Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geisslerrør - Geist, Christian - Geistinger, Marie - Geitel, Hans - Geitners Sats - Geitonogami - Geitser - gejl - Gejrfugl - Gejrfugladrangr - Gejrfuglasker - Gejrvimul - Gejser - Gejst - gejstlige Ordener - gejstlige Retter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortyndingen drives meget vidt. I saa Fald gaar Røret
over til at blive et Hittorf’s Rør,
Crookes’ Rør ell. Røntgen’s Rør. Smlg.
Elektrisk Udladning og
Katodestraaler. — Gassiot har opfundet Røret 1854,
men senere er det i Mængde fabrikeret af
Geissler, hvoraf Navnet.
K. S. K.
Geist [ga^ist], Christian, tysk Musiker
fra 17. Aarh., dels i dansk, dels i sv. Tjeneste.
Kom til Danmark under Frederik III, derefter i
sv. Tjeneste (1670—79), hvor han i Hofkapellet
næst Gustaf Düben regnedes for det
betydeligste Medlem. Universitetsbiblioteket i Uppsala
ejer c. 50 store Kor-Værker (mest kirkelige) af
ham. Derefter vendte han tilbage til Kbhvn,
Organist ved Helligaandskirken og 1689 tillige
ved Holmens Kirke. Han synes at være død
1711 af Pesten.
A. H.
Geistinger [’ga^isteŋər], Marie, østerrigsk
Skuespillerinde og Operettesangerinde, f. i
Graz 26. Juli 1836, d. i Klagenfurt 29. Septbr
1903. Allerede som Barn optraadte hun i sin
Fødeby, og 1850 blev hun engageret som
Soubrette ved det schweiziske Folketeater i
München, gik 1852 til Wien, 1854 til Berlin,
1856 til Hamburg, og erhvervede sig, navnlig
ved Fremstillingen af Oftenbach’s »Den skønne
Helena« og »Storhertuginden af Gerolstein«,
Navn som »Dronningen for alle
Operettesangerinder«. I nogen Tid levede hun nu paa
Gæstespil i forsk. tyske Byer, var saa ansat 3 Aar
i Riga, hvor hun dyrkede Skuespil og Lystspil
ved Siden af Operetten, blev 1863 ansat ved
Victoriatheater i Berlin, ledede 1869—75 Theater
an der Wien, fik 1877 fast Ansættelse ved
Leipziger Stadttheater, hvor hun ved Siden af
Operettens og Lystspillets lettere Guder ogsaa
kastede sig over det reciterende Skuespil
(Kameliadamen, Adrienne Lecouvreur), foretog
1880—83 en Turné gennem Amerika og trak sig
1889 tilbage fra Scenen. 1877 ægtede hun
Skuespilleren Aug. Müller-Kormann, fra hvem hun
dog kort Tid efter igen blev skilt.
S. L.
Geitel [’ga^itəl], Hans, tysk Fysiker, f. 16.
Juli 1855 i Braunschweig, studerede i
Heidelberg og Berlin 1875—79, siden 1880 Overlærer
ved det hertugelige Gymnasium i Wolfenbüttel.
Af G.’s videnskabelige Arbejder, der næsten alle
er udførte i Forening med hans jævnaldrende
Kollega ved samme Gymnasium, J. Elster, maa
særlig fremhæves de grundlæggende
Undersøgelser over den atm. Lufts elektriske
Ledningsevne og dens Indhold af radioaktive
Stoffer; desuden Undersøgelser over den
lyselektriske Virkning, deriblandt Opdagelsen af
Alkalimetallernes meget store lyselektriske
Følsomhed. (Litt.: »Die Naturwissenschaften«, 3.
Aarg., S. 373—383 [1915]).
