Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garborg, Arne - Garborg, Hulda - Garção, Pedro Antonio Corrêa - Garcia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved sine ypperlige Indlæg i Dagspressen, særlig
i Landsmaalsbladet »Den 17. Mai«, som han
1894 var med at stifte. Sammen med Hægstad
og Flo udgav G. (1899) »Framlegg til
skrivereglar« og sammen med Mortenson (1885)
»Lesebok for högre skular«. Siden 1897 modtager
G. en aarlig Statsunderstøttelse, særlig som
Paaskønnelse af sit Arbejde for Landsmaalet.
G. har udg. en fortrinlig Biografi af Jonas Lie
og en Karakteristik af Ivar Aasen. (Litt.:
C. Nærup, »Norsk Litteraturhistorie«; G.
Brandes, »Essays«; Hj. Christensen,
»Nordiske Kunstnere«; Just. Bing, »Norsk
Litteraturhistorie«).
E. S-n.
Garborg, Hulda, f. Bergersen, norsk
Forfatterinde, gift 1887 med ovenn. A. G., er
født paa Oplandene 22. Febr 1862. Størst Opsigt
har G. gjort med sin i 1904 anonymt udgivne
lille Bog »Kvinden skabt af Manden«, en
Blanding af et Stridsskrift og en litterær erotisk
Studie, hvor G. gør skarp Front mod Otto
Weininger’s antiseksuelle Filosofi og forsvarer
Kvindernes Kærlighedskrav med en hensynsløs
Ildfuldhed og Oprigtighed. Bogen fulgtes i 1905 af
»Fru Eva’s Dagbog«. Af G.’s øvrige
Forfatterskab kan nævnes en Rk. Skuespil, dels paa
Landsmaal, dels paa Rigsmaal. »Rationelt
Fjösstel« og »Edderkoppen« har været opført paa
Nationalteatret; fl. andre paa Landsmaal baade
paa det norske Teater og ved
Dilettantforestillinger rundt i norske Bygder. G. har gjort et
stort Arbejde for at udbrede Sansen for
national Klædedragt og for Genopfriskelse af den
gl. norske Folkevisedans i norske Bygder, og
hendes ihærdige Virksomhed for at faa opført
Skuespil paa Landsmaal rundt om i By og Bygd,
delvis ved et rejsende Selskab, som hun selv
instruerede, gav et kraftigt Stød til Oprettelsen
af »Det norske Teatret«, som indleder en hel
norsk Skuespilkunst paa Landsmaal. Ved Siden
af sit omfangsrige, men ujævne litterære
Forfatterskab har G. i Tale og Skrift udfoldet en
frisk Agitationsvirksomhed for almene og
særlig nationale Opgaver.
E. S-n.
Garção [gar’sau], Pedro Antonio Corrêa,
portug. Digter, f. i Lissabon 29. Apr. 1724, d.
10. Novbr 1772. Han er den mest fremragende
i den Kreds af Digtere, der 1756 under Minister
Pombal’s Auspicier traadte sammen i et
poetisk Akademi, A Arcadia Ulyssiponense, en
smagfuld, klassisk Digter, som søger sine
Mønstre dels hos den lat. Poesi, dels hos
Franskmændene (Boileau, J. B. Rousseau). Han har
skrevet smukke Oder, Epistler, Sonetter og
saakaldte »Cantater«; bl. de sidstnævnte lyriske
Scener er især Cantata de Dido blevet berømt.
Desuden er han Forf. til to Komedier, Theatro
novo og Assambléa ou Partida, kulturhistorisk
interessante Satirer over Datidens
Teatergalskab og Selskabelighed. Som forhenværende
Lærling af Jesuitterne bevarede han altid en
vis Forkærlighed for dem, hvilket siges at have
bidraget væsentlig til det Had, hvormed
Pombal forfulgte ham i fl. Aar. 1771 lod han G.
hemmelig arrestere og føre til Fængslet
Limoeiro, uvist paa hvilken Foranledning; der
døde saa Digteren Aaret efter. G.’s Værker er
udgivne 1778, senere fl. Gange; den nyeste
Udg. er besørget af J. A. de Azevedo Castro
(1888).
