Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gladstone, William Ewart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skotland for at rejse en omfattende Valgagitation
imod Regeringen.
Han førte den ogsaa med en saadan Kraft og
Fyrighed, at man med fuld Føje gav ham
Æresnavhet »den store gl. Mand« (the grand
old man), ligesom man under Valgkampen 1874
kaldte ham »Folkets William« (Peoples Will),
Det liberale Parti vandt Apr. 1880 en smuk
Sejr, om end han selv igen maatte skifte Kreds;
han stillede sig i Midlothian (Edinburgh Shire),
og de Taler, han holdt, udgaves særskilt som
Midlothian specches, men blev desuden valgt i
Leeds. Senere maatte han gøre den østerr.-ung.
Sendemand Grev Kalnoky en Undskyldning for
nogle nedsættende Ytringer mod dennes
Regering, som han havde brugt i sit Valgopraab.
Skønt han ikke længer var sit Partis formelle
Leder, blev han dog, som naturligt var, igen
kaldt til at overtage Statsstyrelsen. Den skarpe
Misbilligelse, han havde udtalt mod
Beaconsfield’s fremstormende Udenrigspolitik, fik snart
Udtryk i Afghanistans Rømning og i
Tilbagekaldelsen af Transwaals Indlemmelse, som var
kundgjort 1877. Derimod kunde England ikke
undlade (1882) at tage Fodfæste i Ægypten, der
siden den Tid har staaet under eng.
Beskyttelse og Tilsyn; men Gordon’s sørgelige Skæbne
i Kartum 1885, der nærmest skyldtes
Regeringens Mangel paa Fremsyn, kastede en mørk
Skygge over G.’s Styrelse. Indadtil var den
heldigere, thi foruden fl. a. vigtige Fremskridt
(en irsk Landbolov 1881) gennemførtes
1884—85 en grundig Valgreform, idet han dog nødtes
til at træffe Aftale om Kredsinddelingen med
Modpartiets Ledere, inden han kunde opnaa
Overhusets Samtykke til Valgrettens Udvidelse.
Kort efter afgik G. Juni 1885 som
Førsteminister, og det havde vistnok været bedst for hans
Berømmdse, om han hermed havde sluttet sin
Virksomhed som Statsmand; de sidste 9 Aar af
hans offentlige Liv bragte kun Skuffelse. Men
hans Ærgerrighed drev ham frem mod et nyt
stort Maal, at søge tilvejebragt en Forsoning
mellem Irland og England. Da ny Valg med de
ny Vælgere havde givet det liberale Parti
Overtaget, og G. snart efter (Febr 1886) igen var
blevet Førsteminister, besluttede han, som
endnu 1881—82 havde stræbt at kue de oprørske i
Irlændere ved strenge Tvangsforholdsregler, sig
til at føje deres Ønsker om Selvstyre, idet han
haabede paa, at deres Taknemlighed vilde
lønne dette Offer fra eng. Side. Men Omslaget var
for brat, og han sprængte derved sit Parti, samt
drev fl. af dets ypperste Mænd (Hartington,
Goschen, Bright og Chamberlain) bort fra sig.
Hans Forsøg mislykkedes, en Opløsning af
Underhuset bragte ham et afgjort Nederlag, og
hans Ministertid varede knap 6 Maaneder.
Skønt det derefter maatte staa klart, at han
havde det eng. Folks Flertal imod sig, og at
Planen derfor ikke lod sig gennemføre, holdt
han dog haardnakket fast ved sin Mening og
vilde hverken afvente et Omslag i Stemningen
ell. nøjes med mindre Fremskridt til Irlands
Bedste. Han søgte derimod Tilslutning til alle
radikale Retninger i hele Riget, og da han
saaledes opnaaede at vinde et Flertal ved Valgene
Juni 1892 og 2 Maaneder senere at blive
Førsteminister for 4. Gang, gentog han Forsøget —
dog med et væsentlig ændret Forslag — men
uden bedre Held. Vistnok formaaede han at
tvinge det igennem i Underhuset —
Forhandlingerne optog 82 Møder, og dog var store
Afsnit ikke gennemdrøftede — men det mødte en
saa afgjort Modstand i Overhuset (af 500
Medlemmer stemte kun en Tiendedel for), at
Forsøget maatte opgives som haabløst. I sin Harme
herover søgte han at ophidse Folkestemningen
imod Overhuset som den varige Hindring for
ethvert Fremskridt; men da heller ikke dette
Stormløb syntes at ville finde Bifald, opgav han
Ævret og trak sig 3. Marts 1894 tilbage ikke
alene som Minister, men fra det politiske Liv.
Hans sidste Tale i Underhuset s. D. var et
bittert Angreb paa Overhuset, men hans Ønske
om at indanke Striden for Vælgernes Dom fandt
ikke Tilslutning hos de andre Ministre. Og
endnu (1919), 21 Aar efter G.’s Død, er
Spørgsmaalet om Irlands Stilling til det øvrige Rige ikke
blevet løst.
Ved hans Afgang 1885 (ligesom allerede 1874)
havde Dronning Victoria tilbudt ham
Peersværdighed med Jarletitel; men han havde
bestemt afslaaet Tilbudet, ligesom R. Peel 1846,
og Tilbudet blev derfor ikke gentaget. Juni
1895 gjorde han paa en skotsk Rigmands
Dampyacht en Tur gennem Nord-Østersø-Kanalen og
et Besøg i Kbhvn, hvor han blev hjertelig
modtaget af Kongehuset (havde allerede Septbr
1883 efter en lgn. Tur til Norge besøgt Kbhvn).
Ellers hengik hans sidste Aar med litterære
Sysler; han udgav 1894 en Overs. af Horats’
Oder og 1896 Biskop J. Butler’s Værker (2 Bd),
hvortil føjedes et Bd med derhen hørende
Oplysninger, samt skrev fl. religiøse Afh. Ogsaa
forbavsede han Almenheden, da han paa et
Folkemøde i Liverpool 24. Septbr 1896 holdt en Tale
(den sidste) med hæftigt Angreb paa den tyrk.
Regering for dens Misgerninger mod
Armenierne, altsaa et Sidestykke til hans Optræden 1876;
han skaanede heller ikke Ruslands og
Tysklands Kejsere, der af politisk Egennytte
tilsidesatte deres naturlige Pligter mod de kristne
Folkeslag. Allerede Aug. 1895 havde han paa
et Møde i Chester talt i samme Retning, men
paa Mødet i Liverpool og i en derefter flg.
Tidsskrift-Artikel stillede han ligefrem Krav
om, at England skulde afbryde den
diplomatiske Forbindelse med Tyrkiet og øve Tvang
imod det for at sikre en hæderlig Styrelse af
Lilleasien. Samtidig brugte han i et Brev,
afsendt til et Folkemøde i London. Udtrykket
»den store Morder« om Sultan Abdul Aziz, en
Dom, som endnu huskes senere. Efter
at have tilbragt Vinteren 1897—98 i Cannes
kom han Febr 1898 tilbage til England og
drog i Marts til Hawarden for at dø i sit Hjem.
Paa Statens Bekostning overførtes hans Lig til
Westminster Abbedi, hvor det bisattes blandt
Englands andre Stormænd; forinden havde
250000 Mennesker vist det deres sidste
Hyldest. 1905 rejstes et stort Mindesmærke for
ham paa Strand i London, udført af
Billedhuggeren Thornycroft. Ogsaa rejstes 1900 i
Athen en Statue for G. som Grækerven. En
Samling af hans politiske Smaaskrifter og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
