Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genius - Genkendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genius (lat., afledet af gigno, »avler«), et
guddommeligt Væsen, som efter Romernes
Forestilling ledsagede enhver Mand paa hele hans
Livsbane; efter Døden lever G. videre i en
Skyggetilværelse; G. er ikke ligefrem det samme
som Menneskets Sjæl, men synes fra først af at
være den mandlige Avlekraft, opfattet som et
guddommeligt Væsen, der stod uden for det
synlige, dødelige Menneske. Herpaa tyder for
det første den Bet., Ordet maa have iflg. sin
Afledning (»Avleren«, »Skaberen«); for det
andet havde Kvinderne ingen G., men ledsagedes
af en Guddom af en anden Art (Juno);
endelig var Ægtesengen G. helliget og havde sit
Navn deraf (lectus genialis). G. bliver til
samtidig med den enkelte, til hvem hans
Guddomsmagt er knyttet; han følger ham hele Livet
igennem, indvirker paa hans Karakter og
Handlemaade og bestemmer hans Skæbne. Man
ofrer til ham, som til andre guddommelige
Væsener, særlig paa sin Fødselsdag, Vin, Kager
og Røgelse. — Den Forestilling, at Mennesket
saaledes havde et andet Jeg af højere Art,
overførtes i Tidens Løb paa andre Forhold:
saaledes antoges Byen Rom og Folket at have
hver sin G.; ligesaa havde forsk. Samfund,
Lejren, Hæren, Hærafdelinger, Kollegier o. s. v.
hver sin Værnegud, der tilbades under Navnet
G.; ogsaa Bygninger, Lader, Torve og enhver
anden Lokalitet stod under en G.’s Beskyttelse.
I Kejsertiden fik Kejserens G. større Bet. end
nogen anden: der rejstes Altre for ham og
bragtes Ofre til ham som til en anden Gud; en
Ed svoret ved Kejserens G. gjaldt for særlig
hellig, og der var streng Straf for at bryde den.
G. tænktes stundom at vise sig i Slangeskikkelse;
stedbeskyttende G. er afbildede saaledes i fl.
Vægmalerier fra Pompeji og Herculaneum. I
de smaa Kapeller, som Romerne havde i deres
Huse, fandtes gerne Statuetter af Larerne og
G. G. er her fremstillet i Skikkelse af en ung
Mand, med Togaen trukket op over
Baghovedet og med et Overflødighedshorn i venstre
Haand.
C. B.
Genkendelse kaldes det psykiske Fænomen,
at en tidligere oplevet Bevidsthedstilstand ved
Gentagelse optræder med et Præg af at være
bekendt. Hvorfra dette Bekendthedspræg
hidrører, er i visse Tilfælde vanskelig at paavise;
der gives i det mindste to forsk. Former af G.,
der ikke kan komme i Stand paa samme
Maade. Naar Øjet falder paa en i det daglige
Liv alm. forekommende Genstand, f. Eks. en
Hat, vil denne umiddelbart være bekendt, være
genkendt som et Eksemplar af Arten Hat. Her
foreligger en umiddelbar ell. Arts-G.
Drejer det sig derimod om at afgøre, hvorvidt
en foreliggende Hat er det bestemte, mig
tilhørende Eksemplar, kan en saadan
Individual-G. ofte være vanskelig nok; hertil
kræves i Alm., at dette Eksemplar har et særligt
Kendemærke, hvorved det kan skelnes fra
andre af samme Udseende og Størrelse. Vækker
Spørgsmaalet om Hatten Forestillingen om, at
der i min findes et saadant særligt Mærke, vil
Paavisningen af dette være tilstrækkelig til at
sikre G., og paa analog Maade synes enhver
Individial-G. at foregaa. Hvis man i en Egn,
hvor man ikke mindes at have været tidligere,
pludselig faar Forestillingen om, at der længere
fremme ad Vejen vil findes bestemte
Terrainforhold, og disse virkelig viser sig, kan man
vanskelig tvivle om, at man har set Egnen
tidligere; den er med andre Ord genkendt.
Dukker saa yderligere Erindringer op om de
Omstændigheder, hvorunder man har set Egnen
for mange Aar siden, foreligger en G. med
Placering, med Indordning i Oplevelsernes
Række. Det karakteristiske for Individual-G.
er i hvert Fald dette, at den er middelbar:
Iagttagelsen reproducerer visse Forestillinger,
og først ved disses Overensstemmelse med
senere Iagttagelser kommer G. i Stand.
Ved den umiddelbare G. kan en lignende
sjælelig Proces ikke paavises, og Spørgsmaalet
bliver da, hvorpaa G. her beror. Det kan nu
saa godt som altid konstateres, at ethvert
bekendt Objekt, virkelig reproducerer nogle
Forestillinger, om ikke andet, saa et Navn. Saa
snart man kan benævne en Ting, er den ikke
ubekendt; den er klassificeret mellem
Erfaringerne. Det hænder imidlertid ogsaa, at en
Ting synes bekendt, skønt man ikke er i Stand
til at benævne den. Dette forekommer meget
hyppig med Lugtfornemmelser, af hvilke der
eksisterer en stor Mængde, som slet ikke
forekommer i det daglige Liv, og som kun
Kemikeren kan benævne efter de Stoffer, hvorfra de
hidrører. Ved psykologiske Forsøg med slige
ualmindelige Lugtfornemmelser har man
paavist, at der altid er bleven reproduceret
Forestillinger, naar en Fornemmelse undtagelsesvis
har forekommet Forsøgspersonerne bekendt;
det har sjældent været Navne, men i Alm.
Erindringer om de Forhold, hvorunder Lugten
tidligere er oplevet (»den kender jeg fra
Tandlægen«). Paa disse Reproduktioner beror
aabenbart Bekendthedspræget. Det ses tydelig
i Tilfælde, hvor alle reproducerede
Forestillinger mangler; saa er Tingen ogsaa ganske
ubekendt. Noget saadant kan opleves i det
fotografiske Mørkkammer, naar man fremkalder
Plader fra en Rejse. En Plade kan i Beg.
frembyde et meningsløst Virvar af lyse og
mørke Pletter; der vækkes ingen Forestillinger,
og derfor genkendes Billedet ikke. — Ogsaa
hos Dyr kan en umiddelbar G. bevislig
forekomme, kun er det i saa Fald næppe
Forestillinger men Bevægelser, der reproduceres. Med
Thorndikes Labyrint (se Dyrepsykologi
S. 589) har man anstillet Forsøg paa den Maade,
at snart en, snart en anden Gang var mærket
paa bestemt Vis, og Dyret kom altid til Føden,
naar det fulgte den mærkede Gang. Naar
Forsøget var gentaget tilstrækkelig ofte, havde
Dyret lært dette og slog straks ind paa den
Vej, der var mærket. Da Mærket altsaa
udløser den rette Bevægelse, maa det være
genkendt, dog er Dyret sig næppe denne G.
bevidst. Men det er et etaarigt Barn rimeligvis
heller ikke, naar det ved Synet af Hund siger
»Vovvov«; alligevel tvivler man i saa Fald ikke
om en G. (Litt.: Lehmann: AGrundzüge
der Psychophysiologie« [Leipzig 1912];
Jaederholm, »Inledning till en genetisk
psykologi« [Sthlm 1919]).
Alfr. L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
