Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gentile - Gentile da Fabriano - gentiles - gentilhomme - Gentili, Alberico - Gentilly - Gentiogenin - Gentiopikrin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(nu Morsingbo), Sjællandsfar (nu Sjællænder),
Bornholmer o. s. v. Navne som Himmerbo,
Harbo tyder ikke paa, at der i Himmersyssel
(-land), Harsyssel skjuler sig ældgamle G. I
Sverige forekommer opr. kun Navne for
enkelte Landsdeles Befolkninger: swear, hvoraf
swearike (Sverige), gøtar, hvoraf gøtland, og
gutar, hvoraf gutland (Gulland). I Norge
møder os det samme, f. Eks. Þrændr (Trønder),
og her er det ikke det opr. Navn paa en enkelt
Stamme, der har bredt sig som alm.
Benævnelse paa Folket og Landet. Under Krigene
mellem Danmark og Sverige blev de Danske
alm. haanende af Svenskerne kaldte Jutarne
(Jyderne), og herfra antages det finske juutti
(dansk), Juutin-maa (Danmark) at være
kommet. I nyere Tid er Tanska, Tanskan-maa
kommet i Brug; dog hedder det endnu
Juutinrauma (Jydestrømmen ɔ: Øresund). I Tyskland
var Forholdet opr. som i det skandinaviske
Norden. Benævnelsen »tysk« (ɔ: folkelig)
brugtes kun om Sproget (»tysk Sprog« ɔ: folkeligt
Sprog, Folkets Sprog) i Modsætning til de Lærdes
Sprog, Latinen. Ofte benævnes et Folk af sine
Naboer med et Navn, der opr. kun har tilhørt
en Stamme i Grænseegnen (se Alamanner).
Finnerne kalder Svenskerne med et Navn, der
opr. kun tilhørte en lille Kystbefolkning i
Sverige (se Russer). Der er Folk, som kalder
sig selv »Mennesker«, »de Talende«, og deres
Naboer »de Stumme«, »de Uforstaaelige«.
Dynastiske og nationale Omvæltninger har ofte
bevirket, at G. er overførte paa Folk, der opr.
var af en helt anden Nationalitet (se
Bulgarer, Franker).
P. K. T.
Gentile da Fabriano [dзen’tile-] (egentlig
Gentile di Masso), ital. Maler, f. mellem
1360—70 i Fabriano (i Nærheden af Ancona),
d. 1427 i Rom. Han virkede i sin Fødeby, i
Venedig (hvor han i nogle Aar dekorerede i
Dogepaladset; intet bevaret), derefter i
Brescia, 1421—25 i Firenze, senere i Siena og
Orvieto og de sidste Par Leveaar i Rom.
Alegretto Nuzi var hans Lærer. G. er en
fremragende Repræsentant for den ældre umbriske
Skole; han dannede i sin Kunst Overgangen
fra Trecento til Quattrocento, er endnu
middelalderlig got. i sin Stil, fortsætter Siena-Skolens
dekorative, fromme Madonna-Kunst, arbejder
ofte med Guldgrund og forgyldte Sirater af
plastisk Art; Charmen i hans Kunst er
fremfor alt Skikkelsernes og Udtrykkenes fromme,
huldsalige Mildhed, men han gaar et stort
Skridt fremad i direkte Naturstudium,
saaledes med en Mængde genremæssige Smaatræk,
ved Lysvirkninger og i de landskabelige
Baggrunde. I et Hovedværk som »Kongernes
Tilbedelse« (1423 for Pal. Strozzi, nu i Akad. i
Firenze), henlægger han saaledes Scenen til
Riddertiden, og i Predellaen sysler han med
Lysproblemer. Staffelibilleder af G. ses i
Kaiser-Friedr. Mus. i Berlin, det skønne »Madonna
med Hellige«, i Uffizi, Pinakot. i Perugia,
Hospitalet i Pisa, Brera i Milano m. v. I
Orvietos Domkirke findes en Madonna-Fresko
af-G., men de store Fresker, han fra 1421
udførte i Roms Lateran, er forsvundne.
