Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ghega, Karl v. - Gheluwe - Ghemen - Gherardesca - Gherardi, Evariste - Gherardi del Testa, Tommaso
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norditalien og Tyrol. 1848 byggede han den
østerrigske Sydbane til Laibach, og senere
udarbejdede han efter en Studierejse i
Nordamerika Projektet til Semmering-Banen som
Lokomotivbane, hvilket for den Tid var en dristig
Tanke. 1850 ansattes han som Leder af
Direktoratet for Statsbaneanlæggene i Østerrig.
A. O-d.
Gheluwe [gə’£y.və], Landsby i belg. Provins
Vestflandern, Arrond. Ypres, 14 km SØ. f.
Ypres, havde (1911) 4971 Indb. samt Lærreds- og
Kniplingsindustri og Tobaksavl.
G. Ht.
Ghemen [’ge’mən], se Gotfred af G.
Gherardesca [gerar’deska], et ital. Grevskab
ved Pisa, efter hvilket en i Middelalderen
berømt toskansk Adelsfamilie har taget Navn.
Foruden G. ejede Slægten Grevskaberne
Donoratico og Montescudaio i Maremmerne mellem
Pisa og Piombino, ligesom den havde store
Besiddelser paa Sardinien omkr. Cagliari, som
den havde faaet som Løn for den Bistand, den
havde ydet Pisanerne ved Øens Erobring.
Gherardesca’erne nævnes alt i Slutn. af 10.
Aarh. i Pisa, i hvilken Stad de senere kom til
at spille en fremtrædende Rolle som Førere
for Folkepartiet. Opr. var Familien
ghibellinsksindet, og et af dens Medlemmer, Grev Gherardo
af Donoratico, døde paa Skafottet sammen med
Konradino 1268, men senere svingede den frem
og tilbage og understøttede snart det ene,
snart det andet Parti. Bl. dens Medlemmer er
den mest bekendte: Ugolino della G. (c.
1220—89), Greve af Donoratico. Han hørte til
Welferne og søgte at grunde et selvstændigt
Rige paa Sardinien, men Pisas Senat tvang
ham til at afstaa sine Besiddelser og lod ham
fængsle. Det lykkedes ham imidlertid at flygte
og understøttet af Florentinerne og Lucheserne
at blive genindsat i sine Embeder. Under den
kort efter flg. Søkrig mellem Genova og Pisa,
der gjorde en Ende paa Stadens Stormagtstid,
var han en af Pisas tre Admiraler, og det
siges, at Slaget ved Meloria (1284) tabtes p. Gr.
a. hans Fejghed ell. Forræderi. Efter Slaget
valgtes han til Capitano og Podestá, og ved
forsk. ydmygende Afstaaelser opnaaede han at
fjerne de welfisksindede, toskanske Byer som
Firenze, Lucca, Siena og Pistoia fra Genova.
De ghibellinske Førere forvistes fra Pisa, men
ikke desto mindre kunde han ikke vinde
Welfernes Tillid og blev 1287 nødt til at dele
Magten med sin Nevø Nino Visconti. Da der opstod
Splid mellem de to Regenter, maatte Ugolino
nedlægge sine Embeder, men for at vinde disse
tilbage forenede han sig med et nærmest
ghibellinsksindet Stormandsparti, hvis vigtigste
Fører var Ærkebispen Ruggiero degli Ubaldini.
