Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsk. efter hverandre flg. Grupper ell.
»Formationer«: ældst var Urbjerget; derefter
fulgte Overgangsbjerget,
Fløtsbjerget og til sidst opskyllet Land. Mindre
heldig var Werner i sine teoretiske
Spekulationer. Han kom her bl. a. til det Resultat, at
alle Stenarter undtagen Grundfjeldet og de
alleryngste Eruptiver var afsatte i Vand. Dette
skulde selv gælde en Stenart som Basalten. Men
netop for denne Stenarts Vedk. rejste der sig
straks en Opposition mod hans Teori, og der
udbrød en heftig og langvarig Strid
desangaaende mellem »Neptunisterne«, Werner’s
Tilhængere, og »Plutonisterne«, der ansaa
Basalten for en eruptiv Stenart. Denne Strid
bredte sig snart langt ud over Tysklands
Grænser og kom efterhaanden ogsaa til at dreje sig
om andre Eruptivers og de krystallinske
Skiferes Dannelsesmaade. Det var særlig Skotten
James Hutton (1726—97), der paaviste
Basaltens (og forsk. andre Stenarters) eruptive
Oprindelse. Han havde nemlig set, at naar
Basalten optraadte som Udfyldning af Gange,
viste de omgivende Stenarter sig at være
forandrede paa en Maade, som kun kunde
forklares ved den Antagelse, at de havde været
paavirkede af stærk Varme, stammende fra
Basalten, som derfor opr. maatte have været en
smeltet Masse. De krystallinske Skifre ansaa
Hutton for dannede ved stærk Varmes
Indvirkning paa Sedimenter. Han er saaledes
Grundlægger af Læren om Metamorfismen, ɔ: om
Stenarternes Omdannelse og Omkrystallisation
ved den indre Jordvarmes Hjælp. Paa
adskillige andre Punkter overdrev han den indre
Jordvarmes Virkninger; hans Anskuelser over
Basaltens o. a. ældre Eruptivers Oprindelse
trængte imidlertid sejrrig igennem, særlig efter
at den berømteste af Werner’s Elever,
Leopold von Buch (1774—1853), efter et Besøg
ved Auvergnes gl. Vulkaner sluttede sig til
Plutonisterne.
Som Grundlægger af den stratigrafiske G. maa
nævnes den eng. Ingeniør William Smith
(1769—1839), som under sit Arbejde rundt
omkring i England studerede Forsteningernes
Forekomst og derved naaede til det Resultat,
at Jordlagene det ene efter det andet var
afsatte i Havet og indeholdt Rester af de
Organismer, der havde levet i Havet paa den Tid,
da vedk. Lag blev dannet, og at man derfor
ved Undersøgelsen af et Lags Forsteninger
kunde bestemme dets Alder i Forhold til andre
Lags. Det lykkedes ham paa den Maade at
fastslaa Lagenes Rækkefølge inden for en lang
Serie af Englands palæozoiske og mesozoiske
Aflejringer. Et lgn. Arbejde udførtes i Frankrig
af Alexandre Brongniart (1770—1847)
og Georges Cuvier (1769—1832), som bl.
a. undersøgte Paris-Bassinets Aflejringer og
navnlig bearbejdede de deri forekommende
Forsteninger. Særlig Cuvier’s Undersøgelser fik
overordentlig stor Bet. for Palæontologiens
Udvikling.
Efter den rivende Udvikling omkr. Beg. af
19. Aarh. er G. skredet frem væsentlig i de
samme Baner, men ny Metoder og ny
Hjælpemidler er tagne i Brug. At Mikroskopets
Anvendelse ved petrografiske Undersøgelser bet.
et meget stort Fremskridt, blev saaledes
godtgjort ved Arbejder af Sorby, Vogelsang,
Zirkel, Rosenbusch, Brögger o. a.,
og ved sine Laboratoriearbejder grundlagde
Gustav Bischof (1792—1870) den
kemiske G. Af stor Betydning var ogsaa Carl
v. Hoff’s (1771—1837) og Charles
Lyell’s (1797—1875) Fremhævelse af de
geologisk virkende Kræfters Uforanderlighed
gennem Tiderne. Endvidere maa nævnes, at den af
Charles Darwin (1809—82) fremsatte
Lære om Arternes Oprindelse i høj Grad har
bidraget til Palæontologiens og dermed ogsaa G.’s
Udvikling, og at den af Otto Torell
(1828—1900) opstillede Teori om en kvartær Indlandsis
er kommet til at spille en stor Rolle ved
Tydningen af Overfladedannelser særlig i
Nordeuropa og Nordamerika.
Nu til Dags tæller G. et meget stort Antal
Dyrkere, og det vilde føre for vidt her at give
en blot nogenlunde fuldstændig Oversigt over
denne Videnskabs videre Udvikling helt op til
Nutiden. Fremhæves maa dog, at den store
Rolle, som G. spiller som Vejleder paa mange
af det praktiske Livs Omraader, har bevirket,
at de fleste civiliserede Stater nu har oprettet
»Geologiske Undersøgelser« (s. d.).
Bortset fra Niels Steensen fandt G.
forholdsvis sent Dyrkere i Danmark. Ganske vist
havde man i sidste Halvdel af 18. Aarh. travlt
med at søge efter nyttige Mineraler og
Jordarter i Danmarks Jordbund, og der fremkom
ogsaa adskillige Beskrivelser af
Jordbundsforhold i forsk. Landsdele (saaledes i Erik
Pontoppidan’s »Danske Atlas«), men de
hviler ikke paa noget egl. geol. Grundlag. En
Undtagelse herfra danner dog den af Søren
Abildgaard (1718—91) udgivne »Beskrivelse
over Stevens Klint og dens naturlige
Mærkværdigheder« (1759), der er det første geol.
Arbejde om dansk Jordbund. I Beg. af det 19.
Aarh. vaktes en ikke ringe Interesse for G. ved
nogle Forelæsninger, som Heinrich
Steffens (1773—1845) holdt i Kbhvn. I
»Geognostisch-geologische Aufsätze« (Hamburg 1810)
søger Steffens ogsaa for første Gang at give en
Oversigt over den Rækkefølge, hvori Lagene i
den danske Jordbund er dannede. Denne
Oversigt rummer forsk. Fejltagelser, men fik dog
Bet. ved at danne Grundlaget for senere
Forskeres Arbejder. Andre vigtige Bidrag blev
givne af J. H. Bredsdorff (1790—1841) og
Chr. Pingel (1793—1852), og H. H. Beck
(1799—1863) kom ved sine Undersøgelser af
Forsteningerne til Resultater m. H. t. vore
Kridtaflejringers Aldersforhold, som til Dels
stod i Modstrid med samtidige og senere
Forskeres, men desværre ikke fandt den rette
Anerkendelse.
Imidlertid var Opmærksomheden blevet
henvendt paa Bornholm, hvor man haabede at
finde nyttige Mineraler, og det blev overdraget
H. C. Ørsted og L. Esmarch at
undersøge Øen. I disse Undersøgelser deltog den
Mand, der fra nu af i næsten et halvt Aarh.
blev G.’s Bærer i Danmark, J. G.
Forchhammer (1794—1865). Han udstrakte efterhaanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
