- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1168,1169,1170

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - epistasi ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Erik

som blev dømt fredløse f. mordet på
Erik Glipping, og førte krig med Danm.

Erik, sv. konger (Erik 1.-8. er mere ei.
mindre mytiske). Erik 7. Sejrsæl (sv.
Segersäll [’sergar-]) (slutn. af 10. årh.),
slog sin brodersøn Styrbjørn, som
krævede andel i riget, og hans da. hjælpehær
på Fyrisvoldene ved Uppsala og erobrede
Danm. midlertidigt, da Svend Tveskæg
var på vikingetogt. - ’Erik 8. ’Årsäll
(årsäll begunstiget ved (høj) alder) (ca.
1125), søn af Blot-Sven. - Erik 9. den
Hellige (d. ca. 1160); korstog mod
Finland 1157, stamfader til Eriksætten.
Sv. nationalhelgen (ikke kanoniseret).
-Erik 10. Knu tsson, reg. 1208-16, søn
af Knut 1., forjog Sverker 2., hævdede
sig mod Sunesønnernes angreb 1208-10;
g. m. Valdemar l.s datter Regitse.
-Erik 1 1.
’Läspe(/a’j/7elæspende)(1216-50), reg. 1222-29 og 1234-50, søn af E
10., forjaget 1229 af Knut Långe,
overlod fra 1234 den egl. magt til
svigersønnen Birger Jarl. - Erik 12.
(1339-59), reg. 1357-59, søn af Magnus Smek,
hvis medkonge han blev ved oprør.
-Erik 13., reg. 1396-1439, se Erik af
Pommern. - Erik 14. (1533-77), reg.
1560-68. Som prins i konflikt m. faderen
Gustav Vasa. Højtbegavet,
kunstinteresseret; ønskede hensynsløst stærk
fyrstemagt. Tog Estland 1561; bidrog 1563 til
nord. syvårskrig, søgte at skaffe Sv.
sikker forbindelse vestover. Sygeligt
mistænksom mod broderen Johan og sv.
højadel; 1567 brød E-s sindssyge
igennem. Han lod Stureslægtens ledere myrde,
søgte atter forlig; ville 1568 genoptage
tidl. magtpolitik, styrtedes ved oprør af
højadel og hertug Johan. Død i fængsel,
uvist om naturlig død; efterladte
optegnelser godtgør sindssyge. Ægtede juli
1568 sin elskerinde KarinMånsson.(Portr.)

Erik (d. 1304), søn af hertug Knud af
Halland, da. drost 1283-84, hertug af
(Sønder-)Halland 1284-1304.

Erik (f. 1890), da. prins, greve af
Rosenborg. Søn af prins Valdemar; ægtede
1924 (Ottawa) Lois Frances Booth.

Erik, hertuger af Sønderjylland. Erik 1.
(hertug 1260-72), søn af Abel, fangede
Erik Glipping på Lohede 1261, tog
Gottorp til residens. - Erik 2. (hertug 1312
-25), søn af hertug Valdemar 2., g. m.
grev Gerhard 3.s søster Adelheid.

Erik (ca. 1282-1318), sv. hertug, søn af
Magnus Ladulås, g. m. den no. kong
Håkon 5.s datter Ingeborg. Dræbt af
broderen, kong Birger, ved Nyköpings
gastebud.

Erik Jarl (d. ca. 1024), no. jarl, søn af
Håkon Jarl, deltog i slaget ved Svold,
styrede Norge s. m. broderen Sven som
Svend Tveskægs jarl, indtil han 1014
deltog i Knud den Stores erobring af
Engl.

Erik den Røde (oldn. Eirikr rauöi
fror-valdsson) (d. ca. 1007), Grønlands
opdager og navngiver. E var født i No.,
men havde hjemme i Island, som han
forlod efter en fredløshedsdom; opdagede
ca. 985 Grønl., hvor han grl. Østerbygden.

Erik (Langben) (d. 1310), søn af hertug
Erik 1. af Sønderjyll. 1295 da. lensmand
på Langeland.

Erik Olsson (lat. Ericus Olai) (d. 1486),
prof. i Uppsala, skrev Sveriges historie til
1464 i unionsfjendtlig ånd.

Eriksen, Edvard (f. 1876), da.
billedhugger; bl. a. Den Lille Havfrue (1913. ,
Langelinie).

Eriksen, Erik (f. 1902), da. Venstrepolit.
Fynsk gårdejer, formand f. Venstres
Ungdom 1929-32, folketingsmand (Ribe amt.)
fra 1935. Landbrugsmin. maj
1945-nov. 1947. (Portræt).

