Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gondol - Gondrecourt, Henri Ange Alfred, Greve af - Gondrecourt, Leopold - Gondul - Gondwana - Gonfaloniere - Gongong - Gongongmetal - Gongora y Argote, Luis de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en enkelt Aare, anbragt agter; undertiden
ogsaa med to Aarer, hvoraf den ene anbringes
for og den anden agter, hver i sin Side af G.
I tidligere Dage udstyredes de venetianske
Adelsmænds G. med en ødsel Pragt, der til
sidst tog saadan Overhaand, at der i 15. Aarh.
maatte skrides ind derimod fra Regeringens
Side; derefter blev det forbudt at anvende
nogen Slags Udsmykning paa dem. Ogsaa ved
Konstantinopel o. a. St. anvendes G. hyppig.
Typen er næsten den samme som den ovf.
beskrevne.
2) Ved Luftballoner og Luftskibe ophænges
forneden en Kurv ell. en anden let
Konstruktion, der tjener som Opholdssted for
Besætningen. Uden at der eksisterer nogen Lighed ell.
anden Forbindelse mellem denne Konstruktion
og G., betegnes den dog ved samme Navn.
H. P. C.
Gondrecourt [gådrø’ku.r], Henri Ange
Alfred, Greve af, fr. Romanforfatter
(1816—76), var Officer først i Infanteriet, saa i
Kavaleriet, blev Brigadegeneral og 1866 Guvernør
for Krigsskolen i St Cyr. 1844 udgav han sin
første Roman Les derniers Kerven, der
behandler en Episode af Krigen mellem den røde og
den hvide Rose; derefter skrev han i over 20
Aar en lang Række Romaner, hvoraf kan
nævnes La marquise de Caudeuil (1846), Les péchés
mignons (1847), Un ami diabolique (1848), La
tour de Dago (1853) o. s. v.
S. Ms.
Gondrecourt [gådrø’ku.r], Leopold, Greve,
østerr. Feltmarskalløjtnant (1816—88), fik sin
milit. Uddannelse paa Militærskolen i St Cyr,
men traadte 1838 i østerr. Tjeneste. Han
henledede Opmærksomheden paa sig 1848 som
Fører for Wiens Frivillige og udmærkede sig
under Felttoget i Siebenbürgen 1849. Som
Brigadegeneral deltog han i Felttoget mod
Danmark 1864. Han angreb med sin Brigade 3.
Febr de danske Forposter ved Øvre Selk,
kastede dem tilbage og erobrede Kongshøj. Under
Felttoget mod Preussen 1866 ansattes han som
Stedfortræder for Chefen for 1. Korps
Clam-Gallas, tog Del i Fægtningerne ved Podol,
Münchengrätz, Podkost og Gitschin, og fik efter
Clam-Gallas’ Tilbagetræden Kommandoen over
Korpset, som han førte ved Königgrätz. 1868
traadte han ud af aktiv Tjeneste.
B. P. B.
Gondul, egl. »Stavbærersken«, i nordisk
Mytologi en af Valkyrierne. Sammen med Skaagul
sendes hun i Eyvind Skaldespiller’s Digt
Haakonarmaal ned fra Valhal for at hente Haakon
den Gode.
G. K-n.
Gondwana, se Gond.
Gonfaloniere [gonfalo’niære] (ital.) betyder
Bannerfører, Fanebærer. Som Betegnelse for en
højere, navnlig milit. Embedsmand har det
tidligere været meget brugt. Pavestaten havde een
for Kirken (G. della Chiesa) og een for det rom.
Folk; det Banner, som den førstnævnte bar,
havde Skt Peter’s Nøgler ell. Billede til Mærke,
medens Folkets Banner havde Bogstaverne S.
P. Q. R. Kirkens krigerske Beskyttere var
Fyrster, i Beg. Normannerkongerne i Syditalien,
derpaa Huset Anjou, siden Hertug Cesare
Borgia og Farneserne. Men Folkets Mærkesmænd
var adelige; Værdigheden var længe i Ætten
Cesarini’s Eje, senere fulgte især Pamphili’erne
(til 1761) og Rezzonico’erne; den sidste G. del
Popolo, en Rezzonico, beklædte Posten indtil
1810. Der fandtes imidlertid ogsaa G. andre
Steder end i Rom: G. municipale var Titlen
for en Art Borgemestere e. l. i Kirkestatens
Byer (de bestod, saa længe Kirkestaten var til),
og i Firenze havde hvert af Stadens Kvarterer
sin G. ɔ: opr. Borgerkaptajn, siden Fanebærer.
Endelig G. della giustizia om en Overdommer
i visse ital. Byer, undertiden ogsaa om en høj
kommunal Embedsmand med eksekutiv Magt.
Særlig i Firenzes Historie spiller G. della
giustizia fra 13. Aarh. en betydelig Rolle; ogsaa
Lucca og Bologna havde saadanne Embedsmænd
med den Titel. I Frankrig havde ikke blot
Fyrsterne, men ogsaa Kirkerne i Middelalderen
ofte deres G., saaledes St Denis.
E. G.
Gongong [gåŋ’gåŋ] ell. Gong (Tam-tam),
et Slaginstrument af orientalsk (kin., jap. ell.
ind.) Oprindelse; den bestaar af en stor, af
Klokkemetal udhamret Metalskive, der er
konkav i Midten og med
ombøjet Kant. Den
anslaas med en Kølle ell.
en tyk Trommestok, hvis
Hoved er omviklet med
Skind ell. Læder, og dens
Klang er stærkt
rungende og
længe
drønende, af en
skrækindjagende,
uhyggelig
eller tungt
knugende
Virkning.
Den
benyttes i det
moderne
Orkester
ved stærkt
dramatiske
Effektsteder, og
særlig i
Sørgemusik (J. P. E. Hartmann’s Sørgemarch
over Thorvaldsen). Den første, der indførte
den i Operaen, var Spontini i »Vestalinden«;
senere fulgte Meyerbeer i »Robert«, Belline i
»Norma« og saa fremdeles. G. finder ogsaa
uden for det musikalske Omraade
Anvendelse som en Art Signalinstrument, til at
sammenkalde vidt spredte Skarer, frembringe
Ro i en støjende Forsamling (Pibekoncerter i
Teatre) o. s. v. De bedste G. faas ogsaa nu
fra Kina, men er ret kostbare; de europ.
Efterligninger staar langt tilbage for dem i
Klangfylde og Klangfarve.
S. L.
 |
| Gongong. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
