Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Glossa - Glossalgi - Glossanthrax - Glossarium - Glossator - Glossina - Glossitis - Glossocele - Glossodyni - Glossograf - Glossolali ell. Tungetale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Universitetet i Bologna og betegner den første
Renaissance af Romerretsstudiet siden
Oldtiden. Grundlæggeren af denne videnskabelige
Virksomhed var i Følge Traditionen Irnerius,
der lærte i Bologna omkr. 1100 og efterfulgtes
af andre fremragende Jurister, deriblandt de
saakaldte »fire Doktorer«, Martinus, Bulgarus,
Hugo de Porta Ravennate og Jacobus, alle i 12.
Aarh. samt Azo og Accursius i 13. Aarh.
Skønt de nævnte Forfatteres Arbejder ikke
udelukkende er af eksegetisk Art — de
sammenarbejdede ogsaa Resultaterne af Eksegesen
i saakaldte summæ — spiller Glosseringen dog
saa stor Rolle, at den har givet Skolen som
Helhed Navnet Glossatorerne.
Glossatorerne har indlagt sig store Fortjenester af
Romerretsstudiet dels ved paany at fremdrage
Dele af Corpus juris, der næsten var gaaet i
Glemme, navnlig den værdifuldeste Del,
Pandekterne, dels ved i Modsætning til den foreg.
Tid, der havde levet paa blotte Udtog, ofte
endda Udtog af Udtog, atter at samle sig om
Studiet af selve Kilderne. Til dette Studium
medbragte de vel en utilstrækkelig historisk og
filologisk Viden (retshistoriske Kundskaber
manglede de i Virkeligheden ganske) men med
overordentlig Flid gennemarbejdede de det
uhyre Stof og viste herved baade stor
Skarpsindighed og et praktisk Blik for, hvad der
endnu var levedygtigt i Romerretten. Den
sidste af dem, Accursius (d. 1260), samlede det
bedste af alle de ældre Arbejder og forfattede
paa Grundlag heraf en sammenhængende G.
ell. Kommentar til hele Corpus juris samt den
i Forbindelse med dette bragte lombardiske
Lensret, libri feudorum. Denne G. (g. ordinaria)
vandt saa stort Bifald, at den ikke blot
fortrængte de tidligere Arbejder af lgn. Art, men
i en vis Forstand endog selve Corpus juris.
Forfatterne fra 14. og 15. Aarh., de saakaldte
Postglossatorer, der til Dels sætter sig nye
videnskabelige Opgaver, tager i Reglen ikke
deres Udgangspunkt i Corpus juris, men i g.
ordinaria, og kun de i denne glosserede Steder
ansaas i senere Tid som havende praktisk
Gyldighed (quod non agnoscit glossa, non agnoscit
curia). Først de franske Romanister fra 16.
Aarh. vender paany tilbage til Kilderne.
I Lighed med Corpus juris civilis blev ogsaa
Corpus juris canonici (se Kanonisk Ret)
glosseret, og ogsaa her samles Resultaterne af
Eksegesen tilsidst i en g. ordinaria. Langt
mindre omfattende og dybtgaaende var derimod
det Arbejde, der ofredes paa den nationale Ret,
og det var i Alm. kun enkelte af de til denne
hørende Love, som naaede at blive glosserede.
I Tyskland var dette saaledes Tilfældet med
Sachsenspiegel, og ogsaa fra Danmark
foreligger der fra Slutn. af Middelalderen et enkelt
Eksempel paa Glossering, nemlig Biskop Knud
Mikkelsens G. til Jyske Lov (s. d.).
P. J. J.
Glossalgi (gr.), Smerte i Tungen.
Glossanthrax [-traks] (gr.), en Betændelse i
Tungen med begrænset Gangræn fremkaldt ved
Miltbrandinfektion. Plejer at være hurtig
dræbende.
E. A. T.
Glossarium (Ft.: Glossarier), se Glossa.
Glossator, se Glossa.
Glossina, se Tetsefluen.
Glossitis (gr.), Betændelse i Tungen, kan
være overfladisk, kun angribende Tungens
Slimhinde oftest sammen med Betændelse af hele
Mundslimhinden (Stomatitis), meget ofte ved
Kvægsølvforgiftning. G. i Tungens dybere Lag
kaldes G. parenchymatosa, der kan opstaa ved
Infektion af en ell. anden Art; den kan
saaledes forekomme ved alm. Infektionssygdomme;
denne Form kan gaa over i Suppuration, og
man har da en Tunge absces for sig; selv om
dette ikke indtræder, viser Tungen sig ved
denne G. meget svullen, smertefuld, saa at
Tungen, ligesom presser Munden op og ses
trænge sig frem mellem Tænderne. Sygdommen
forekommer af og til epidemisk. Behandlingen
af G. maa oftest indskrænkes til Renholdelse
med varme Skyllevædsker; i voldsomme — f.
Eks. suppurerende — Tilfælde maa man gøre
dybe Snit i Tungen. En kronisk Form af G.
forekommer med Dannelsen af dybe Furer og
Folder i Tungen; i Bunden af disse forekommer
ofte Saar og Betændelse.
E. A. T.
Glossocele (gr.), d. s. s. Pro’apsus linguæ,
Udtræden af Tungen mellem Tænderne p. Gr.
a. kæmpemæssig Udvikling af den, se
Makroglossi.
E. A. T.
Glossodyni (gr.), Smerte i Tungen. Ved
eksfoliativ G. forstaas en Nervesmerte i Nervus
glossopharyngeus, forbunden med Afskalning
af Tungeoverhuden (Eksfoliation).
E. A. T.
Glossograf, se Glossa.
Glossolali (gr.) ell. Tungetale var et i
den ældste kristne Menighed forekommende
Fænomen, som imidlertid i det ny Test. kun er
skildret antydningsvis og paa en ikke helt
overensstemmende Maade. De forholdsvis
udførligste Oplysninger derom faar vi hos Paulus
i 1. Kor. 12—14, som derfor maa danne
Udgangspunktet for Undersøgelsen; der er her
Tale om Charismer, ɔ: særlige Naadegaver, der
betragtedes som Udslag af Helligaandens
direkte Virksomhed, og til disse regner Apostlen
ogsaa G. Af 14,14 erfarer vi endvidere, at det
Menneske, som udøver den, er i en ekstatisk
Tilstand; den guddommelige Aand har taget
Bolig i ham, og naar den beder, er hans
menneskelige Bevidsthedsliv helt udenfor. De Ord ell.
Lyde, hvormed en saadan Bøn ell. Lovprisning
»i Aanden« fremføres, er da ogsaa rent
umiddelbart ganske Uforstaaelige for andre (14,16),
og Udenforstaaende maatte deraf faa det
Indtryk, at de paagældende Personer var fra
Forstanden (14,23). I Menighedens Forsamling
kunde det imidlertid ske, at G. blev »udlagt«,
ɔ: gengivet paa alm. forstaaeligt Sprog enten af
Tungetaleren selv ell. af en anden; men
Forudsætningen derfor var, at Vedk. af
Helligaanden var særlig udrustet dertil, var i
Besiddelse af »Udlægningens Naadegave« (14,13 og
26; 12,10 og 13); fandtes der ikke nogen saadan,
havde kun den, der talte »i Tunger«, selv
Opbyggelse deraf (14,4), idet han nemlig saa ikke
formaaede at gøre sine Erfaringer forstaaelige
for andre. Paulus fraraader derfor under
saadanne Omstændigheder G. ved Gudstjenesten
(14,28); ja selv om der er en »Udlægger« til
Stede, bør dog kun to ell. højst tre Tungetalere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
