Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gardar - Gardarige - Gardarr Svavarsson - Gardarsholmr - Garda-Sø - Garde (Livvagt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Garðar (og Sing. Garðr) var og er et oftere
forekommende Navn paa Gaarde paa Island,
deriblandt Præstegaarden G. paa Alftanæs i
Nærheden af Reykjavik. Mest bekendt er dog
G. som Navn paa Bispesædet i Østerbygden i
Grønland, oprettet kort efter 1121. G. laa
inderst i Igalikkofjorden (de Gamles
Einarsfjord) paa Nordsiden paa en smal Istme (eið)
mellem denne Fjord og Tunugdluarfik (de
Gamles Eriksfjord). Der var en Domkirke
(Korskirke), der nu er udgravet. Ved G. holdtes
ogsaa de gamle Grønlænderes efter islandsk
Mønster indrettede Alting.
F. J.
Gardarige (oldn. Garðaríki) er det
sædvanlige Navn i den islandske Litteratur paa det
russiske Rige i Novgorod og Kiev, særlig i
Novgorod. Den islandske Litteratur har glemt
dette Riges Alder, men dog bevaret Mindet om,
at Svenskere herskede der fra Oldtiden af. I
10. og 11. Aarh. tog ofte nordiske Mænd, særlig
Svenskere, Tjeneste der som Lejetropper og
kaldtes da Væringer. Da Vladimir 978 var
fordrevet fra Novgorod af sin Broder, vandt han 980
sit Rige tilbage ved at hente en Hær af
Vikinger hinsides Havet (d. e. Sverige); hos hans
Søn Jaroslav tjente siden Harald Haarderaade.
Navnet G. fortrængtes efter 13. Aarh. af det
nyere Ruziland ell. Rusland (Litt.: se
Gardar).
(G. St.). F. J.
Garðarr Svavarsson, Islands anden Op-
dager (iflg: Hausbók dets første Opdager)
omtrent 860—865, var af sv. Slægt og skal have
ejet Jordegods paa Sjælland. Paa en Rejse til
Hebriderne blev han kastet ud af Kurs og kom
saaledes til det østlige Hjørne af Island. For at
undersøge Landet omsejlede han dette og
erfarede, at det var Øland. Han byggede Hus paa
Húsavik og overvintrede der. Den næste
Sommer sejlede han til Norge og roste meget
det nyopdagede Land, som derefter i nogen
Tid blev kaldt Garðarshólmr. (Litt.:
B. Th. Melsted, »Islendinga saga« I [Kbhvn
1903]).
B. Th. M.
Garðarsholmr [-hålmr], Garðars Holm, et i
af de ældste Navne paa Island, hvilket det fik
efter Opdageren Garðarr Svavarsson.
Garda-Sø, Lago di Garda, Romernes
Lacus Benacus, Kongeriget Italiens største Sø
og den østligste af Norditaliens store Alpesøer;
G. ligger paa Grænsen mellem Landskaberne
Lombardiet og Venezia og naar med sin
nordlige Spids op i det østerr. Landskab Tyrol.
Størrelsen er 370 km2, Længden fra N. til S.
