Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gottsched, Johann Christoph - Gottschee - Gottskálksson, Oddur - Gouachemaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter at have taget Magistergraden, flygtede
han 1724 af Frygt for de preuss. Hververe til
Leipzig, hvor han blev Lærer for en Søn af
den berømte Polyhistor Mencke. Han begyndte
nu at holde Forelæsninger over de skønne
Videnskaber og blev 1730 udnævnt til
overordentlig Prof. i Poesi, 1734 til ordinær Prof. i Logik
og Metafysik. Han lagde sig det tyske Sprogs
Udvikling paa Sinde, omdannede det saakaldte
»Görlitzer poetische Gesellschaft« til et
»Deutsche Gesellschaft«, hvis Formaal skulde være at
dyrke Poesi og Veltalenhed, og aabnede allerede
1725 Rækken af sine Tidsskrifter med »Die
vernunftigen Tadlerinnen«. Som Digter var han
af ringe Bet. — hans Sørgespil »Der sterbende
Cato« (Leipzig 1732) var f. Eks. saaledes en i
meget svag Komposition over Forbilleder fra
Addison’s og Deschamps’ Produktion. Paa det
tyske Teaters Ledelse kom han derimod til at
øve stor Indflydelse, da han vilde reformere
det i Franskmændenes Aand, og han vandt
»die Neuberin«, Leipzig-Teaterdirektør Neuber’s
Hustru for sine Planer. I »Deutsche
Schaubühne« (Leipzig 1740—46, 6 Bd) samlede G. en
Række Dramaer, der skulde være forbilledlige
for Skuepladsen — ved Siden af G.’s og Hustrus
egne, J. E. Schlegel’s, Quistorp’s og
Uhlich’s Originalarbejder, Overs. bl a. af Racine,
Corneille, Voltaire, Molière og Holberg. Mange
Ubehageligheder paadroges ham af hans
Interesse for Teatret. Han blev senere Uvenner med
Fru Neuber, der udleverede ham til
ubarmhjertig Spot i et Forspil. Lgn. Stridigheder
gjorde ham omsider ked af Teatret — Resten af sit
Liv viede han Teorierne og Litteraturhist. Stadig
var han dog gennem sit Liv indviklet i Fejder
og Polemikker — f. Eks. med Schweizerskolen
under Bodmer og Breitinger ang. Poesiens
Teori, og i Kampen med disse blev G. den
underlegne. I Klopstock fandt Schweizerne
deres Ideal, og G. blev kun latterlig, naar han
søgte at nedsætte »Messiaden«.
G.’s senere Liv formede sig ret trist. Han
mistede 1762 sin Hustru, den begavede Louise
Kulmus fra Danzig, som han havde ægtet
1735, og hvis Lystspil viser en munter Aand.
Han var ikke blevet den Reformator af den
tyske Scene, han havde haabet at svinge sig
op til. Det Eneherredømme, han 1729—40
havde ført over tysk Aandsliv, har dog sat sig dybe
Spor, men hans senere Liv svækker hans
Anseelse og Bet. Foruden Digte og et Skæmtedigt
»Der Prozess« (1774) har han udg. teoretiske
Skr som »Versuch einer kritischen Dichtkunst
für die Deutsche« (1730), »Grundlegung der
deutschen Sprachkunst« (1748) og »Ausführliche
Redekunst« (1728). Et vigtigt Hjælpemiddel for
Studiet af den tyske Skuespilkunsts Historie er
endnu i vore Dage G.’s »Nöthiger Vorrat zur
Geschichte der deutschen dramatischen
Dichtkunst« (1757—65). (Litt.: Danzel, »G. und
seine Zeit« [Leipzig 1848]; E. Wolff, »G.’s
Stellung im deutschen Bildungsleben« [Kiel
1895—97, 2 Bd). Den 1915 afdøde E. Reichel
virkede for at udbrede Kendskab til G.’s Minde
ved sine Bøger: »Ein G.-Denkmal« (Berlin 1900)
og »G., Biographische Skizze« (smst. 1900), dels
ved Dannelsen af »G.-Gesellschaft«.