’Eriksgata, den hyldningsrejse, de sv.
konger (sidst Karl 9.), foretog efter deres
valg på Mora ting.

Eriks’hol’m, hovedgård SØ f. Holbæk;
grl. ca. 1610 af Vinderupgård m. m. Fra
1878 i slægten Ahlefeldt-Laurvigs eje.
Bygn. fra 1788, fredet i kl. B.

’Erikskrönikan, ældste og udførligste
sv. middelalderkrønike, fra omkr. 1320,

en veloplagt hist. fremstilling på
knittelvers af perioden 1229-1319; den ukendte
forf. er stærkt partisk til fordel for her-

Erik 14.

Erik Eriksen.

Tage Erlander.

Kristian Erslev.

tug Erik Magnusson (ca. 1282-1318),
efter hvem E er opkaldt.

Eriks Sjællandske Lov, privat
nedskrivning af den sjællandske ret i 13.
årh. Henførelsen af lovbogen til en kong
Erik er vilkårlig. Den blev trykt 1505
og anv. (i begrænset omfang) indtil
Danske Lov af 1683.

’Eriksson, Christian (1858-1935), sv.
billedhugger, opr. naturalist, senere med
tendens til stilisering; har udf.
Engel-brektmonumentet (1932, Sthlm.s rådhus),
Skt. Jørgen og Dragen (smst.),
Zornmonu-mentet i Mora (1936) m. m.

’Eriks-æ’tten, Erik 9.s slægt, sv. konger
(ca. 1155-1250 (Erik 9., Knut 1., Erik
10. og 11., Knut 2.), reg. skiftevis med
Sverker-ætten.

Erin [’iarin] (irsk Éirinn), gl. keltisk navn
for Irland; bruges nu poetisk.

erindring(sforestilling), forestilling, der
bærer præg af at angå en tidl. personlig
oplevelse og oftest indeholder
reproduktioner af enkeltheder ved denne.

erindringsforskydning, forestilling der
opleves som erindr., men som i
virkeligheden afviger fra det tidl. oplevede.

e’rinyer (gr. Er i’nyes), i gr. rel.
hævngudinder, der forfølger forbrydere, især
sådanne, der har forbrudt sig mod egen
slægt, e er opr. personifikation af den
gnm. niddingsdåden manifesterede
slægts-forbandelse, slægtens undergang for egen
hånd. Senere fremstilles de som
skæbnegudinder, retfærdighedens vogtere. Som
kultiske skikkelser hører e til
Underverdenen. I rom. rel. svarer furierne
til e.

erio’me’ter (gr. érion uld + -meter),
spec. mikroskop til måling af ulds finhed.

’Eris, i gr. rel. splid, personificeret som
gudinde. E udlovede et æble som
skøn-hedspris og vakte derved strid ml.
gudinderne, som valgte Paris til dommer.
E var kampguden Ares’ søster.

Erith [’æri/>], østl. forstad til London.
46 000 indb. (1948).

Eri’trea, tidl. ital. område i Østafr. ved
Det Røde Hav; 119 000 kms; 835 000
indb. (1944), deraf 49 000 italienere.
(Kort se Arabien). Fra en sandet
kyststrimmel hæver terrænet sig bråt til et
over 1000 m højt plateau. Den bofaste
befolkning er abessiniere, mens
danakil-stammer lever som nomader. Italienerne
driver intensivt landbrug ved vanding.
Ved kysten udvindes salt. Hovedstad:
Asmara. Herfra jernbane til havnebyen
Massaua. Erobr, af Ital. i hovedsagen
1881-89, udgangspunkt f. angreb mod
Abess. 1895-96 og 1935-36.
Hovedpunkterne i E erobr, af de Allierede
jan.-apr. 1941.

Eri(u)gena [e’ri-] ei. [eri’u-], Johs. (ei.
Joh s. Scotus) (ca. 810-77), irsk filosof.
Påvirket af nyplatonismen, men afveg
i adskillige henseender fra den ortodokse
kirkelære. Hævdede fornuftens
overlegenhed over åbenbaringen, hvis de
strider mod hinanden.

Eri’van [je-J, tidl. navn på Jerevan, Sovj.

’Erixon, Sigurd (f. 1888), sv. etnolog og
kulturhistoriker. Fra 1934 prof. i nord.
og sammenlign, folkelivsforskning ved
Nordiska Museet samt prof. i nord.
etnologi v. Stockholms Högskola. Hans
arbejde inden for bygningskultur,
sociologi og folkekunst har haft
grundlæggende bet.

