Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gluck, Christoph Willibald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
her et Friluftsliv, i hvilket dog allerede tidlig
Musikken (Violin- og navnlig Cellospil) fik Plads.
Efter at have studeret i Jesuiterklosteret i
Komotau kom G. i 20 Aars Alderen til Prag, hvor
han,
ernærende sig ved at
spille i
Danseboder, fortsatte
Musikstudierne, og derfra
til Wien,
modtaget med
Velvillie og
Interesse i de
kunstelskende
Adelskredse. I Wien
var den ital.
Opera
eneraadende, og den
Indflydelse,
den fik paa
den unge G.,
styrkedes
yderligere, da
han snart efter
kom til selve Italien i den lombardiske Fyrst
Melzi’s Tjeneste og fik Sammartini til
Lærer. Om G.’s Studier hos denne saavel som om
hans tidligste Operaer vides meget lidt.
Utvivlsomt har disse Operaer dog været skrevne i
den traditionelle ital. Stil, der lagde Vægten
paa den vokale Bravur, medens den forsømte
det dram. og bekymrede sig lidet om Tekstens
Værd og Krav. G.’s første Opera var
»Artaserse« (1741), der gjorde saa megen Lykke, at
forsk. andre ital. Byer fandt sig foranledigede
til i de flg. Aar at bestille en Række Operaer
hos G. Som renommeret ital. Komponist
modtog G. 1745 Opfordring til at besøge London.
Forsøget med Operaopførelser der mislykkedes
ganske vist, men Rejsen fik for G. Bet. derved,
at han i Paris stiftede Bekendtskab med den
nationale fr. Opera (Lully-Rameau), der ganske
anderledes end den ital. havde bevaret den
musikdramatiske Idé — og i London lærte
Händel’s Musik at kende. De flg. Aar af G.’s Liv
optoges af Kunstrejser og Operakomposition;
bl. a. førtes han 1749 som Dirigent ved det
Mingottiske Operaselskab til Kbhvn, hvor han
komponerede en Serenata »Tetide ell.
Gudernes Strid«, der opførtes i Anledning af
Christian VII’s Fødsel paa Charlottenborg. De
vigtigste Arbejder fra disse »Vandreaar«, i hvilke
i øvrigt ogsaa G.’s Giftermaal (med Marianna
Pergin) falder, er Telemacco (1750) og
Clemenza di Tito (1752).
1754 fik G. Ansættelse som Operakapelmester
i Wien, og en Tid lang ofrede han sig helt
for denne sin Virksomhed. Bortset fra
Bearbejdelse af og Komposition af airs nouveaux
eller hel ny Musik til en Række franske
Syngespil samt nogen Balletmusik, skrev G.
kun lidet i disse Aar, men i Omgang med
fremragende, kunstinteresserede Mænd
arbejdede han ivrig paa sin Udvikling, og
Reformatorideerne modnedes efterhaanden hos ham,
saaledes at det Værk, han nu fremtraadte med,
Orfeo ed Eurydice (opført 5. Oktbr 1762),
betegner et væsentligt Brud med den hidtidige
ital. Opera og hans egen musikalske Fortid.
Teksten til Operaen skyldes Raniero de
Calzabigi, en litterært dannet
Embedsmand, der var besjælet af samme
Fremskridtsideer som G. og maaske endog har
paavirket dennes Kunstbetragtning. I Orfeo ed
Eurydice fremstilles i dram. bevægede Situationer og
store, enkle Træk stærke menneskelige
Følelser, og Bestræbelsen for at komme bort fra den
traditionelle stive og skematiske Sirlighed, fra
Indholdets Flovhed og Fladhed er øjensynlig.
G.’s Musik slutter sig nøje til disse
Bestræbelser. Uden nogen Indrømmelse til Sangerne og
uden at gøre den ellers dominerende »Arie«
til sit Værks Midtpunkt lægger han Vægten paa
at finde et sandt, naturligt og anskueligt
Udtryk for de menneskelige Følelser og at give sin
Musik et simpelt og ædelt, men dog livfuldt
dram. Præg. »Orfeus« modtoges med Bifald,
men af den store Mængde uden Forstaaelse af
de reformatoriske Bestræbelser deri. Disse
traadte imidlertid efter nogle Operaer til
Metastasio’s Tekster, komponerede i den
traditionelle ital. Stil, endnu mere klart frem i en
flg. Opera Alceste (1767), der foruden sin egen
store musikalske Værdi har yderligere
Interesse ved den Fortale, der ledsager Partituret.
I denne Fortale gør G. Rede for de
Principper, han har fulgt, og de Ideer, der har ledet
ham, og Fortalen lader ingen Tvivl om det
fuldt ud bevidste i G.’s Reformgerning:
»Det var mit Forsæt — skriver han — grundig at
fjerne alle de Misbrug, der . . . var blevne
indførte i den ital. Opera«. Alceste vakte da
langt mere Opsigt end Orfeus og blev Genstand
for en meget forskelligartet Bedømmelse baade
hos Publikum og Kritik. G. havde imidlertid
nu taget sit Parti og fortsatte i det Spor, han
havde afstukket for sig, i den flg. Opera, Paride
ed Elena, der opførtes 1770. Hans Interesse for
det menneskelige giver sig her Udslag i
Skildringen af Modsætningen mellem Fryger og
Spartaner, men Tekstbogen havde en
betænkelig Lighed med den ital. Operas, og det viste
sig, at G.’s delvis ypperlige Musik ikke kunde
bringe dens Flovhed og Mangel paa Bevægelse
i Glemme. Trods det ringe Held, denne Opera
havde, og Kompositionen af endnu nogle »ital.«
Festoperaer glemte G. dog ikke
Reformgerningen, og paa denne Tid modnedes hos ham en
maaske ældre Tanke: at søge til Paris for der
at finde en gunstigere Jordbund for sine
Værker. Med dette for Øje komponerede han til
Tekst af den fr. Attaché du Roullet
Operaen Iphigénie en Aulide, hvis Tekst
bearbejdedes efter Racine’s Tragedie.
Efter at forsk. Vanskeligheder var
overvundne, navnlig ved Kronprinsessen Marie
Antoinette’s (G.’s tidligere Elev) Bistand, drog G.
1773 til Paris, hvor han straks tog fat paa
Indstuderingen af Iphigenia og ved sin
Myndighed og Taalmodighed naaede til at faa
Operaen fremført i en tilfredsstillende Skikkelse.
I Iphigenia fortsætter G. sit reformatoriske
Arbejde og naar navnlig i Karakterskildringen
højere end i nogen tidligere Opera samtidig
med, at han klogelig har taget Hensyn til den
 |
| C. W. Gluck. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