55 km, Bredden varierer fra 4—18 km, og
Dybden stiger indtil 300 m; Højden over Havet
er 64 m. Den nordlige Del er den smalleste
og har et fjordlignende Udseende, indesluttet
mellem Brescia-Alperne med V. og Monte Baldo
mod Ø., hvis langstrakte Ryg falder stejlt ned
mod Søen. Fra Salo viger Bjergene længere
tilbage, og kun smukke Bakkestrøg følger langs
Bredderne, og længst mod S. glider Landskabet
sluttelig over i den lombardiske Slette. Søens
Vand udmærker sig ved sin Klarhed og
prægtige Farver, der efter Belysningen og Vindenes
Retning veksler fra det dybeste grønt til det
herligste azurblaa, og dens Bredder pranger
med Sydens hele pragtfulde Plantevækst; særlig
er Vestkysten fra Salo op mod den østerrigske
Grænse ved Kultur forvandlet fra vilde
Bjergegne til vidunderlige Haver, hvor Morbær,
Figen, Mandler, Vin, Granater, Myrter og
Agaver, ja selv Citroner trives, medens Østkysten
særlig er viet til Dyrkning af Oliven,
Citronerne opelskes massevis i Haverne, som snart
ligger enkeltvis, snart terrassevis over
hverandre. Den henrivende, frugtbare og stærkt
befolkede Bred, som strækker sig fra Gargnano,
det smukkeste Punkt ved Søen, til Salo, kaldes
Rivieraen. Ogsaa enkelte Smaaøer
smykker Søen, og fra Sydsiden strækker den smalle,
af den rom. Digter Catul saa højt priste Halvø
Sermione sig 3,5 km ud i Søen. G. er
Klarebassin for den tyrolske Alpeflod Sarca og
optager desuden fl. mindre Alpebække, saaledes
Ledro-Søens Afløb Ponale fra V.; Afløbet sker
gennem Mincio til Po. G. er navnlig i sin
sydlige Del overordentlig rig paa Laks,
Laksforeller, Aal o. a. Fisk. De periodiske Vinde,
Paësano (Bjergvinden) og Ora (Søndenvinden),
som G. har tilfælles med Norditaliens øvrige
Søer, begunstiger Sejlskibsfarten, men Storme
er ikke sjældne; Dampbaade befarer den i alle
Retninger. Vigtige Byer ved dens Bredder er
Riva ved Nordspidsen, Limone, hvor
Citronkulturen begynder, Gargnano,
Gardone-Riviera, nu yndet som Vinterkursted p. Gr.
a. sin beskyttede Beliggenhed og med mange
Hoteller, Salo, Desenzano, Fæstningen Peschiera
ved Mincios Udløb, Bardalino, Garda, der har
givet Søen Navn, og det fra Goethe’s ital.
Rejse kendte Malcesine.
C. A.
Garde i den nugældende Bet. kommer af
det fr. garde (Beskyttelse). I Bet. Livvagt for
Herskerne har G. eksisteret lige fra de ældste
Tider (Hustropper, s. d.). Bestemmelsen med
G. i ældre Tider var nærmest at tjene til
Sikkerhed for Herskerne og til Æresvagt. Som
saadanne G. kan nævnes de pers. Kongers
»Udødelige«, Alexander den Store’s »Hetærer«,
Prætorianerne i Rom, de tyrk. Sultaners
Mamelukker og Janitsharer, de russ. Kejseres
»Strelitzere« og i Middelalderen tillige de store
Lensherrers »Hærfølge«. Undertiden bestod G. af
fremmede Lejetropper, der havde stort Ry for
krigersk Dygtighed, saaledes Kejser Frederik
II’s saracenske Livvagt og de sidste gr.
Kejseres normanniske Livvagt »Væringerne«.
Navnet G. træder imidlertid først frem i Midten
af 15. Aarh. i Frankrig (Schweizergarden,
G. du corps), men da Hærene i 17. Aarh. blev
staaende, oprettede næsten alle Fyrster efter
fr. Mønster en G., hvis Hovedbestemmelse i
Fredstid vedblivende var at danne en
Sikkerheds- og Æresvagt for Fyrsterne, og som i
Kampen kun skulde beskytte dem mod Angreb
paa deres Person. Særlig berømt er Ludvig
XIV’s G. ved sin Pragt. Styrken i disse G. var
af Hensyn til den dem paahvilende Opgave
meget lille i Forhold til den øvrige Hærs, og
først senere; da Styrken øgedes, fik G. tillige
til Opgave at optræde som Korps i Kampen og
betragtedes da som Elitekorps. Vel havde i 18.
Aarh. tyske G. fundet Anvendelse paa
Valpladsen som kæmpende Afdelinger, men
Napoleon I maa dog betragtes som den, der har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
