Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 855 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gog og Magog - Gogol, Nikolaj Vasiljevitsch

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Guds Rige og Herrens Folk. G. o. M. stammer
fra Ezekiel (38, 2 og 39, 1), men hos ham er
kun Magog (der allerede nævnes 1. Moseb. 10,
2 som et langt mod N. boende Folk) Folkenavn,
hvorimod
Gog er
Navnet paa dets
Fyrste, der i
de sidste
Dage vil styrte
frem imod
Israel, men skal
knuses af
Herren selv.
I
Virkeligheden nævnes i
de ass.
Indskrifter en
Konge omtr.
med dette
Navn, som
synes at have
hørt hjemme
i disse for
Assyrer og
Hebræer
fjerne Egne,
nemlig den
Konge, som
Grækerne
kalder Gyges,
og som var
den egentlige Stifter af det lydiske Rige. Han
levede vel 100 Aar før Ezekiel, men denne kan
godt have brugt hans Navn som Eksempel paa
en mægtig Hersker i Jordens fjerneste Egne.
Josefos sammenstiller Magog med Skytherne,
hvad der ikke er urigtigt, eftersom Ezekiel
nævner Magog ved Siden af Tubal og Meshek,
om hvilke man ved, at de boede SV. f.
Kaukasus. Hverken Assyrerne ell. andre nærboende
Folk omtaler noget Folk Magog, saa at det
er tvivlsomt, om noget Folk har benævnet sig
selv saaledes. I Middelalderen og senere
afbildedes G. o. M. ofte i Tilslutning til Johannes’
Aabenbaring (se Afb.).
V. S.

Fig. 2. Magog (Statue i Guildhall i London).

Gogol
[’gåg_å£], Nikolaj
Vasiljevitsch, russ.
Digter, f. 31.
Marts 1809 ved
Sorótschintsi i
Guv. Poltava,
d. i Moskva 4.
Marts 1852. G.
var Søn af
jævne
Landmandsfolk og
tilbragte sin Barndom
og første
Ungdom i
Lillerusland. Hans
Hjemsted var
opfyldt af
lilleruss. Sagn og
Sang, hans Fader skrev selv yndede Komedier
paa dette Sprog, og alle G.’s tidlige Arbejder
er byggede paa Minder fra Hjemlandets Natur
og Historie; det var sikkert kun efter Faderens
alvorlige Raad, at han valgte Storrussisk som
sit Sprog. Som Elev paa Seminariet i Nezhin
var G. lidet flittig, al hans Hu stod til at spille
Komedie ell. »digte som Puschkin«, og han
glødede af Iver efter engang at komme ud og
tjene Fædrelandet. Men Virkeligheden svarede
ilde til Drømmen; 19 Aar gl kom G. til
Petrograd, forsøgte meget og passede til intet. Han
forlod Statstjenesten for at blive Skuespiller,
kasseredes, rejste udenlands, men vendte snart
hjem og var en Tid lang Lærer, ja i henved
1 Aar beklædte han den hist. Professorpost i
Petrograd, hjulpet hertil af fremragende
Venner; men hans fuldkomne Brist paa
Kundskaber nødte ham til at opgive denne Stilling, og
fra da af (1834) til sin Død var han Digter ene
og alene.

Med sin første betydelige Bog: »Aftener paa
en Avlsgaard nær Dikanjka« (1831), vandt han
alle Læsernes Hjerte og Kritikernes Hyldest.
Vejen var ham aaben. Det var Lilleruslands
Natur og Folkeliv, der her for første Gang
fremstilledes for den russ. Læseverden.
Fortællingernes Aand var romantisk og fantastisk, men
allerede her viste G. stærke Spor til den
Virkelighedsskildring, der siden gjorde ham til den
ubevidste Banebryder for Realismen i Rusland.
Hans Naturskildring var forud for alle kendte
i Dybde og Sandhed. 1835 sendte G. en ny
Samling lillerussiske Fortællinger ud: »Mirgorod«.
Her er Opgivelsen af Romantikken langt
klarere, her er ogsaa hans Menneskeskildring tæt
ind paa Virkeligheden. Den mest berømte
Fortælling i »Mirgorod« er »Taras Bulba«, et
Kosakdrama, der i al sin Overspændthed dog er
rystende sandt, grundet paa Studier af
Lilleruslands Historie. Men først med sit berømte
Skuespil »Revisoren«, udkommet og opført 1836, blev
G. helt ud den, han skulde blive for sit Land.
Det er selve Nikolaj I’s Rusland, der her
blottes. Embedsstandens Magtsyge og
Uhæderlighed, de Regeredes Trællesind og Uvidenhed,
hele den forlorne Orden under Autokratiet
gives til Pris for Latteren. I Tidsskr havde G. alt
imedens skrevet de Noveller, der nu er
klassiske ved deres gribende, sanddru
Menneskeskildring, som: »Portrættet«, »Kappen« o. m. a.
Kort efter »Revisorens« Opførelse rejste G. til
Italien, forpint over den loyale Presses
voldsomme Angreb og selv i Tvivl om sit Arbejdes
Værdi. I alt, hvad G. hidtil havde skrevet, selv
i »Revisoren« kom der midt i Mørket en
Solstraale ind, den lyse Livsopfattelse fra den
romantiske Tid; anderledes med det Arbejde,
han nu som moden Mand bragte hjem fra sit
andet Ophold i Italien. Det var »Døde Sjæle«,
der udkom i Petrograd 1842. Det er hans Livs
Hovedværk, en af den russ., ja europ. Litt.’s
Søjler i aandrig Skildring af »det slette hos
slette Mennesker«. »Døde Sjæle« modtoges af
det tænkende Rusland med Beundring og
stormende Bifald. Bogen blev, hvad G. ikke anede,
et mægtigt Redskab i Kampen mod
Livegenskabet. Men G. skrev intet Værk af Rang efter
denne Bog. Hans Livs 10 sidste Aar skred hen
med at gøre Bod for »alt det onde«, han havde

N. V. Gogol.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>