(E. G.). Chr. H.
Garcia [gar’þia], Musikerfamilie af sp.
Oprindelse, hvis Indflydelse paa Sangkunstens
Udvikling og den moderne Sangundervisning
har været af banebrydende Bet. og sat sig
varige Spor — Manuel del Popolo
Vicente, berømt Sanger (Tenor) og Sanglærer,
f. 22. Jan. 1775 i Sevilla, d. 2. Juni 1832 i
Paris, var allerede i en Alder af 17 Aar kendt
i sit Fædreland som Sanger, Komponist og
Dirigent. Efter at være optraadt i Cadiz, Madrid
og Malaga gik han 1808 til Paris, hvor han ved
sin Optræden paa Théatre italien lagde
Grunden til sin Verdensberømmelse. 1811—16 sang
han paa forsk. Scener i Italien; i Neapel
udnævnte Murat ham til Kammersanger, medens
han i Rom kreerede Grev Almaviva i
»Barberen«, som Rossini havde skrevet for ham.
1816 vendte han tilbage til Paris, optraadte
under stort Bifald igen ved den ital. Opera,
men blev uenig med Sangerinden Catalani, der
dengang havde Ledelsen, og gik til London.
Efter Catalani’s Fallit kom han atter 1819 til
Théâtre italien, hvor han bl. a. optraadte i
»Barberen«, samtidig med, at han fik
adskillige Operaer opført paa de forsk. Paris-Scener
og udfoldede en udstrakt og betydningsfuld
Virksomhed som Sanglærer. 1824 var han igen
i London, og Aaret efter blev han af
Impresarioen Price tillige med sine to Døtre og sin
Søn engageret til sammen med et ital. Selskab
at optræde i New York, hvor han fandt en
begejstret Modtagelse og opførte ikke mindre
end 11 ny ital. Operaer i Løbet af et Aar. 1827
tog han med sin Familie til Meksiko, og efter
at være optraadt her i 18 Maaneder vendte han
tilbage til Europa, men blev paa Vejen til
Veracruz udplyndret for alt, hvad han ejede,
hele Udbyttet af de sidste Aars energiske og
anstrengende Virksomhed. Da han kom tilbage
til Paris, maatte han derfor igen betræde
Scenen, men ofrede sig snart udelukkende for
Undervisning og Komposition. G. var i mange
Henseender en fremragende og betydelig
Personlighed; udrustet med en beundringsværdig
Energi og Arbejdsevne, som Sanger og
Skuespiller i Besiddelse af megen Verve og
Intelligens, en god Musiker og en frugtbar Komponist.
Fétis opregner ikke mindre end 17 sp., 19 ital.
og 7 fr. Operaer, foruden talrige Balletter, af
hvilke dog intet har været i Besiddelse af varig
Livskraft. Af hans Elever er de berømteste
hans to Døtre, Marie (se Malibran) og
Pauline (se Viardot), hans Søn
Manuel, o. fl. — Manuel G., Søn af foreg.,
f. i Madrid 17. Marts 1805, d. i London 1. Juli
1906, lærte 15 Aar gl Harmonilære hos Fétis,
Sang hos sin Fader. 1825 ledsagede han
Faderen til Amerika; men da hans Stemme (Bas)
ikke var særlig betydelig, opgav han snart
Scenen, ofrede sig udelukkende for
Sangundervisning, og naaede hurtig til høj Anseelse i
Paris. Han baserede sin Undervisning ikke
alene paa Tradition, Smag og Praksis, som de
tidligere Sanglærere havde gjort, men paa
fysiologiske Principper og Undersøgelser over
Menneskestemmens Natur. En Frugt af disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
