Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giødesen, Peter Ferdinand - Giødwad, Jens Finsteen - Giølbaschi - Gjall - Gjallarbro - Gjallarhorn - Gjalp - Gjaur - Gjaur Dagh - Gjedde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Krydstoldvæsenet, deltog 1864 som
Batterichef i Fregatten »Jylland« med Ære i Kampen
ved Helgoland (9. Maj). 1870—72 var han
Ekvipagemester, 1873 Chef for Stationsskibet ved
Island og 1880 for Kadetskibet. Efter sin
Afskedigelse ansattes G. et Aars Tid som
Kommandant i Nyboder (1888), men udnævntes kort
efter til Mønstringsbestyrer i Kbhvn. G. har
ved Siden af sin Virksomhed som Officer
udrettet et betydeligt Arbejde for Sømandsstanden
i Alm., han var Formand for
Sømandsforeningen, Redaktør af »Søfartstidende«, Medlem af
Sø- og Handelsretten samt af forsk. Regerings-
og kommunale Kommissioner. 1876 valgtes han
ind i Borgerrepræsentationen. Under den
politiske Strid i Danmark tog G. virksom Del
som udpræget Højremand, stillede sig gentagne
Gange som Kandidat til Folketinget, men
opnaaede ikke at blive valgt.
C. W.-S.
Giødwad, Jens Finsteen, dansk
Redaktør, f. 19. Juli 1811 i Aalborg, d. 11. Maj
1891 i Kbhvn. G. blev 1828 Student og 1832
cand. jur. Stærkt, grebet af Julirevolutionen og
det derfra udgaaede Frihedsrøre blev han 1834
Medarbejder af »Kjøbenhavnsposten« sammen
med O. Lehmann og var Apr. 1837—Apr. 1839
Bladets Redaktør. Han var en af Dagbladet
»Fædrelandet«’s 5 Stiftere Decbr 1839 og efter
sin Hjemkomst fra Paris Foraaret 1840 dets
egl. Redaktør, siden Maj 1841 sammen med
Ploug. Med stor Arbejdsomhed og grundige
Kundskaber, især om økonomiske Forhold,
forbandt han et udpræget Frisind, en streng
Retsfølelse og en sejg, om end noget doktrinær
Vedhængen ved sine Grundsætninger. Hans
Hæderlighed og Uegennyttighed var almen erkendt
(han tilsatte efterhaanden sin Formue). Selv
var han ikke meget produktiv, men var
frugtbar paa Ideer, som hans Medredaktører
udformede til Artikler, og virkede desuden ved
sine Raad og ved sin Omhu for at holde Bladet
saa vidt muligt inden for de jur. tilladte
Grænser; stundom kunde dog hans Retsfølelse
forlede ham netop til Trods. 1868 gik en langvarig
Øjensvaghed over til at blive næsten Blindhed,
og han maatte nu indskrænke sin Virksomhed
til at være Raadgiver, indtil han ved Udgangen
af 1877 udtraadte af Redaktionen. Hans
Skyhed for enhver offentlig Fremtræden viste sig
klart derved, at han foregav Sygdom for at
undgaa Deltagelse i 25 Aars Festen for
»Fædrelandet« Decbr 1864, og at hans
Udtrædelse af Redaktionen ikke nævntes med et
Ord. S. Kierkegaard og Chr. Winther var i
lange Tider nøje knyttede til G.
E. E.
Giølbaschi, tyrk. Landsby i Lilleasien, i
det gl. Lykien, nær Oldtidens Trysa, i en
Bjergegn ved Lilleasiens Sydkyst. Stedet er
bekendt ved et her fundet mærkeligt
Mindesmærke fra 5. Aarh. f. Kr., først oplyst af
Gymnasialprofessor J. A. Schönborn (1842),
senere ved en i den Anledning udsendt østerr.