A. Hk.
gentiles, se gens.
gentilhomme [зãti’jåm] (fr.), Adelsmand,
Kavaler, fin Mand.
Gentili [dзen’tili], Alberico (Albericus
Gentilis), ital. Folkeretslærer, f. 14. Jan.
1552 i San Ginesio, d. 19. Juni 1608 i
London, Dr. jur. 1572 i Perugia, s. A. Prætor i
Ascoli og røgtede derefter forsk. Hverv i sin
Fødeby. Sammen med sin Fader, Lægen
Matteo G., der havde sluttet sig til
Protestantismen, og sin yngre Broder, Scipione G. —
senere Prof. jur. i Altdorf —, forlod G. 1579 sit
Fædreland og kom, efter Ophold i Laibach og
Heidelberg, 1580 til England. 1581 Doctor of
civil Law i Oxford og Lærer ved Univ. 1584
indhentede den eng. Regering hans Betænkning
i Sagen mod den sp. Sendemand Mendoza, der
var anklaget for Meddelagtighed i et Komplot
mod Dronning Elisabeth, blev ogsaa paa anden
Maade benyttet af Regeringen, indtil han 1587
blev Prof. i Civil Law; 1605 optraadte han med
Kong James’ Tilladelse som Sagfører for Kongen
af Spanien i nogle Prisesager mod Holland,
Advocationes Hispanicae libri duo (1613). Som
Folkeretslærer indvarsler G. en ny Tid.
Tidligere og fuldstændigere end nogen anden
bryder han med Teologiens Supremati,
Folkeretten skal opbygges paa Fornuften og
Naturen, ikke paa et metafysisk, men paa et
praktisk-juridisk Grundlag. Af mange anses G.
som den egl. Grundlægger af den moderne
Folkeret, og i hvert Fald hævder han sin Plads
som en af Hugo Grotius’ betydeligste
Forgængere. I De legationibus, libri tres (1585)
undersøger han grundig Gesandternes
Eksterritorialitetsret, i sin berømte De jure belli.
Commentatio prima, secunda, tertia (1588—89
og senere Udg., særlig Thomas Erskine
Holland’s [1877]) slaar han til Lyd for
honestas ogsaa for Sejrherrens Vedk. Med Urette
syntes G.’s fremragende Indsats i Folkerettens
Historie lige ned til den nyeste Tid at være
blevet sat fuldstændig i Skygge af Grotius’.
Særlig ved Prof. T. E. Holland’s Virksomhed
henlededes Opmærksomheden paa G. igen, men
først 1908 lykkedes det at faa rejst et
Monument for Protestanten G. i hans ital. Fødeby.
(Litt.: Henry Nézard i Les fondateurs
du droit international [Paris 1904], S. 37—93;
Coleman Phillipson i John
Macdonell og Edward Manson, Great
jurists of the world [London 1913], S. 109—143
og det der citerede).
Fz. D.
Gentilly [зãti’ji], By i det nordvestlige
Frankrig, Dept Seine, Arrond. Sceaux, ligger 6 km
S. f. Paris, 1 km N. f. Fortet Bicêtre og 2 km
NØ. f. Fortet Montrouge, ved Seines Biflod
Bièvre og ved Orléansbanen, i
Sporvognsforbindelse med Hovedstaden. G. har Stenbrud og
betydelige Garverier, et Alderdomshjem og en
Kirke fra 13. Aarh. (1911) 10744 Indb.
G. Ht.
Gentiogenin, se Gentiopikrin.
Gentiopikrin, C18H20O9. et Glykosid, der
findes i Roden af Gentiana lutea og i Chlora
perfoliata, danner bittertsmagende Naale, der
er letopløselige i Vand og i fortyndet Vinaand,
tungtopløselige i Alkohol og endnu mere i
Eddikeæter, uopløselige i Æter. Af den vandige
Opløsning udkrystalliserer G. med 1/2 Mol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
