Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gips
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den sidstnævnte Bestanddel afgives ved
Ophedning; allerede ved lidt over 100 % afgives de
3/4 af Vandindholdet, men optages igen rask,
naar den pulveriserede G. røres ud med Vand,
hvorpaa G.’s Anvendelse til Afstøbning beror.
Ved stærkere Ophedning afgives alt Vandet;
den saaledes dannede »dødbrændte G.«
forholder sig over for Vand ligesom den i Naturen
forekommende Anhydrit: den kan kun ved
Henstand gennem en længere Tid ell. ved en
særegen Behandlingsmaade (se ndf.) optage
Vandet igen. — Krystalformen for G. er
monoklin, Haardheden er saa ringe, at G. til Nød
kan ridses med en Negl; Vægtfylden er 2,3. G.
forekommer ofte i store vandklare Krystaller
(»Selenit«); Tvillingdannelser, især de
karakteristiske »Svalehale-Tvillinger«, er hyppige.
Krystallerne er let spaltelige i fl. Retninger,
ganske særlig let i en, efter hvilken de lader
sig kløve i endog meget tynde, noget bøjelige
Blade. Saadanne ved Spaltning fremkomne,
fuldkommen gennemsigtige og farveløse
Gipsplader anbragtes i ældre Tid jævnlig som
Renhedssymbol paa Helgenbilleder (Marieglas);
i Oldtiden skal de undertiden have været
benyttede som Ruder i Bistader. — Finkornede,
særlig rene og gennemskinnende Varieteter af
G. kaldes Alabast. Hyppigst forekommer
dog G. i ugennemsigtige, bladede, kornede ell.
tætte Masser, snart hvid, snart farvet (graa,
gul, rød) af fremmede Indblandinger. G.
danner i denne Form paa mange Steder hele
mægtige Lag ell. uregelmæssige Masser i
Jordskorpen og kan findes mellem Aflejringerne fra alle
geol. Perioder. De fleste større Gipsmasser er
opstaaede i fjerne Tider ved Havviges
Afspærring og Indtørring (Havvandet indeholder c.
0,13 %); derfor ledsages G. ofte af store
Stensaltmasser, og selv hvor dette ikke er
Tilfældet, er Dannelsesmaaden dog ofte den samme,
og Stensaltet kan opr. have været til Stede,
men senere være blevet opløst igen. Ogsaa ved
mange af Nutidens Saltsøer afsættes aarlig
anselige Mængder G. Dog opstaar G. ogsaa paa
andre Maader: den afsættes af adskillige
Kilder, og den dannes overalt nær Jordoverfladen,
hvor kalkholdige Stenarter paavirkes af
Svovlsyre ell. under Adgang af Luft og Vand af
Svovlbrinte. Saaledes opstaar den ved
Solfatarer saavel som af Svovlbrinte, der
frembringes ved Organismers Forraadnelse eller
ved Svovlmetallers (f. Eks. Svovlkis) Forvitring.
Dannede paa den sidst antydede Maade er de
oftest smaa Gipskrystaller, som kan træffes i
stor Mængde, ogsaa i danske Lerarter. — G. er
ikke helt uopløselig i Vand (1 Del G. behøver i
ved alm. Temp. 420 Dele Vand til at opløses);
hvor større Gipsmasser findes, kan derfor det
nedsivende Vand i Tidens Løb frembringe
underjordiske Hulrum, som ved deres
Sammenstyrtning giver Anledning til Dannelsen af
»Jordfaldshuller« paa Jordoverfladen. — Som
Eksempel paa betydeligere Gipsforekomster kan
nævnes: Segeberg i Holsten (saakaldt
»Segeberg Kalk«, fra Perm-Perioden), Lüneburg i
Hannover, Sydranden af Harz, Golling i
Salzburg, Val Canaria i Schweiz, Montmartre ved
Paris (berømt ved de talrige i G. der
indesluttede Levninger af Pattedyr fra den ældre
Tertiærtid) o. m. a. Smukt krystalliseret G. og
Marieglas faas fra Montmartre, Friedrichsroda
i Thüringen, Wielizka i Galizien, Bex i Schweiz,
Girgenti paa Sicilien og mange andre Steder.
(N. V. U.). O. B. B.
G. har stor tekn. Anvendelse. Ubrændt G.
anvendes saaledes en Del som Gødning,
navnlig til
Bælgplanter og
Raps og
indblandes ofte
i
Staldgødning, idet
den binder
den ved
Gæringen
udviklede
Ammoniak, der
ellers vilde
gaa tabt.
Den største
og vigtigste
Anvendelse
har dog G.
i brændt
Tilstand.
Brændingen
kan i det
mindre
foretages i en
Jerngryde
e. l., i det
store i Miler
eller Ovne.
Disse kan
være
indrettede som alm. Bagerovne, som Skaktovne af
lignende Form, som de, der bruges til
Brænding af Kalk, som gammeldags Teglovne
ell. endelig indrettede til kontinuerlig Drift.
Som et Eksempel paa Ovne af sidstnævnte
Slags kan tjene Ramdohr’s Ovn (se Fig.). Som
det vil ses af Fig.
1, bestaar Ovnen af
een ell. fl. staaende
Jernretorter, der
er saaledes
indmurede, at de
øverste 3/4 deraf
omspilles af
Forbrændingsprodukterne
fra Ildstedet A;
G. fyldes paa
foroven, ophedes
stærkere og stærkere
og afkøles endelig
i Retortens
nederste Del, hvorfra den
i færdigbrændt
Tilstand kan tømmes
ud ved Hjælp af
den i Fig. 2 viste
Anordning. Denne
bestaar af tre Ventiler, der ved Hjælp af
Trækstænger er forbundne ved Ekscentrikker paa
en Aksel, der kan omdrejes ved et uden for
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
