Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - germansk Filologi eller Germanistik - germansk Folkeret - Germantown - Germasír - Germer, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Altertumskunde« (1911 ff.); H. Paul, »Grundriss der
germ. Philologie«, hvori Paul’s »Geschichte der
g. Phil.« (1. Udg. 1891—93, 2. Udg. 1896—1909,
3. Udg. siden 1911). De to sidstnævnte
Haandbøger indeholder foruden tyske en Del Bidrag
af hollandske, engelske og nordiske Lærde. En
kortfattet Oversigt i »Germ. Sprachwissenschaft«
af R. Loewe findes i »Sammlung-Göschen«
(1911). Til praktisk Vejledning henvises til de
af det filosofiske Fakultet udgivne
»Studieplaner til Skoleembedseksamen« (1915); jfr ogsaa
»Planer for Studiet«, udg. af Selskab for
germansk Filologi (1901). En »Studiehandbok« udg.
af Foreningen »Verdandi« i Uppsala, og en
tilsvarende udg. af det filosofiske Fakultet i
Lund.
G. S-e.
germansk Folkeret. Folkeret (Volksrecht)
betegner i tysk Retssprog dels den paa Folkets
Vilje beroende Lov i Modsætning til de af
Kongens Magt baarne Love, dels bruges det om en
bestemt Art Retskilder, nemlig om de
Retsoptegnelser ell. Lovbøger, der foreligger fra næsten
alle sydgermanske Stammer, og som — i
Tidsrummet c. 450—850 — fremkom som en
Modsætning til den for Romerne gældende Ret (Lex
Romana, Leges Romanorum), hvorfor de ogsaa
med eet Navn paa Latin kaldtes Leges
Barbarorum. Som Stammeret gjaldt enhver af disse
Lovbøger opr. kun for Medlemmer af vedk.
Stamme, men paa den anden Side for ethvert
Medlem af denne, uanset hvor han boede,
altsaa det saakaldte Personalitetsprincip, ikke det
nugældende Territorialprincip. Lovbøgerne, der
bar forsk. Navne (Ewa ɔ: Ret, Sædvaneret, Lex,
Pactus, Edictum), beror alle i større ell. mindre
Grad paa Folkets Vilje, men der er mange
Grader i Folkeviljens Styrke lige fra den Lov, som
Folket har givet sig selv ved at lade sin
Sædvaneret optegne, til den, som Kongen har
givet, og hvortil Folket har været saa temmelig
nødt til at slutte sig. Det kan i det hele siges,
at det i Tidens Løb gik tilbage med
Folkeviljens Indflydelse, indtil denne under Karl den
Store kun spiller en underordnet Rolle i
Lovgivningen. Folkeretterne, hvis Hovedindhold er
Straffe- og Procesret, og som kun i ringe Grad
beskæftiger sig med Privat- og Statsret, har
næsten udelukkende sat sig det Maal at optegne
den gældende Sædvaneret, for saa vidt dette
var praktisk nødvendigt, og de adskiller sig
herved fra moderne Lovbøger. At Optegnelsen
fremkaldtes ved Germanernes Berøring med
den romersk-kristelige Kultur, kan ses baade
af den Rækkefølge, hvori den sker, og deraf,
at den sker paa Latin. — Den ældste
Retsoptegnelsc er vist foregaaet hos Vestgoterne,
hvor allerede Kong Eurik (466—84) i stor
Maalestok optraadte som Lovgiver og derved
lagde Grund til Leges Visigothorum, der
senere oftere revideredes og udvidedes. Eurik’s
Lovbog synes at have haft Indflydelse paa
Salfrankernes Lov Lex Salica, maaske
fra Aarene 508—11, og er vistnok ogsaa benyttet
ved Affattelsen af Burgundernes Lov,
Lex Burgundionum (c. 500), men især ved
Optegnelsen (743—48) af den, den Gang til det
frankiske Rige hørende, bayerske Stammes
Ret, Lex Bajuwariorum. Lex Salica er igen
Forbillede for de ripuariske Frankers
Lovbog, Lex Ripuaria, der i den ældste Form er
fra 6. Aarh. Ligeledes under frankisk
Indflydelse opstaar Alamannernes Lovbøger, den
i Beg. af 7. Aarh. optegnede Pactus og den
større, vistnok 717—19 udgivne Lex Alamannorum.