E. S. J.
Geitners Sats [’gaj’tnərs-], en Sats, der
bruges til hurtigbrændende Tændtraad. Af
Blysukker og Cyanjernkalium dannes først
Cyanjernbly, idet Bestanddelene pulveriseres og
opløses i kogende Vand, filtreres og blandes
sammen, hvorved dannes et hvidt Bundfald, som
udvaskes meget omhyggeligt og tørres,
tildækket med Trækpapir, samt opbevares i et
Glas. Cyanjernblyet blandes dernæst med
klorsur Kali, som pulveriseres meget fint;
Blandingen foretages i en Porceiænsskaal, idet
Satsen holdes fugtet med Vinaand, som tilsættes
efterhaanden; i den sidste Del af Vinaanden,
der tilsættes, er opløst Berlinerblaat, indtil
Blandingen bliver en grødagtig Masse. Satsen
kommes i et Glas, idet man undgaar, at der
bliver Sats siddende paa Siderne. Der hældes
Vinaand over Satsen, og Glasset overbindes med
tæt Papir. Der maa iagttages stor Forsigtighed
ved Behandlingen for at undgaa Eksplosion.
H. H.
Geitonogami [’gaj-] (bot.) (gr.) betegner
(efter Kerner) i Blomsterbiologien, at en Blomst
bestøves derved, at Naboblomstens Støv falder
ned paa Støvfanget, f. Eks. hos Hampagtig
Hjortetrøst, visse Arter Hulsvøb, Kørvel,
Koriander, Tvevreden Skedeknæ, Erica carnea o. a.
(se ogsaa Xenogami), ell. at en Blomst
bestøves af en anden paa samme Individ.
V. A. P.
Geitser kaldes Sideskuddene paa
Sommerskuddene hos Vin; ang. deres Beskæring, se
Vinstok.
L. H.
gejl, brunstig.
Gejrfugl, se Alke, S. 517.
Gejrfugladrangr [’gjæjrføgladraŋgr], SV. f.
Island, den yderste Klippe, der er over Vandet
af den Række Klipper og Skær, der med dybe
Løb imellem strækker sig omtr. 37 Sm. i
sydvestlig Retning fra Kap Reykjanes og kaldes
Fuglasker. Disse har været hjemsøgte af
talrige vulkanske Omvæltninger. G., der ligger 14
Sm. fra Kap Reykjanes, kaldes ogsaa
Grenaderhuen efter sin opr. Form, men den
er nu delvis nedfaldet, saa at den
tiloversblevne Klippe kun rager 10 m op over Havet.
G. F. H.
Gejrfuglasker [gjæjrføglaskjær], 1) se
Eldeyjar. 2) Den sydligste af de til
Vestmanøerne (S. f. Island) hørende
Klippeholme. Den er ubeboet, men Beboerne af den
6,5 Sm. derfra liggende Hovedø tager herover
paa Fuglefangst. 3) En enlig liggende Klippe,
der ligger 23 Sm. Ø. f. Berufjord, Islands
Østkyst. Den rager noget op over Vandspejlet og
har dybt Vand tæt omkr. P. Gr. a. sin Lighed
med en Hvalryg kaldes den ogsaa
Hvalsbak. I gl. Dage skal man have besøgt dette
Skær for at fange Gejrfugle og Sæler.
G. F. H.
Gejrvimul, i nordisk Mytologi en Elv i
Asgaard, egl. »den spydvrimlende«.
G. K-n.
Gejser [’gaj’sər], d. s. s. Geysir.
Gejst (tysk), Aand, med alle det danske Ords
forsk. Bet. — G. brugtes nogle Slægtled tilbage
ret alm. i St f. det danske Aand, især i bib.
Udtryk (Helliggejst for Helligaand); i enkelte
Sammensætninger med speciel Bet. (Gejstlighed,
gejstlig) forekommer det til Stadighed. I øvrigt
vil man i dannet Tale næppe mere høre det
brugt uden i spøgefulde Vendinger (f. Eks.
opgive G., en ful G.), ottest ensbetydende med
Gespenst, Spøgelse.
Alfr. L.
gejstlige Ordener, d. s. s. Munke- og
Nonneordener.
gejstlige Retter kendes allerede i den
ældste kristelige Kirke, hvor Biskopperne jævnlig
udøvede dømmende Myndighed, dels i egentlige
gejstlige Sager som Kirkedisciplin og dels i
verdslige Sager (audientia episcopalis), naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
