Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dansk Arbejde, Landsforeningen - Danske Brigade, Den - Danske Brigade i Tyskland, Den - Danske Dagblades Fællesrepræsentation - danske dialekter - Dansk-Engelsk Selskab - Dansk Folkeblad - Dansk Folkeparti - Dansk Folketidende - Danske Forlag, Det - Dansk-Islandsk Forbundsfond - Dansk-Islandsk Nævn - dansk jurist - Dansk Kirke i Udlandet - Dansk Kirketidende - Danske Kongers Kronologiske Samling, De - Dansk Kulturfilm - dansk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Arbejde
dansk kunst
Dansk Arbejde, Landsforeningen,
grl. 1908 til fremme af salg
af da. varer i Danm. D har
105 lokalforen. og ca. 44 000
enkeltmedl. Dens
indregistrerede fællesmærke kan af
fabrikanter mod kontrol
anv. til mærkning af da.
varer. - I h. t. konkurrenceloven af 29. 3.
1924 har handelsministeriet påbudt at
visse varer ved detailsalg skal bære
angivelse af, om de er da. ei. udenl.
Danske Brigade, Den, en af 4-5000 da.
frivillige sammensat og af da.
befalingsmænd 1943-45 i Sv. uddannet styrke på
5 batailloner m. m., der ved ty.
sammenbrud skulle deltage i Danm.s befrielse.
Blev efter hjemkomsten indsat i
bevogt-ningstjenesten.
Danske Brigade i Tyskland, Den, en
i henh. til lov af 4. 6. 1947 opstillet da.
vagtstyrke, der deltager i de Allieredes
besættelse af Tyskl., og som tæller bl. a.
1 fodfolksregiment og 1 artilleriregiment.
D har sit tyngdepunkt i Jever ml.
Jadebugten og d. holl. grænse.
Danske Dagblades
Fællesrepræsentation, forening af da. dagblades red.
og udgivere, omfattende 9 red.- og
udgiverforeninger, grl. 1936. Formål: at
samle pressens ledere til samarb. i fælles
anliggender.
danske dialekter opdeles i 3
hovedgrupper: østdanske, ødanske og jyske dial.
Af østda. dial. findes inden for de
nugældende statsgrænser kun bornholmsk,
men til denne gruppe er det rimeligt
også at regne dial. i Skåne og Halland.
Denne inddeling er baseret på apokopen,
en af stavelsestrykket i oldda. bestemt
forsk, behandling af den udlydende vokal
i tostavelsesordene (jfr. kort 1): østdansk
bevarer her -a (grawa, tava, drekka
(grave, tabe, drikke)), i ødansk bevares
ordene som tostavelsesord, men -a
svækkes til -e [-3] [grawa, tawa, drega], og i
jysk bortfalder -e helt (apokope) [graw,
tå:v, drek]. En lignende inddeling
opnås ved betragtning af substantivernes
køn og bestemthed (jfr. kort 2): østdansk
bevarer oldsprogets 3 køn og har dobbelt
bestemthed (på den tiden), ødansk har
også 3 køn (om end nu udvisket i sjæll.),
men har ikke dobbelt bestemthed (på
den tid), og jysk har (m. undt. af dialekter
i Vendsyssel, Djursland og på
Kattegatsøerne), som kortet viser, mere ei. mindre
tabt den gl. kønsforsk. Inden for disse
hovedgrupper kan udskilles en række
dialekter: bornholmsk har bevaret fl.
gl. træk, som de andre dial. nu har mistet:
forsk. ml. adjektivernes hankøns- og
hunkønsformer (han er pener, galijn
-hun er pen, galen) og verbernes
flertals-form i nutid (han bijnner - de bijnna).
De da. ømål karakteriseres ved en
vidtgående opløsning af oldsprogets
konso-nantsystem: lukkelydene p, t, k er i
ind-lyd og udlyd gnm. fl. (i de andre dial.
bevarede) mellemtrin (stemte b, d, g-> stemte
hemmelyd v, ö, y) ændret til
diftong-komponenterne w og j ei. helt forsvundet
(oldda. gapa, gata, baka, léka (gabe,
gade, bage, lege)—>gawa, gaa, bawa (ei.
baa), læja) (jfr. kort 3). Andre
karakteristiske træk her er den gennemgående
diftongering af langvok. e, ø, å (til ie,
yø, uo ei. (i vestfynsk) æj, oj, åw) (jfr.
kort 4), og for fynskens og sydømålenes
vedkommende udvikl, af gl. nd- (og
delvis ng-) forbindelser (mand, vind, sende,
længe, konge) til nasalerede vokaler;
lign. forh. findes også i nord- og østjysk
og som relikter i sjæll. Jysk opdeles ved
modsætn. ml. foransat og efterhængt artikel
i 2 hovedgrupper (jfr. kort 2): nord- og
østjysk, der ligesom de østligere dial.
og sv., no. og isl. har efterhængt artikel
(mand-en) og vest- og sønderjysk, der
ligesom engelsk, tysk og fransk har
foransat artikel (æ mand). I østjysk falder
apokoperede tostavelsesord ofte helt s. m.
