Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Girardet - Girardin, Delphine de - Girardin, Émile de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Værket Galeries historiques de Versailles.
6) Eugéne G., f. 31. Maj 1853, d. 6. Maj
1907 i Paris, Stikker og Maler fra Neuchâtel.
Han er repræsenteret i Mus. Rath i Genf.
A. Hk.
Girardin tøiraKdie], Delphine de, født
Gay, fr. Digterinde, Datter af Forfatterinden
Sophie Gay, gift (1831) med nedenn. É. G., f.
i Aachen 26. Januar 1804, d. i Paris 29. Juni
1855, blev allerede som ganske ung Pige
beundret for sin Skønhed og Aand og af den
gryende Romantiks unge Digtere hyldet som
selve Poesiens stjernekransede Muse. Allerede
1822 vandt hun Akademiets Pris for et Digt;
hun besang med lige stor Begejstring Hellener
og Franskmænd, Napoleon og General Foy;
1825 deklamerede hun fra Pantheons Kuppel
sin Hymne til den hellige Genoveva. Hendes let
inspirerede Poesier foreligger i Essais
poétiques (2 Bd, 1824—26). 1827 lærte hun i Rom
Lamartine at kende, af hvem hun paavirkedes
i følsom Retning af den høje uforstaaede
Digterlængsel, hvorom hendes bedste lyriske Digt
Napoline (1834) vidner. Dernæst forfattede hun
en Del Romaner i en livlig, klar og skarp
Prosa: Le lorgnon, Contes d’une vieille fille, Le
marquis de Pontanges (1836), Marguerite o. a.,
samt en Rk. yndede Lystspil: L’école des
journalistes (1840), C’est la faute du mari (1851),
Lady Tartufe (1853) og La joie fait peur (1854),
desuden Tragedierne Judith (1843) og Cléopâtre
(1847), der er romantiske Effektdramaer med
svag Karakteristik. Stor Lykke gjorde hendes
pikante Lettres parisiennes (1853), der først
fremkom i Courrier de Paris under
Pseudonymet Vicomte de Launay. Œuvres complètes
udkom 1861 i 6 Bd. (Litt.: Imbert de Saint
Armand, Mme. de G. [1874, 5. Opl. 1888]).
S. Ms.
Girardin [зirar’dæ], Émile de, fr.
Journalist og Politiker, f. 27. Juni 1802, d. 27. Apr,
1881, uægte Søn af General Alex. G., hed opr.
Delamothe, men tog 1827 egenraadig Faderens
Navn og
opnaaede 1837 at
blive
anerkendt. 1827
udgav han en
Roman, Émile
(4. Opl. 1853),
der
fremstillede hans eget
Ungdomsliv,
og var 1828—30
Kunstinspektør.
Desuden gav
han sig af med
litterære
Spekulationer og
grundlagde fl.
Blade, hvis
Ry ikke var af
bedste Art,
saaledes Le Voleur (1828), der optrykte de
bedste Artikler i andre Blade, La Mode (1829), som
støttedes af Hertuginden af Berry, og Journal
des connaissances utiles (1831), som i en
Maaned fik 120000 Holdere. De var alle byggede
paa Systemet af stor Prisbillighed, og dette
overførte han ogsaa paa Bøger (Almanach de
France 1834 blev trykt i 1 Mill. Eksemplarer)
samt endelig paa sit Dagblad La Presse (Juli
1836), der gjorde en Omvæltning i fr.
Journalistik, bl. a. ved at indføre Romanfeuilleton og
betalte Reklamer for Forretningsfolk. Men
denne Brug af Pressen som et rent industrielt
Erhverv paadrog ham mange Angreb og 1836
en Duel med A. Carrel, som blev dødelig
saaret (G. blev ogsaa selv saaret). Forinden var
han bleven Medlem af Deputeretkamret
(1834—39) og genvalgtes 1842; han stod paa den
konservative Side, men brød 1846 med Guizot og
nedlagde sit Valgbrev 7. Febr 1848, da han
følte Revolutionen nærme sig. Om Formiddagen
24. Febr, medens Gadekampen stod paa, trængte
G. ind i Tuilerierne, udviklede Stillingens
Alvor for Kongen og overtalte ham til at frasige
sig Kronen til Bedste for sin Sønnesøn. Senere
raadede han dog de gamle Partier til at
godkende Republikken, men var ellers Modstander
af den foreløbige Regering. Da han efter
Juni-Opstanden blev holdt 10 Dage i Fængsel af
Cavaignac, bekæmpede han med største
Bitterhed dennes Valg til Præsident. 1850 valgtes
han til Nationalforsamlingen, sluttede sig til
yderste Venstre og fremsatte en Række vilde
Ideer om uindskrænket Pressefrihed, Afløsning
af alle tvungne Skatter med en frivillig Skat
paa Formue, Afskaffelse af Krig og Fattigdom
o. l. Efter Statskupet i Decbr 1851 blev han
forvist, dog kun i 2 Maaneder, og vedblev at
lede La Presse indtil 1856, da han solgte det
for 800,000 frc. Trods alle hans Svingninger var
det dog et af de bedst redigerede og mest læste
Blade; 1858 udgav han i 12 Bd udvalgte
Artikler deraf under Navnet Questions de mon
temps. 1859 skrev han 7 Flyveskrifter om
Napoleon III’s alm. Politik, overtog 1862 paa ny
La Presse, der var kommet i Forfald, og
stiftede 1866 Liberté, der hurtig naaede stor
Udbredelse (60000 Aftryk). Heri udtalte han sig
med stor Selvstændighed og dadlede saavel
Oppositionens Adfærd som den kejserlige
Regering, især efter at han i Marts 1867 var
bleven idømt en stor Pengebøde; han tilraadede
1868 Krig med Preussen og Belgiens Indtagelse.
Under Ministeriet Ollivier var han mere
regeringsvenlig og forsvarede bl. a. Plebiscittet 1870
(han var derfor ogsaa udset til at blive
Senator). Han forlod Paris under Belejringen og
stiftede i Decbr et nyt Blad, hvori han
bekæmpede Gambetta’s Diktatur. Altid rede til at
optage ny Ideer fremsatte han i April 1871 under
Kommunens Oprør den Plan at give Frankrig
en føderalistisk Ordning og dele det i 15 Stater.
1872 blev han Ejer af Petit Journal, der under
hans Ledelse fik en umaadelig Udbredelse
(1877: 500000 Aftryk) netop i de lavere Lag af
Samfundet. 1874 overtog han desuden La
France og var med sine forsk. Blade 1877 en af de
virksomste Mænd i Kampen mod Ministeriet
Broglie. Han blev derfor Decbr s. A. valgt i
Paris til Deputeretkamret som Thiers’
Efterfølger og fremkom nu med sin gl. Tanke om
uindskrænket Pressefrihed. G. udgav desuden
en Mængde Flyveskrifter og nogle Skuespil, bl.
 |
| É. de Girardin. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