Ekspedition genfundet 1887 af Benndorff. Det
bestaar af en firsidet Gaard, 20 X 25 m,
omsluttet af en Mur af Kalkstenskvadre, paa
Indersiden samt paa Indgangssiden ligeledes
udvendig smykket med en dobbelt Række
Basrelieffer. I Gaardens Indre stod Sarkofagen for
den fyrstelige Person, for hvem Gravmælet er
opført. Reliefferne, der 1883 er overførte til
Hofmus. i Wien, af fin hvid Kalksten, viser
dels Amazone- og Kentaurkampe, dels
fremstiller de Motiver fra gr. Herosagn: Odysseus’
Frierdrab, de 7 mod Theben, Bellerofon og
Chimaira, den kalydoniske Jagt,
Leukippidernes Rov, Erobring af en By (Troja?) o. s. v.,
antagelig i Tilslutning til de Fremstillinger,
som den store, attiske Malerkunst gav af de
tilsvarende Emner og derfor med mange
Tilknytninger til anden samtidig Reliefkunst.
(Litt.: O. Benndorff u. G. Niemann,
»Das Heroon von G.« [Wien 1889]).
H. A. K.
Gjall (den brusende), 1) i nordisk Mytologi
den Aa, der adskiller de Dødes Verden fra de
Levendes; en Bro, Gjallarbro, fører over
denne. I den middelalderlige norske Digtning
(jfr Draumekvæde) opfattedes
Gjallarbroen som Navnet paa den smalle Bro til
Paradiset, hvorfra de Onde styrtede i
Helveddybet. Derfra Udtrykket i Folkevisen: »Krist svige
den paa Gjællebro, hin anden agter at svige
i Tro«. (Danmarks gl. Folkeviser Nr. 256).
2) Navnet paa den Klippe, hvortil
Fenrisulven blev burdet.
(A. O.). H. El.
Gjallarbro, se Gjall.
Gjallarhorn (vist egl. Hornet Gjoll ɔ: det
drønende), Hejmdal’s Horn; blæses særlig ved
Ragnaroks Begyndelse. I Snorre’s Edda
benytter Jætten Mimer Gjallarhornet, naar han
drikker af den visdomfyldte Mimesbrønd, men der
maa antagelig foreligge en Misforstaaelse hos
Snorre. Schück mener, at Hornet er et opr.
Drikkehorn, som har indeholdt Livssaften af
Floden Gjoll i Underverdenen (Stud. i nord.
litt. og religionshist. I, 128, 1904), og at det
fejlagtigt er blevet opfattet som
Blæseinstrument.
G. K-n.
Gjalp, i nord. Mytologi 1) Navn paa en
Jættekvinde, Datter af Jætten Geirrød. Da Tor
var paa Vej til Geirrød’s Gaard, bragte hun
Vandet til at stige i Elven Vimur, han skulde
over, ved at lade sit Vand i den, men Tor
fordrev hende med en stor Sten. 2) En af
Hejmdals Mødre (han havde ni Mødre).
G. K-n.
Gjaur er den tyrkiske Fordrejelse af det
arabiske Kâfir ɔ: vantro og kan som saadan
anvendes om alle Ikke-Muhammedanere. I den
alm. Sprogbrug har man dog indskrænket Ordet
til at betegne de kristne Undersaatter i
Tyrkiet, hvorimod det ikke anvendes om
Europæere. Det betragtes som et Skældsord, og en
kejserlig Irade fra Aaret 1856 forbød endog
udtrykkelig under meget høje Bødestraffe, at
dette Ord oftere maatte høres. Ikke desto
mindre anvendes det ret hyppig; den dannede
Sprogbrug har det dog ikke i sit Ordforraad.
J. Ø.
Gjaur Dagh, se Amanus.
Gjedde (Giedde), uddød dansk Adelsslægt
af skaansk Oprindelse, der førte en
skraatstillet Sølv Gedde i blaat Felt, paa Hjelmen et
blaat og et Sølv Vesselhorn, derimellen ofte en
nedadvendt Sølv Gedde. Thorsten
Lauridsen af Glumsløf, der nævnes 1455, var Fader
til Laurids Thorstensen til Røgle, som
utvivlsomt atter var Fader til Knud
Lauridsen G. til Røgle og Spannerup (d. 1545).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