tilsv. gl. enstavelsesord (hop = hop(pe)),
mens sammenfaldet undgås i vestjysk
og vestslesvigsk p. gr. af stød ei. længde
i de gl. tostavelsesord (hop / ho’p(pe),
graw / graw:) og i østsønderjysk p. gr.
af forsk, musikalsk tone (’hop / ’hop(pe))
895
(jfr. kort 1). Sønderjysk mangler (ligesom
skånsk-bornholmsk) diftonger (jfr. kort 4),
langt a og å udtales som i rigsmålet,
mods. nørrejyskens å: og o:, og de
nørre-jyske spiranter y og v er her ustemte: t
og f (sø.jy. ’ta:f. ’Iå:n, nø.jy. tå:v, lo:n
(tabe, låne)). Ved forsk, dialektale træk
kan udskilles som særl. dial.: alsisk,
angelsk og sydslesvigsk, djurslandsmålene
(med molbomålet), samsisk og
vendelbomål; i ærøsk, turinsk og sydlangelandsk
forekommer ordtoner i speciel
funktion, og mangelen af stød karakteriserer
de sydl. dele af ømålsområdet samt
øst-og sydslesvigsk (jfr. kort 1). Allerede det
ældste da. håndskriftsprog viser
dialektforskelle, men det kan ikke undre, at
det geogr. billede af sådanne gl. forsk, i
nutiden p. gr. af talrige sprogl.
overlejringer ikke fremtræder klart. En af de
meget gl. forsk. (ml. sjæll. u og
jyskfynsk o, å i ord som fugl, bud, rug, gulv)
lader os således ane en gl. dialektgrænse
løbende gnm. Store-Bælt. (Hertil
korttavle.) Poul Andersen.
Dansk-Engelsk Selskab, da. forening,
grl. 1931, støtter kulturel og økon. forb.
ml. Engl. og Danm., udg. bladet
»Dan-brit«. 1948 1452 medl.
Dansk Folkeblad, da. almendannende
ugeblad, udg. 1835-48 af »Selskab for
Trykkefrihedens Rette Brug« med det
formål gnm. pressen selv at virke for
pressens rette brug; i redaktionsudvalget
sad bl. a: J. F. Schouw, H. N. Clausen
og H.C. Ørsted. D-s tendens var moderat
liberal.
Dansk Folkeparti, nazistisk orienteret
da. parti, grl. 1941 af tidl.
retsforbunds-mand Svend E. Johansen og nat.soc.
Th. M. Andersen, m. tilslutning af
Pür-schel, Vilfred Petersen m. fl. Fik mest
bet. ved at svække Frits Clausens parti.
Dansk Folketidende, da. polit, ugeblad,
udg. af Sofus Høgsbro 1865-83, organ
for det grundtvigske Venstre.
Danske Forlag, Det, a. m. b. a. Grl.
1941 af Fællesforeningen for Danm.s
Brugsforeninger. Ikke tilsluttet
boghandelsorganisationerne.
Dansk-Islandsk Forbundsfond, fond
oprettet 1920 i henh. t. da.-isl.
forbundslov 1918; støtter isl. studenter og den
åndelige forb. ml. Danm. og Isl.
Dansk-Islandsk Nævn, råd på 3 isl. og
3 da., oprettet efter forbundsloven 1918
som rådgivende instans i de daværende
da.-isl. forbundsspørgsmål.
dansk jurist, den, som har bestået den
jur. eksamen for ustuderede (d. v. s. uden
studentereksamen). Denne eksamen
indførtes 1736 og afholdtes sidste gang 1936.
Dansk Kirke i Udlandet, folkekirk.
forening (grl. 1919), sørger for kirk.
betjening af da. i udi., virker i alle
verdensdele; siden 1945 vidt forgrenet arbejde
(18 præster m. m.) i Sydslesvig.
Dansk Kirketidende, førende
grundtvigske tidsskr. 1845-1915; bl. dets mest
bet. medarbejdere var J. H. Monrad,
C. Ludwigs og J. P. Bang.
Danske Kongers Kronologiske
Samling, De, fra 1858 den off. betegn, for
den kgl. samling på Rosenborg Slot.
Dansk Kulturfilm, stiftet 1932 af en
kreds af filminteresserede med det
formål at fremstille kultur- og lærefilm ramt
propagandafilm for Danm. Modtager
årligt tilskud fra filmfonden.
dansk kunst. Maler- og billedhuggerkunst
har fra den tidligste tid fået impulser fra
udlandet, fra stendyssen over
helleristningernes billedskrift til bronzealderens
spiralornamentik. I stort omfang
importeredes kunst (Gundestrupkarret og fra
folkevandringstiden de nu forsvundne
guldhorn). Brakteaternes udsmykning
genfindes delvis i Jellingstenens
ornamentik, det betydningsfuldeste monument
fra den første kristendoms tid. Skulptur
indgik som led i de romanske stenkirkers
arkit. tillige med et rigt inventar,
krucifikser (Gunhildskorset ca. 1100),
emaille-arbejder, døbefonte o. 1. Fra ca. 1200
er bevaret talr. kalkmalerier. Fra tidlig
gotik er elfenbenskrucifikset i
Herlufsholm kirke (fr. arb.) og træskulpturer
(bl. a. af Madonna), senere udskårne
896
altertavler (ofte ty. arb.). Sengotiske
mestre er Claus Berg (altertavlen i St.
