Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goldoni, Carlo - Goldsborough
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han hørte til et velhavende Hus, hvor munter
Selskabelighed og dram. Dilettantvæsen
trivedes lystig, og Pengene rullede ligesaa. G.’s
Fader, som var Læge, og hans Moder levede
i mange Aar
fjernt fra
hinanden; men
Sønnen var
mest hos
Faderen i Perugia,
hvor han gik
i Jesuiterskole
og fortsatte det
Komedieskriveri, han allerede
havde begyndt
8 Aar gl. I
Rimini skulde han
derefter
studere videre hos
Dominikanerne; men han
foretrak at
læse
Oldtidskomedier fremfor at pløje i de filos.
Syllogismer; og da et venetiansk Skuespillerselskab
kom til Byen, fulgte G. hemmelig med dem til
Chioggia, hvor Moderen boede. Han studerede
en Tid Medicin i Rimini, men Studiet
interesserede ham ikke, og en jur. Uddannelse i det
glade Venedig fristede ham mere. Længe
varede dog ikke disse fornøjelige Dage: han
maatte af Sted til Pavia, hvor en fornem
Velynder af Familien havde skaffet ham en
Friplads i et Kollegium. Kronraget, men for øvrigt
dyrkende adskilligt verdsligt Studium og
Morskab, baade med og uden Lærerens Billigelse,
tilbragte G. nu 3 Aar, til han relegeredes p.
Gr. a. en Satire, han havde skrevet mod
Skolen. En Munk forsonede ham med Forældrene,
og uden at glemme den ham fornødne
Tidsfordriv fortsatte han de retsvidenskabelige
Studier fra Pavia, ja bragte det til 1731, s. A. som
Faderen døde, at tage den jur. Doktorgrad i
Padua. Han levede nu en Tid i sin Fødeby,
hvor han praktiserede som Sagfører, men
samtidig skrev Komedier. 1736 blev han gift i
Genua og nogle Aar efter ved sin Hustrus
Families Indflydelse genuesisk Konsul i Venedig
(1740—42), drog 1743 til Pisa. hvor han blev
Medlem af Arcadia, og havde en ret stor
Praksis som Advokat. Det var dog stadig
Teatret, der havde hans Interesse, og 1747
sluttede han Kontrakt med Teaterdirektøren
Medebac og fulgte som Teater forfatter med denne
til Venedig, hvor han til det af Medebac lejede
S. Angelo-Teater i Løbet af faa Aar skrev en lang
Række Skuespil, bl. a. La vedova scaltra, La
putta onorata og La locandiera, der i høj Grad
skaffede ham Publikums Yndest. 1752 blev han
Uven med Medebac og skrev i de flg. 10 Aar
for S. Lucateatret mere end 60 Komedier, bl.
hvilke kan nævnes Un curioso accidente (1755),
I Rusteghi (1760) og Le Barufe chiozzotte, de
to sidste skrevne i Dialekt med morsomme og
livagtige Skildringer af venetiansk Almueliv. G.
havde fra første Færd med sine Komedier
tilsigtet en Reform af Teatret. Den gængse
Maskekomedie, hvor Skuespillerne inden for en
given Ramme for en stor Del selv
improviserede deres Roller, skulde vige Pladsen for
en virkelig Karakterkomedie. G. begyndte
forsigtig med at indflette Karakterroller i den gl.
Maskekomedie, som i de Tider blev fortrinlig
spillet af Sacchi’s Selskab, og hans første
Stykker som Momolo cortesán er endnu for
Bipersonernes Vedkommende kun en Ramme, men
lidt efter lidt fortrænges det gamle
canevaccio af en helt skreven Dialog. Det gik ikke
saa glat for G. at gennemføre sin Reform. Som
Digter for S. Angelo-Teatret var han blevet
efterfulgt af Pietro Chiari, som misundelig
over G.’s Sceneheld, forfulgte sin Rival med
Satirer og en Tid lang skrev og lod opføre
Parodier paa ethvert af G.’s Stykker. En
farligere Modstander fik han dog i Carlo Gozzi,
den egl. Leder af det saakaldte Accademia dei
Granelleschi, grundet faa Aar i Forvejen i
Venedig med det Formaal at værne om det 16.
Aarh.’s toskaniserede Sprog. Gozzi angreb
G. og Chiari under eet, forsvarede den gamle
Maskekomedie, og rettede i Tartana degli
influssi, en Art burlesk Almanak for 1756, og i
Marfisa bizzarra en skarp Satire særlig mod
G., hvis Reform han gjorde Nar af, og
hvem han, ikke helt med Urette, bebrejdede
Mangel paa Dybde i Skildringen af Emner
og Personer. 1761 forlod G., forpint og træt
af de mange Angreb, Venedig og drog til
Paris, hvor han skrev for det ital. Teater og
var Lærer i Italiensk for Ludvig XV’s Døtre.
Han fik en rigelig aarlig Understøttelse og
levede nogen Tid i Velstand. Her skrev han
bl. a. paa Fransk Le bourru bienfaisant, som
gjorde stor Lykke. Efter Revolutionens
Udbrud udeblev hans Pension, og han levede den
sidste Del af sit Liv meget kummerligt. Først
Dagen inden hans Død vedtog
Nationalkonventet atter at udbetale hans Aarpenge. Af hans
Komedier er flere oversat paa Dansk; La
locandiera og Un curioso accidente er opført
paa det kgl. Teater i Kbhvn under Titlerne
»Mirandolina« og »Tilfældet har Ret«. Sit eget
Levned med alle dets Omvekslinger har G.
skildret paa Fransk i Mémoirés pour servir à
l’histoire de sa vie et à celle de son théâtre
[3 Bd, Paris 1787; ny Udg. begyndt Venedig
1883; ital. Overs. Lucca 1811 og Firenze 1861
og 1907]. Af de mange Udgaver af hans Værker
kan foruden Specialudgaver af flere af de
enkelte Komedier fremhæves den i 47 Bd (Venedig
1788—95), den i 53 Bd (Firenze 1827) og den i
Venedig 1907 paabegyndte Udgave af alle hans
Værker. (Litt.: Biografier af Molmenti
[Milano 1875], Galanti [Padua 1882], Aloi
[Palermo 1884], Mantovani [Milano 1885];
S. Schandorph, »G. og Gozzi« [Kbhvn
1874]; Spinelli, Bibliografia Goldoniana
[Milano 1884]; hans Korrespondance ved G. M.
Urbani de Gelthof [Venedig 1880] og E.
Masi [Bologna samme Aar]; G. Caprin,
C. G. La sua vita, le sue opere [Milano 1907]).
E. M-r.
 |
| C. Goldoni. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
