Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gesandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marts 1815, hvortil slutter sig den saakaldte
Aachen-Protokol af 21. Novbr 1818. G. deles
herefter i 4 Klasser: 1) Ambassadører,
med hvilke ligestilles de pavelige Legater og
Nuntier, 2) de alm. G. (envoyés
extraordinairres, ministres plénipotentiaires), med hvilke
ligestilles de pavelige Internuntier, 3)
Ministerresidenter, 4) Charges d’affaires. Af
disse akkrediteres de tre første Klasser fra det
ene Statsoverhoved hos det andet, den sidste
derimod kun fra Udenrigsminister hos
Udenrigsminister. I øvrigt hviler Inddelingen
nærmest paa en Rangforskel, og det afhænger af
vedk. Stat selv, hvilken Karakter den ønsker
at give sine Gesandtskaber, dog at ogsaa her
et vist Gensidighedssynspunkt gør sig gældende.
Af de danske Gesandtskaber hører de fleste til
den anden Klasse, medens enkelte er
Ministerresidenter (Konstantinopel) eller Charges
d’affaires (Wien, Rom). Ambassadører anvendes af
de mindre Stater i Reglen kun ved særlige
Lejligheder (Notifikation af Tronbestigelse o. l.),
da deres Optræden kræver et stort Ceremoniel
og derfor er meget kostbar, medens
Stormagterne ofte lader sig repræsentere hos hinanden
af faste Ambassadører. Overhovedet gælder det
om alle Klasser, at de kan anvendes baade ved
staaende Gesandtskaber og ved enkelte
Sendelser, ligesom det undertiden forekommer, at en
Konsularembedsmand, hyppigst en
Generalkonsul, tillige fungerer som Chargé d’affaires (har
»diplomatisk Karakter«).
G.’s Virksomhed begynder med
Overrækkelsen af sine Kreditiver (lettre de
créance). Forud for Udnævnelsen rettes ofte en
Forespørgsel til Modtagerstaten, om den har
Indvendinger mod den udpegede G.’s Person
(demande d’agréation), og det er fl. Gange
forekommet, at en G., som er blevet udnævnt
uden saadan Forespørgsel, er blevet afvist, f.
Eks. fordi den Paagældende tidligere havde
udtalt sig nedsættende om Modtagerstaten ell.
af andre lgn. Grunde. Da G. i Henhold til den
gl. Opfattelse formelt behandles som
Repræsentant for vedk. Statsoverhoved, finder der
fornyet Udnævnelse Sted ved hver
Tronbestigelse, men ikke ved Præsidentskifte i
Republikker. G.’s Virksomhed ophører enten ved
en blot Hjemkaldelse ell., fordi den
diplomatiske Forbindelse afbrydes som Følge af
Krig e. l. I første Tilfælde overrækker G. sin
Hjemkaldelsesordre (lettre de rappel) til
Modtagerstaten, der meddeler ham en Bevidnelse
af hans gode og loyale Optræden (lettre de
recréance). I sidste Tilfælde nøjes han derimod
med at kræve sit Pas ell. faar dette tilstillet,
alt efter som det er Aftager- eller
Modtagerstaten, der afbryder Forbindelsen. For øvrigt
foregaar baade G.’s Hen- og Hjemrejse under
særlig Beskyttelse, som ogsaa plejer at tilstaas
af de Tredie stater, gennem hvis Lande Rejsen
foregaar.
G.’s Opgave bestaar i den alm. Varetagelse
af sin Stats Interesser i det paagældende Land.
Han skal derfor paase, at Afsenderstatens og
dens Borgeres Rettigheder ikke krænkes,
ligesom han ved passende Forestillinger hos
Modtagerstaten skal søge at afværge eventuelle
Overgreb, i vigtigere Tilfælde dog først efter
at have indhentet Instruktion hos sin Regering.
Endvidere skal han tilstille sin Hjemstat
regelmæssige Indberetninger om
Modtagerstatens politiske og andre Forhold, som han
derfor skal følge med den største
Opmærksomhed. Derimod maa han afholde sig fra
enhver Indblanding i Modtagerstatens indre
Anliggender, ligesom han navnlig gennem
den repræsentative Del af sin Virksomhed,
Overværelse af Festligheder, Deltagelse i det
selskabelige Liv o. l., skal befæste den
venskabelige Forbindelse mellem Landene. Af mere
speciel Karakter er G.’s Virksomhed som
Mellemled ved Forhandling mellem Staterne og den
ham ofte overladte Myndighed til at udøve visse
til den saakaldte jurisdictio voluntaria hørende
Forretninger og til at foretage borgerlig
Ægteforening, naar mindst en af Parterne er
Afsenderstatens Undersaat. — Selve
Forhandlingerne mellem G. og Modtagerstaten kan
enten foregaa mundtligt ell. skriftligt. I sidste
Tilfælde behandles vigtigere Spørgsmaal som
oftest i Noter, d. v. s. formelle Skrivelser
med Titulatur og Underskrift, medens mindre
vigtige Meddelelser gives i ikke underskrevne
Verbalnoter, der er holdte i 3. Person,
ell. endog i ganske formløse Notitser, der
hverken er underskrevne ell. daterede; for
længere, objektivt holdte Redegørelser vælges
undertiden Formen af Memorandum. De
mundtlige Forhandlinger foregaar sædvanligt
i Konferencer med vedk. Udenrigsministerium,
kun sjældent i egl. Audienser, ligesom de ofte
støttes af et skriftligt aide-mémoiré ell. en om
Forhandlingen optaget Protokol. Derimod er
G. ikke som saadan bemyndiget til at
underskrive egl. Traktater, men han maa dertil have
speciel Fuldmagt.
G.’s Forrettigheder bestaar først og
fremmest i den ham tilkommende
Eksterritorialitetsret (s. d.), iflg. hvilken han er
unddraget Modtagerstatens Jurisdiktion.
Ligeledes nyder han en særlig
Retsbeskyttelse, idet Angreb paa ham straffes strengere
end mod andre. I nær Forbindelse med
Eksterritorialitetsretten staar ogsaa den saakaldte
Depechefrihed, hvorefter G. er
berettiget til ukontrolleret Forbindelse med sin
Regering gennem Kurer ell. Chiffertelegrammer.
Derimod har den tidligere meget vigtige
særlige »Kapelfrihed« mistet sin Bet., efter at
Gudsdyrkelsen er blevet fri for alle. Endvidere
er G. fritagne for personlige Skatter og
Byrder, ligesom der plejer at tilstaas dem
Fritagelse for at betale Told af deres eget
Forbrug. Navnlig den sidste Begunstigelse kan dog
let give Anledning til Misbrug, og der er derfor
ofte fastsat visse Grænser for Fritagelsen. De
her nævnte Forrettigheder er for øvrigt ikke
begrænsede til selve G. (»Missionschefen«), men
omfatter ogsaa hans Familie og det øvrige
Gesandtskabspersonale. I ældre Tid udstraktes
Beskyttelsen undertiden ogsaa til Fremmede,
som G. havde optaget hos sig, men denne
saakaldte »Asylret« ell. »Kvarterfrihed« er i
Nutiden næsten helt bortfaldet.
De hos samme Stat akkrediterede fremmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