Kort efter brødes dog dette Forbund, da
Ugolino havde dræbt Ærkebispens Nevø;
Ghibellinerne belejrede ham i Palazzo del popolo,
hvor han havde søgt Tilflugt, og ved at stikke
Ild paa Bygningen tvang de ham til at overgive
sig. Han fangedes tillige med sine Sønner Gaddo
og Ugoccione samt to Nevøer og indespærredes
i lang Tid i Torre dei Gualandi. Da han
vægrede sig ved at betale de høje Løsepenge, der
fordredes, besluttede man sig til at lade ham
dø af Sult. Døren tillukkedes, og Ærkebispen
kastede selv Nøglerne i Arnoen. Efter den Tid
fik det nu nedrevne Taarn Navn Torre di fame
(»Hungertaarnet«). Fra Ghibellineren Dante, der
i sit »Helvedes« 9. Kreds lader Ugolino gnave
paa sin Dødsfjende Ærkebispens Hjerneskal,
stammer Opfattelsen af ham som Forræder
mod sin Stad, men Fortællingen om hans
Forræderi i Slaget ved Meloria og Beskyldningen
for at have solgt pisanske Fæstninger til de
andre toskanske Stæder træffes først i meget
sene historiske Kilder.
Slægten G. fik atter Magten i Pisa 1316. Den
betydeligste af dens senere Medlemmer var
Bonifacio Ranieri (1298—1340), som
valgtes til Anfører af Folket, da Kejser Ludvig
af Bayern og Castruccio Castracane af Lucca
belejrede Byen. Han maatte, overgive den, og
Castruccio blev Herre i Pisa, men efter hans
Død traadte Bonifacio i Spidsen for en Opstand,
for hvilken Kejseren maatte vige. Bonifacio var
en klog og maadeholden Mand, der sluttede
Fred med Neapel og de toskanske Stæder og
forsonede Partierne i Staden med hinanden.
Efter den sorte Død 1348 trak Familien sig
tilbage til Maremmerne og gav sig, da Pisa 1409
blev erobret, under Firenze, dog med Forbehold
af adskillige Særrettigheder.
(M. M.). J. L.
Gherardi [ge-], Evariste, ital. Skuespiller
og Dramatiker, f. omkr. 1670 i Prato i Toskana,
d. 31. Aug. 1700 i Paris. Han var Søn af en
Skuespiller, der opdrog ham til samme
Livsbane. 19 Aar gl. optraadte G. første Gang som
Arlequino og blev hurtig en af de mest
fremragende Kunstnere paa Théâtre-Italien i Paris,
som lukkede 1697 paa Mad. Maintenon’s Bud.
Her virkede han i Commedie dell’ arte, i hvilken
improviserede Form han nedlagde megen
Opfindsomhed, og hvis Scenerier han samlede i
Værket Le théâtre italien, der først udkom
anonymt i Bryssel i 3 Bd (1691—97). Senere baade i
6 og 8 Bind i forsk. Udg. med hans Navn.
C. B-s.
Gherardi del Testa [ge–del-’testa],
Tommaso, Greve, ital. Skuespilforfatter, f. 1818
ved Pisa, d. 13. Oktbr 1881 i sin Villa ved
Pistoja. Efter juridisk Studium ved Pisa’s Univ.
nedsatte han sig som Sagfører i Firenze; men
da han var kommet ind paa at skrive
Teaterstykker, og disse slog godt an, lagde han
Sagførervirksomheden paa Hylden og ofrede sig
helt for den dramatiske Digtning. 1848 var han
imidlertid med i Kampen mod Østerrigerne
som aktiv Deltager, han blev Officer, men faldt
i fjendtligt Fangenskab i Træfningen ved San
Silvestre. Hans Bopæl var efter Krigens Ophør
hovedsagelig Firenze. G. har forfattet henimod
halvhundrede Lystspiller dels ved deres egne
gode Egenskaber, dels ved Adelaide Ristori’s
Spil i forsk. Hovedroller gjorde ham til hin
Tids mest yndede Komediedigter i Italien,
jævnsides med Paolo Ferrari. Meget dyb og fin er
hans Stykkers Komik just ikke, om end han i
sine senere Arbejder tilstræber en alvorligere
politisk Satirikers Rang; men de er livlige og
underholdende, og navnlig er Dialogen
naturlig og fornøjelig. Som de bedste bl. hans
Stykker udpeges almindeligvis: Una folie ambizione,
Un viaggio per istruzione, Il sistema di Giorgio,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