C. B-s.
Gottschee [’gåt∫e.] (slovenisk Kočevje),
Landdist. i det tidl. østerr. Kronland Krain, var
siden 1623 et Grevskab og gik 1641 over til
Greverne af Auersperg. 1791 blev det ophøjet til
Hertugdømme. Efter Verdenskrigen tilfaldt G.
med Krain den jugoslaviske Stat. Omraadet
bestaar af fl. Dale, skilte ved skovklædte
Højdedrag. Jorden er ufrugtbar og bestaar af
Kalksten, i hvilken Floderne forsvinder. Flertallet
af Befolkningen danner Gottscheerne, en tysk
Stamme, der tæller c. 25000 Individer, og skal
stamme fra 300 frankisk-thüringske Familier,
som c. 1350 nedsatte sig her midt bl. Slaverne.
Dialekten ligner den bayersk-østerr. Mundart.
De ernærer sig hovedsagelig ved Kvægavl og
Forarbejdelse af Trævarer og som
omvandrende Handelsmænd. Byen G. ligger 475 m o. H.
ved Jernbanen Laibach—G., 77 km SØ. f.
Laibach, og har c. 2300 Indb.
G. Ht.
Gottskálksson [’gåtska^ulksån], Oddur, isl.
Bibeloversætter og Lovmand, f. c. 1514, d. 1556.
G. var Søn af den norskfødte isl. Biskop
Gottskálkur Nikulásson. Som Dreng kom han til
sine Farbrødre i Norge, hvor han gennemgik
Skolen i Bergen. Senere tog han til Tyskland
og Danmark og fik en grundig Uddannelse.
Under denne Rejse blev han stærkt grebet af
den lutherske Lære og besluttede at virke for
dens Fremgang. Efter sin Hjemkomst til Island
traadte han i Biskop Ögmundur
Pálsson’s Tjeneste, hvor han i al Hemmelighed
og under store Vanskeligheder begyndte at
overs. det ny Test. Efter at han havde sat Bo
paa Gaarden Reykjar i Ölfus, fortsatte han dette
Arbejde;, 1539 var han færdig og rejste med
Manuskriptet til Danmark, hvor det blev trykt
i Roskilde 1540. G.’s Overs. af det ny Test. er
den ældste trykte isl. Bog, der kendes, og har
derfor stor Interesse saavel i sproglig
Henseende, som hvad Udstyrelsen angaar. Efter
sin Hjemkomst overs. G. Corvinus’ Postil (trykt
i Rostock 1546) o. fl. religiøse Skr, der ikke
blev trykte. Han vilde ikke lade sig præstevie,
men 1554 blev han Lovmand for Nord- og
Vestlandet. Foraaret 1556 druknede han paa en
Embedsrejse. G. var en meget begavet Mand,
en betydelig Personlighed og nobel Karakter.
(Litt.: Finnur Jonsson, Historia
ecclesiantica Islandiæ, III; »Safn till sögu Islands«,
I—II [Kbhvn 1856, 1886]; Jón Espólin,
»Islands Árbækura).
B. Th. M.
Gouachemaleri [’gwa∫-] eller
Dækfarvemaleri (ital. guazzo, Vandfarve, af guazzare
udvande, mætte med Vand), en Art
Vandfarvemaleri, Maling med i Vand revne
Dækfarver, disse tilberedte med Gummi, Honning e.
l.; G.’s Farver skinner ikke igennem ell.
forbinder sig, men dækker hinanden; den hvide
Farve gengives saaledes ikke, som ved det
»rene« Akvarelmaleri, ved Udsparing af
Grunden, men ved Paalægning af kridtagtig Farve;
heraf en Ulempe — som med G.’s Farver
overhovedet —, at Dækfarvelaget i tør Luft let
skaller af. G. anvendes ikke blot paa Papir og
Pergament, men ogsaa — og med fortrinlig
Virkning — paa Silke, Atlask, Elfenben (Vifter)
o. l. Det brugtes meget til Middelalderens
Miniaturer, i Messebøger o. l., fra 17.—18. Aarh. til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
