9. Marts 1838 og L. 19. Febr
1861. — Det Retsforhold, der i Norge nærmest
svarer til F., er Bygsel (s. d.). (Litt.:
Borup, »Den danske Landboret« [2. Udg., S.
207—257]; I. Gram, »Den danske Formueret«
[2. Dels 2. Bd., S. 167—257]; H. Gram: »Den
danske Landboret« [S. 122—140]).
H. Gr.
Fæstebonde (Fæster), se Bonde og
Fæste.
Fæstebrev, se Fæste.
Fæstefolk kaldtes i ældre dansk Lovsprog
alle, der havde givet hinanden Ægteskabsløfte,
hvad enten dette var sket gennem en
»Trolovelse« ell. formløst.
E. T.
Fæsteforhold, se Fæste.
Fæstegaard, en Bondegaard, der hører
under et Gods, jfr Bondejord.
Fæstegods ɔ: en Samling af
Bondeejendomme, der vel hver for sig drives som selvstændige
Avlsbrug, men som dog i Forening danner et
Hele, og som oprindelig har været henlagt
under en Hovedgaard (ell. anden større
Ejendom) i det Øjemed, at Brugerne (Fæsterne) af
de paagældende Ejendomme skulde præstere
det fornødne Hoveri til Driften af
Hovedgaarden.
H. Gr.
Fæstekontor kaldes et Kontor, der holdes
af en Fæstemand til Brug for hans
Forretning som saadan.
Fæstelovgivning, se Fæste.
Fæstemand, en Person, der for Betaling er
Husbonder og Tyender behjælpelig ved
Tyendekontrakters Indgaaelse. L. (Nr. 53) af 1. Apr. 1891
om Fæstevirksomhedens Ordning, jfr L. (Nr. 17)
af 23. Febr 189é, forbyder uden Bevilling for
Betaling — hvad enten denne udredes direkte
ell. indirekte — at tilbyde ell. yde sin
Mellemkomst til Afslutning af Tyendekontrakter,
gældende for Indlandet ell. Udlandet, ell. til
at anbringe ell. antage Arbejdere til Arbejde i
Udlandet. Bevilling meddeles af de kommunale
Myndigheder og kan gives saavel Mænd som
Kvinder. Fæstevirksomhed maa ikke drives
sammen med Beværtningsnæring, og i
Kjøbenhavn skal Fæstekontorer for Mænd og Kvinder
holdes adskilte. De nærmere Regler for
Fæstevirksomheden fastsættes af Kommunalbestyrelserne
med Justitsministeriets Godkendelse, og
særlig Vægt lægges paa, at der gennem
Førelsen af de fornødne Protokoller gives
tilstrækkelig Adgang til i det Enkelte at
kontrollere vedk. Forretning, jfr Justitsmin. Cirk. af
15. Apr. 1891.
E. T.
Fæstemø brugtes i ældre Tid (f. Eks. i
Christian V’s danske Lov) i Bet. »trolovet Pige«;
Ordet fortrængtes efterhaanden fra de højere
Klassers Sprog; hos Holberg bruges det især
om Folk af ringere Stand (se f. Eks.
»Mascarade« 3. Akt 13. Sc.); fra Dialekterne blev det i
19. Aarh. optaget som en poetisk Betegnelse
for (jomfruelig) Brud. Ordet svarer til oldn.
festarmær, af festr, som i Ental bet. »Baand«,
»Reb«, medens Flertal festar bet. »Trolovelse«,
ligesom Verbet glda. fæstæ, oldn. festa »fæste«,
»binde« ogsaa bet. »afgive et bindende Løfte«,
»trolove sig med«.
V. D.
Fæstensgave kaldtes den Gave, som
Bejleren ved Giftermaalet skænkede sin Brud, ogsaa
den Gave, som det senere blev Skik, at hun
skænkede ham, og i videre Forstand alle de
Gaver, som Parret ell. een af dem skænkede til
Slægt og Venner, der overværede Festen (se
Bryllup, Forlovelse). Skikken i sin
oprindelige Form stammer uden Tvivl fra den
Tid, da virkelig Brudekøb fandt St., og
Bejleren altsaa »fæstede« sin Brud ved at give en
bestemt Købesum (mund) i Betaling for hende.
Heraf de gamle Udtryk: en »mund-købt«, en
»guldfæstet« Brud, ell. fæstet med »mund og
mæle«. Meget tidlig synes den Anskuelse at have
gjort sig gældende, at denne Betaling med
Rette tilkom ikke Faderen ell. nærmeste Slægtning,
der solgte hende, men hende selv. Da det
senere blev Skik, at Faderen ogsaa gav hende
Medgift, udgjorde disse to: Medgift og mund,
Hustruens Særeje, som ved Mandens Død ell.
ved Skilsmisse ikke kunde fratages hende.
Denne Form for Forsørgelse var den naturlige og
eneste i en Tid, hvor Kvinden endnu ikke besad
Arveret.
Da ved Kristendommens Komme til Norden
Kvindens Arveret her blev indført, afskaffedes
dog ikke derfor den gamle Skik at give mund.
Tilsikring af forlods Eje i mulig Enkestand
kunde jo ogsaa fremdeles være ønskelig. Og i
hvert Fald stod det fast, at Gave var det bedste
Udtryk for og Pant paa virkelig Hengivenhed.
Ved Bortfæstningen hørte da først og fremmest
en Gave til fra Bejleren til Bruden. Men, ogsaa
en Gave fra hende som Pant paa hendes
Følelser for ham kunde falde naturlig. Og
endelig kunde det ligge nær ved Gaver fra begge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