Knuds Kirke, Odense) og Hans Br
üg-gemann (Slesvig domkirke). Der
importeredes desuden talr. nederlandske
altertavler, men udviklingen standsede
ved Reformationen. Under Renæssancen
blomstrede portrætkunsten i maleri og
skulptur. Den da. maler Melchior Lorch
hævdede sig bl. de indkaldte. Under
Chr. 4. udfoldedes højrenæssance kunsten,
i 17. årh. var nederl. kunst dominerende
(Karel v. Mander d. yngste, Abr.
Wuchters) og med Jacques d’Agar (1642-1715)
indføres fr. hofstil. Billedh.kunsten var
repr. ved familien Quellinus og
franskmanden l’Amoureux (Hesten påKgs.
Nytorv). Historiemaleri i barok stil
dyrkedes ved 18. årh.s beg. af flensborgeren
Krock og franskmanden Coffre. Ved
opførelsen afChr.borg indkaldtes fr.
kunstnere; svenskeren Hörner blev
borgerskabets portrætmaler, Pilo adelens og Fred.
5.s hofmaler. Franskmanden Saly udførte
kongens statue på Amalienborg og var
medvirkende ved kunstakad.s stiftelse
1754; elev af Pilo var P. Als. De største
navne er iøvrigt J. Juel som portrætmaler
og N. A. Abildgaard, der fortsatte ital.
baroktraditioner. C. W. Eckersberg,
fremragende både som portræt- og
landskabsmaler, bragte fornyelse gnm. Davids
skole; bl. hans elever er de betydeligste
Chr. Købke og Constantin Hansen.
Portrætmaleriet dyrkedes af C. A. Jensen.
Romantiske strømninger repr. ved J.
Sonne, P. C. Skovgaard, J. Th. Lundbye
og C. Dalsgaard. - De betydeligste
billedhuggere før Thorvaldsen var Hartman
Beeken og J. Wiedewelt. Thorvaldsen
bragte klassicismen til rig udfoldelse og
skabte sig et stort navn også i udlandet,
og udmærkede billedhuggere som J. W.
Bissen, H. E. Freund og J. A. Jerichau
fulgte i hans spor. - Et realistisk
historiemaleri blev taget op af V. Marstrand og
C. Bloch, desuden af L. Frølich og K.
Zahrtmann, der tillige fik bet. som lærer.
I 70erne og 80erne skabtes kontakt med
fr. naturalisme, bl. a. ved P. S. Krøyer,
mens impressionismen fik bet. for Th.
Philipsen og derved delvis for
»Fyn-boerne«s naturalisme, mens L. A. Ring
fulgte en mere realistisk linie. En
»stil-søgende« (og symbolistisk) stræben satte
ind i 90erne m. J. F. Willumsen, desuden
repr. ved navne som V. Hammershøi,
E. Nielsen, Joak. og Niels Skovgaard,
Poul Christiansen, senere Larsen Stevns.
Efter årh.skiftet søgtes ny forb. med mod.
fr. kunst ved H. Giersing og S. Swane;
store koloristiske begavelser var E. Weie
og svenskeren K. Isakson. Tilknytning
til kubismen søgtes en tid af O. Rude og
W. Scharff, ligesom V. Lundstrøm
modtog rige impulser fra fr. kunst. J.
Søndergaard virkede fornyende som
landskabsmaler. I billedhuggerkunsten brød Kai
Nielsen med den klassicistiske tradition,
der delvis videreførtes af E.
Utzon-Frank og J.C. Bjerg, men både i skulptur
og maleri førtes udviklingen dels
tilbage til en udtalt saglighed, dels til
bestræbelser i retning af abstrakt ei.
nonfigurativ kunst. (Hertil tavler).
Dansk bygningskunst har i forh. til de
eur. stilarter væsentlig været
modtagende, ofte særpræget, men sjældent
original. - Indtil omkr. år 1000 var træ,
selv ved monumentalbyggeri
(Trelleborg), det foretrukne byggemateriale; fl.
hundrede trækirker vides rejst, de to
første af Ansgar i Hedeby og Ribe ca.
850; de få bevarede rester vidner om en
højt udviklet tømmerteknik. Fra omkr.
1050 anv. sten som byggemateriale, og
inden 1100 var stenkirker påbegyndt ei.
afsluttet i Odense, Slagelse, Ringsted,
Dalby og Lund; forsk, præg af udenlandsk
byggekunst kan iagttages i de få
bevarede rester, men ingen ensidig
afhængighed. 1 12. og 13. årh., den romanske stils
tid, byggedes adsk. af de nu stående
domkirker: Lund, Slesvig, Ribe, Viborg,
Børglum, Roskilde, Århus (de to yngste
er opført af tegl, de øvrige af natursten)
og over 90% af landsbykirkerne.
Indflydelse fra rhinlandsk arkit. er overvejende,
897
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
