Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goremykin, Ivan Langinovitsj - gorge - Gorgeret - Gorgias - Gorgo - Gorgona - Gorgoneion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stolypin. — Næste Gang G. kom til at spille en
fremtrædende Rolle var lige før
Verdenskrigens Udbrud. Febr 1914 afløste G. Kokovtsof og
var Ministerpræsident til Febr 1916. Krigen
bragte en Tid en vis »Borgfred«; men G. kunde
ikke blive noget Samlingsmærke, hans
Forbliven var mere Udtryk for en manglende bestemt
Kurs end for Reaktion; men netop denne
Mangel paa Initiativ og paa ærlig Villie til
Samarbejde med Dumaen var en Ulykke. Efter
Revolutionen 1917 tabte G. al Bet. (Litt.:
Torngren, »Från våra dagars Ryssland« [1911];
Palme, »Die russische Verfassung« [1910];
Isvolskij, Souvenirs de mon ministère, Revue
des deux mondes 1919).
A. J. W.
gorge [fr. gårз, dansk ’går.sjə] (fr.), Strube,
Barm; Svælg, snævert Bjergpas.
Gorgeret [gårзö’ræ], ogsaa kaldet Conductor
Hildani efter Hildanus (en Schweizerkirurg
i 16. Aarh.), er et Instrument med Rende i den
ene Side, anvendt dels til Undersøgelse af
Endetarm og Moderskede, dels til under Operation
f. Eks. i disse samme Organer ell. ved Stensnit
at beskytte Delene mod Instrumenter, der skal
indføres. Smlg. Itinerarium.
E. A. T.
Gorgias fra Leontinoi paa Sicilien
(c. 483—c. 376 f. Kr.), gr. Sofist og Retor, kom 427 til
Athen som Udsending for sin Fødeby for at
paakalde Athenæernes Hjælp mod Syrakus, og
synes at have tilbragt sine sidste Aar i
Thessalien, hvor han formodentlig er død i Larissa
i en meget høj Alder; i øvrigt er os intet andet
bekendt om hans Liv, end at han færdedes
meget paa Rejser omkr. i den gr. Verden som
Lærer og Festtaler og overalt — ikke mindst
i Athen — vakte stor Opsigt, ikke blot ved sin
Veltalenhed, men ogsaa ved den ydre,
reklameagtige Pragt, hvormed han optraadte. Som de
andre Sofister tog han Honorar for sin
Undervisning og skal have tjent en betydelig
Formue. G. blev i sin Ungdom stærkt paavirket af
Empedokles, hans Landsmand i snævrere
Forstand, som det fremgaar af et Par Referater af
naturfilosofiske Teorier; saaledes Bestemmelsen
af Synsfornemmelserne ved Porer, der optager
Partikler fra Objekterne, en Definition af
Farven og en optisk Undersøgelse af Antændelse
ved Brændspejl. Den stærke Kritik af
Grundlaget for al Naturerkendelse, som udgik fra
den eleatiske Skole, paavirkede imidlertid
ogsaa G. og drog ham bort fra Studierne over i
en ydeiiiggaaende Skepsis, der særlig kom til
Orde i Skr. »Om det ikke værende ell. om
Naturen«, hvis Hovedteorier gik ud paa, at der
intet værende findes, at hvis noget værende var
til, vilde det ikke kunne erkendes, og at selv
om dette var muligt, vilde dog denne
Erkendelse ikke kunne meddeles fra den ene til den
anden. I denne skeptiske Nægtelse af al
Erkendelses Mulighed nærmer G. sig den anden
store Sofist Protagoras, og kommer som han
til at lægge al Vægt paa den praktisk nyttige
Viden, der bruger Veltalenheden som Middel.
