Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gallas, Matthias - Gallatin, Albert - Gallaudet, Thomas Hopkins - Galle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilly besejrede Hertug Christian af
Braunschweig, og deltog i Slaget ved Luther am
Barenberg. Som Generalfeltvagtmester traadte han
1628 ind i Wallenstein’s Hær og tjente 1629 i
Italien under Arvefølgekrigen under
Feltmarskal Collalto. Efter dennes Afgang overtog G.
Kommandoen, endte Krigen med Freden i
Cherasco og førte Tropperne tilbage til Tyskland.
Han, udnævntes 1631 til Rigsgreve og Felttøjmester.
Efter Slaget ved Breitenfeld undkom
G. med en Del af Hæren til Böhmen og
kæmpede mod Gustav Adolf ved Nürnberg og
Lützen, hvor han havde Kommandoen over den
højre Fløj og dækkede den kejserlige Hærs
Tilbagegang til Böhmen. Efter Mordet paa
Wallenstein fik Ærkehertug Ferdinand, senere
Kejser Ferdinand III Overkommandoen over
Hæren, men G. var den egl. Leder af
Operationerne. Han trængte Svenskerne ud af Bayern, tog
Regensburg og sejrede 1634 over Svenskerne
under Hertug Bernhard af Sachsen-Weimar
ved Nördlingen. 1635 gik han ved Speier over
paa venstre Rhinbred og tvang Svenskerne til
at gaa tilbage til Lothringen. G. havde til
Hensigt at trænge ind i Frankrig, men hindredes
heri ved Sygdom i Hæren og Mangel paa
Levnedsmidler. 1637 fordrev han ligeledes
Svenskerne fra Sachsen og Schlesien og fulgte
efter Banner til Pommern, men maatte det flg.
Aar med en i Opløsning værende Hær gaa
tilbage til Schlesien. Ogsaa 1639 maatte han vige
i Böhmen, hvorefter han maatte nedlægge
Kommandoen. Paa Kejser Ferdinand’s
udtrykkelige Opfordring tog han igen
Overkommandoen 1643 og fik det flg. Aar Befaling til at ile
Danmark til Hjælp ved at følge Torstenson.
Han udrettede imidlertid intet mod denne, men
blev tvunget til at trække sig tilbage til
Böhmen med Resten af sin Hær, og for anden
Gang maatte han nedlægge Kommandoen. 1645
stilledes han dog i Spidsen for et Troppekorps,
men blev slaaet af Torstenson ved Jankau. G.
var en betydelig Feltherre, men afgav ved sin
personlige Optræden et daarligt Eksempel, og
han saa gennem Fingre med sine Undergivnes
Udskejelser. Disciplinen var derfor ofte
daarlig, og han fik Tilnavnet »Heerverderber«.
B. P. B.
Gallatin [fr. gala’tæ, eng. ’gä£ətin], Albert,
nordamerikansk Statsmand, f. 29. Jan. 1761 i
Genève, d. 12. Apr. 1849 i New York. Han
hørte til en gl patricisk Slægt, opr. fra
Savojen, der siden Reformationen havde indtaget
en agtet Stilling i Genève, afslog en
Officerspost under Kurfyrsten af Hessen, fordi han
ikke vilde tjene en Tyran, og drog 1780 til
Nordamerika. Han var først fr. Sproglærer i
Boston, men drog 1784 til Pennsylvania, hvor
han handlede med Jorder og 1789 valgtes til
Statens grundlovgivende og 1790—92 til dens
lovgivende Forsamling. Da han 1793 valgtes til
Unionens Senat, afvistes han herfra, men
1795—1800 var han Medlem af Repræsentanthuset.
Han var en ypperlig Taler og udpræget
Modstander af »Federalisterne«; var virksom for
Jefferson’s Valg til Unionens Præsident og blev
derefter 1801 Finansminister (ivrig for
Besparelser og for Statsgældens Afbetaling) og
forblev i denne Stilling, indtil han Maj 1813 drog
til Europa for at opnaa Fred med England.
Han havde væsentlig Del i Fredslutningen 1814
og den derefter flg. Handelspagt, var 1816—23
Sendemand i Paris og var 1824 udset som
Kandidat til Vicepræsidentposten, men gav
frivillig Afkald derpaa. 1826—27 drog han i
særligt Hverv til London og sluttede en vigtig
Overenskomst. 1832—39 var han Præsident for
Nationalbanken i New York; medvirkede 1830
til Stiftelsen af Univ. her og grundlagde 1842
det etnologiske Selskab. Han skrev selv
Synopsis of the Indian tribes in North America
(1836) og Semicivilized Nations of Mexico,
Yucatan and Central America (3 Bd 1845—52);
desuden to vigtige politiske Smaaskrifter om
Oregon-Spørgsmaalet (1846) og om Krigen mod
Meksiko (1847), som han afgjort fordømte. Han
var udpræget Tilhænger af Frihandel1 og
Modstander af Slaveri. (Litt.: Adams, Life of
A. G. [Philadelphia 1879] og J. A. Stevens,
A. G. [Boston 1884]).
E. E.
Gallaudet [gä£årdet], Thomas Hopkins,
Grundlægger af Døvstummeundervisningen i
Amerika, f. i Philadelphia 10. Decbr 1787, d.
i Hartford i Connecticut 9. Septbr 1851. Han
studerede Teologi og blev Præst 1814; men
efter at han ved et Tilfælde var kommet i
Berøring med Døvstumme og derved var blevet
opmærksom paa disses elendige Stilling i hans
Fædreland, besluttede han at gøre
Døvstummeundervisningen til sin Livsopgave. 1815 drog
han til Europa, hvor han ved
Døvstummeanstalterne i London, Edinburgh og Paris satte
sig ind i Undervisningsmetoden, og fra hvilket
sidste Sted han ved sin Tilbagekomst til
Amerika medbragte en ung Døvstum, en Elev af
Sicard, som fremtidig Medhjælper. 1817
aabnede han en Skole for Døvstumme i Hartford;
under G’s dygtige Ledelse voksede denne
hurtig, men 1830 maatte han af Helhredshensyn
trække sig tilbage som Forstander; han
vedblev dog i lang Tid at være Medlem af Skolens
Tilsynskomité. 1838 blev han kaldet til Præst
ved Connecticut’s Hospital for Sindssyge i
Midleton, og denne Stilling beklædte han til sin
Død. Hans Statue rejstes 1889 i Washington
ved Bidrag fra Døvstumme Landet over. I sit
Ægteskab med den døvstumme Sophia
Fowler, en af hans tidligere Elever, havde han
bl. a. de to Sønner: Thomas G., der er f.
1822, d. 1902, Grundlægger af den første amer.
Kirke for Døvstumme, St Ann’s Church for
deaf-mutes, i New York (1852) og af G.-home
for deaf-mutes ved Hudson (1885) — og
Edward Miner G., der er f. 1837, d. 1917,
Medstifter af og fra Stiftelsen til 1910 Rektor for
Højskolen for Døvstumme, The national
deaf-mute college i Washington (1864).
F. B.
Galle (Cecīdie) betegner i Plantepatologien
en af fremmede Organismer fremkaldt
Misdannelse af levende Plantedele; mellem G. og den
G. frembringende Organisme bestaar et
symbiotisk Forhold, saaledes at Snylterne helt
ell. delvis ernæres af G.’s Væv.
G. benævnes Zoocecidier, naar de
fremkaldes af Dyr, Phytocecidier, naar
Planter er Aarsagen. Zoocecidierne skyldes især
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