Karl den Store befalede, at Lovbøger skulde
affattes for alle de Stammer, der ikke endnu
havde saadanne, og formodentlig som Følge
heraf fremkom Frisernes Lov, Lex
Frisionum, de chamaviske Frankers Lov,
Ewa Chamavorum, Sachsernes Lov, Lex
Saxonum og endelig de thüringske Stammer
Anglers og Varners Ret, Lex Angliorum
et Werinorum. En ejendommelig
Selvstændighed og Uafhængighed af anden g. F. præger
Langobardernes Lov, Edictum
Langobardorum, udgiven 643 af Kong Rothari, der
røber Slægtskab med angelsachsisk og gammel
nordisk Ret. Østgoternes Ret naaede ikke
at blive optegnet, idet Theodorik den Store’s
i Beg. af 6. Aarh. (før 508) udstedte Edikt kun
bygger paa romerretlige Kilder ligesom de af de
vestgotiske og burgundiske Konger for deres
romerske Undersaatter udstedte Leges
Romanæ (Lex Romana Visigothorum [506], Lex
Romana Burgundionum [kort før 506]).
De enkelte Stammers Ret vedblev at gælde
som personlig Ret efter Stammernes Indordning
i det frankiske Rige, om den end suppleredes
og modificeredes ved den ny Rigslovgivning
(Kapitularierne, s. d.). Efter det frankiske
Riges Opløsning gik saavel i Tyskland som i
Frankrig næsten alle skrevne Retskilder, baade
Folkeretter og Rigslove, efterhaanden af Brug,
men Indholdet levede dog i et vist Omfang
videre som uskreven Sædvaneret. Samtidig veg
Pérsonalitetsprincippet Pladsen for
Territorialitetsprincippet. Først siden c. 1200 afløses i
Tyskland den uskrevne Ret paany i større
Omfang af skrevne Love og Retsbøger, og i disse
spores Sammenhængen med de ældre
Folkeretter kun utydeligt. Ang. Udviklingen i
Frankrig se coutumes. Langt bedre holdt den gamle
Ret sig i Italien, hvor det langobardiske Edikt
blev Grundlaget for en rig videnskabelig og
litterær Virksomhed, særlig knyttet til
Retsskolen i Pavia. (Litt.: Samtlige ovenn.
Folkeretter findes trykte i Monumenta Germaniæ
Historiæ (Leges), undtagen Lex Salica, hvoraf
der eksisterer en Mængde Udg., mellem hvilke
kan nævnes: Lex Salica, udg. af Behrend, 2.
Opl. [1897] og Lex Salica, udg. af H. Geffcken
[1898]. Se i øvrigt H. Brunner, »Deutsche
Rechtsgeschichte«, I. 2. Opl. [1906], 376 flg., og
Sammes, »Grundzüge der deutschen
Rechtsgeschichte«, 6. Opl. [1913] §§ 12—15).
(Ludv. H.). P. J. J.
Germantown [’dзə.mənta^un], Forstad til
Philadelphia.
Germasír, se Persien.
Germer [’gærmər], Heinrich, tysk Musiker
(1837—1913), studerede i Berlin og tog Ophold
i Dresden, hvor han virkede som Klaverlærer.
G. har skaffet sig et kendt og agtet Navn som
Musikpædagog: »Die Technik des Klavierspiels«,
m. Supplement, »Musikalische Ornamentik«, »Wie
spielt man Klavier?«, »Elementarklavierschule«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