Som Retor har G. sin største Betydning;
ogsaa her er han stærkt paavirket af Empedokles
og i det hele af den begyndende sicilianske
Talekunst, der virkede ved kunstigt byggede
Perioder med Modsætninger, Parallellismer og
ligeklingende Ord, der næsten har Karakteren
af Rim. G. forfattede en Anvisning paa denne
Kunst med Mønsterstykker, og ligesom hans
personlige Optræden havde stor Bet. for
Retorikens Udvikling, saaledes fik hans Skr. en
dybtgribende Indflydelse paa gr. Prosa indtil
de seneste Tider. Skarpt bekæmpedes denne
farlige Formdyrkelse allerede af Platon,
navnlig i den Dialog, der bærer G.’s Navn. Af G.’s
talrige Skr er kun nogle faa Brudstykker
bevaret, dog tilstrækkeligt til, at vi kan faa et
Indtryk af hans berømte kunstfærdige Stil.
W. N.
Gorgo, i den gr. Mytologi et skrækindjagende
kvindeligt Væsen, hvis Blik forvandlede
enhver, der mødte det, til Sten. Homer omtaler
kun een G., Hesiodos derimod 3 G., der i
Teogonien kaldes Døtre af Havguden Forkys
og Keto og lever i det yderste Vesten, hinsides
Okeanos: Stheino, Euryale og Medusa. Af dem
er den sidste, skønt dødelig, Hovedpersonen;
de to andre spiller ingen nævneværdig Rolle i
Sagn ell. Folketro. G. fremstilles i den
arkaiske Kunst sædvanlig som vingede
Kvindeskikkelser, med vildt fortrukket Ansigt, aabent
Gab, store Hugtænder og udrakt Tunge; om
Midjen har de et Bælte af Slanger. Poseidon
indgik Elskovsforbindelse med Medusa, men
inden hun havde bragt sit Afkom til Verden,
blev hun dræbt af Perseus, der afskar hendes
Hoved med en Krumkniv og bragte det, skjult
i en Taske, til Athena, som satte det paa sin
Aigis. Af Medusa’s Blod udsprang ved hendes
Død hendes Børn med Poseidon, Chrysaor og
den vingede Hest Pegasos. Hendes to Søstre
forfulgte Perseus, men kunde ikke indhente
ham. Medusa’s Død findes ofte fremstillet i gr
Kunst, baade i Relieffer (arkaisk Metope fra
Selinus) og i Vasebilleder. Langt hyppigere
end den hele G.-Skikkelse forekommer dog i
arkaisk Tid Billederne af Hovedet alene
(Gorgoneion). Ogsaa Folketroen synes fra først af
kun at have drejet sig om G.’s Hoved og at
have tillagt det en særlig Eksistens; i Odysseen
nævnes det bl. Underverdenens Rædsler. Det
er derfor karakteristisk, at det eneste
betydelige Sagn om G. handler om hendes
Halshugning: Sagnet er blevet til for at forklare,
hvorfor Hovedet altid saas alene. Mens G.-Hovedets
Type fra først af var fastslaaet, var der i den
ældste arkaiske Kunst Tvivl om, hvorledes den
fulde G.-Skikkelse skulde gengives; ved Siden
af den ovf. omtalte sædvanlige G.-Type
forekommer i 7. Aarh. f. Kr. Gorgonen Medusa i
Kentaurskikkelse. G. er utvivlsomt opr. en
Dødsdæmon; den stereotype G.-Maske har
udviklet sig af den primitive Kunsts Forsøg paa
at gengive et Ansigt fortrukket i Dødskamp.
Saaledes forstaar man ogsaa den forfærdelige
Kraft, som Folketroen tillagde det: Død drager
Død efter sig.
C. B.
Gorgona, en lille næsten rund Klippeø i det
Toskanske Hav, 40 km SV. f. Livorno, hører
til Prov. Livorno og har c. 500 Indb., mest
Fiskere, hvortil fra 1869 er kommet en
Straffekoloni, der lægger Vægt paa Agerbrug, særlig
Vinavl. Betydeligt Sardelfiskeri.
C. A.
Gorgoneion [-’næ^i-], det afhuggede Hoved
af Gorgonen Medusa, forekommer paa mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