’Erixson, Sven (f. 1899), sv. maler;
forbinder rig, folkelig fremstillingsevne m.
udtryksfuld kolorit. Værker:
Kompositioner t. gobelin i Göteborgs konserthus

(1936-39), Freskodekorationer i
Skogs-kyrkogårdens krematorium (1937-40,
Sthlm.).

erkendelse, filos., rigtig, sand
opfattelse af noget, indbegrebet af alle sande
meninger; psyk., bevidsthedsfænomener,
som spiller en rolle for opnåelse af sand
opfattelse af noget.

erkendelseslære ei. erkendelsesteori, gren
af filos., som undersøger erkendelsens
oprindelse, forudsætninger, struktur,
arter, metoder og gyldighed.

’Erkko, Eljas (f. 1895), fi. politiker. Red.
f. »Helsingin Sanomat« 1927-38,
udenrigsmin. under Cajander dec. 1938-nov.
1939.

’Erkko, Juhani Heikki (1849-1906), fi.
forf. Overlærer i Viipuri. Udg. kærlig
hedsdigte og naturpoesi samt
refleksions-dramer, hvortil motiv og form låntes fra
folkepoesien og »Kalevala«.

erklæringsteori, jur., d. s. s. tillidsteori.

Erland, nord. mandsnavn, svarer til oldn.
Erlendr. Specielt østda. navn.

Er’lander, Tage (f. 1901), sv. soc.dem.
Nationaløkonom, 1933-44 medl. af
Andetkammer, fra 1944 af Førstekammer.
Statssekretær i socialdept. 1938-44,
konsultativ statsråd (socialspørgsmål)
1944-45, ecklesiastikmin. 1945-46,
statsminister fra okt. 1946. Fastholdt under de
nord. forhandl. 1948-49 sv. afvisning af
tilknytn. til stormagtsalliance s. m. stærkt
ønske om nord. forståelse. (Portræt).

’erlang, enhed for trafikintensitet ved
telefonkredsløb (opk. efter den da. mat.
og telefontekn. A. Krarup E. (1878-1929)).

’Erlangen, ty. by i Bayern N f.
Nürnberg; 36 000 indb. (1939). Univ. (grl.
1743). Fabrikation af tekstiler, øl m. v.

Er langer [’arlarø], Joseph (f. 1874), amer.
fysiolog. Fra 1910 prof. ved Washington
Univ. i St. Louis. Unders, over
potentialsvingninger i nerver. Tildeltes 1944
Nobelprisen s. m. H. S. Gasser (f. 1888).

’Erlau, ty. navn på byen Eger, Ungarn.

Erling (oldn. Erlingr), nord. mandsnavn.

Erling Skakke (d. v. s. skævhoved)
(d. 1179), no. høvding, g. m. Sigurd
Jorsalfarers datter Kristin, støttede først
Inge Krogryg, indsatte 1161 sin søn
Magnus 5. som konge og faldt 1179
mod Sverre.

Erling Sk jalgssøn (no. Skjalgsson [-[’falg-sån])-] {+[’falg-
sån])+} (d. 1027), no. høvding, kom i strid
med Olav d. Hellige, som han 1027
forgæves søgte at overrumple; blev fanget
og dræbt.

’Erlingsson, porsteinn (1858-1914), isl.
forfatter, redaktør og lærer. Hans
produktion er hovedsagelig af lyrisk art,
præget af sikker smag, sproglig og
kunstnerisk omhu. Fik den største bet. for
realismens indførelse på Isl. Særlig yndet
er digtsaml. pyrnar (1897).

Erling Steinvegg [’stæinvæg:] (d. 1207),
indsat som no. konge af baglerne 1204
som påstået søn af Magnus 5., støttet af
Valdemar Sejr.

’Erling ’Vidkunssøn, no. rigsforstander
1323-32 under kong Magnus Smeks
mindreårighed.

’Erlkönig [-nix], ballade afGoethe (1782);
ordet er skabt af Herder, som ved
misforståelse forbandt første led i da.
elle-konge med trænavnet ei (ty. Erie). Musik
af Schubert (1815).

’Erman, /fefo//(1854-1937), ty. ægyptolog,
prof. i Berlin. Grundlægger af det
moderne kritisk-hist. studium af ægypt.
sprog og kultur; Ågypten und ägyptisches
Leben im Altertum (1887), Wörterbuch der
ägyptischen Sprache (1926 ff.).

Il68

II69

1170

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:45:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/4/0452.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free