Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Spanien - spanioler - Spannjerske Legater - spansk-amerikanske krig - spansk-amerikansk litteratur - spanske arvefølgekrig - spanske borgerkrig - spanske kappe - Spanske Mark - Spanske Nederlande - spanske støvle - Spanske Sø, Den - spansk flue - spanskflueplaster - spanskgrønt - Spansk Guinea - spansk humle - spansk krave - spansk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spanioler
spansk kunst
tes med uvilje og oprør, skabte stærk
centraliseret kongemagt og anså efth.
S for sit hovedrige; sikrede S-s
overmagt i Ital., men ruinerede finanserne
ved langvarige krige m. Frankr. Førte
ligesom sønnen Filip 2. ubarmhjertig
krig mod protestantisme, bevarede S
rent katolsk. Under Filip 2. brød
finanserne sammen, nordl. Nederlande
løsrev sig efter 1572, armada-angrebet
mod Engl. 1588 mislykkedes; 1580
erobredes Portugal, 1571 blev tyrkerne
slået v. Lépanto, men Holl. og Engl. tog
i stigende grad verdenshandelen. Efter
våbenstilstanden 1609-21 og fortsat
krig måtte S 1648 anerkende nordl.
Nederlandes uafhængighed, 1668
Portugals, efter at indblanding i
30-Års-krigen havde ført til katastrofe. Fra ca.
1640 var stormagtsstillingen tabt,
erhvervslivet svækket, og styret havde ikke
kraft til genrejsning. 1659 fik Frankr.
Artois og Roussillon i Pyrenæer-freden,
1668 sydl. Belgien, 1678 Franche Comté,
mens Engl. tog Jamaica. Da huset
Habs-burg uddøde 1700, udbrød Sp.
Arvefølgekrig, der 1713-14 endte med S-s
deling: Østr. fik de ital. besiddelser og
Belg., Savoyen Sicilien, Engl. Gibraltar,
mens Ludvig 14.S sønnesøn Filip af
Anjou (i S Filip 5.) bevarede egl. S og
kolonierne. - Bourbon: Filip 5. 1700-46,
Ferdinand 6. -59, Karl 3. -88, Karl 4.
-1808, Ferdinand 7. 1808 (Josef
Bonaparte 1808-14), atter Ferdinand 7. -33,
Isabella 2. -68; Amadeo af Savoyen
1870-73; republik -75; Alfons 12. 1875
-85, Alfons 13. 1886-1931. S-s nedgang
skyldtes dels krigene og finansmiséren,
dels den hæmning, adelens og kirkens
privilegier og pengekrav lagde på de
produktive erhverv. I 18. årh. forsøgtes
en reformpolitik, der en tid genrejste
finanserne og satte kirken under kontrol
(Aranda, Floridablanca), men krigene
fortsatte og soc. reform nåedes ikke.
Karl 4. og hans ledende min. Godoy var
afmægtige over for Napoleon, der 1808
satte sin Broder Josef på S-s trone.
Kirken rejste folket til kamp mod
frem-medherredømmet, og støttet af Engl.
befriedes S, der 1812 fik fri forfatn.
Ferdinand 7., der havde modarbejdet
Godoy, modtoges m. national begejstring,
men brød forfatn. og styrede m.
hensynsløst despoti; revolution 1820 blev 1823
slået ned m. fr. hjælp, derimod rev
Sydamer. og México sig løs. 1833 blev
Ferd.s umyndige datter Isabella 2.
dronning efter faderens testamente, men
onklen Don Carlos bekæmpede hende,
støttet til reaktionære »Carlister«, indtil
1839. Efter langvarige borgerkrige ml.
lib. cg kons. grupper styrtede general
Prim 1868 den uduelige Isabella; men
forsøg med fremmede konger
mislykkedes, en republik svækkedes ved
stadige partikampe; 1875 blev Isabellas
søn Alfons 12. konge, og efter hans død
styrede formynderreg. forfatningstro
for Alfons 13. til 1902. Trods alle kampe
udvikledes S kulturelt og økon. i 19.
årh.; med voksende industri skabtes
en arbejderbevægelse, skarpt
revolutionær, i Barcelona anarkistisk. I
Catalonien voksede stærk selvstyrebevægelse
frem. 1898 mistede S Cuba, Puerto
Rico og Filipinerne i krig mod USA.
Under 1. Verdenskrig bevarede S
fordelagtig neutralitet. Efter nederlag mod
rifkabylerne i Marokko indsattes general
Primo de Rivera som diktator 1923-30;
hans fald trak 1931 også kongens med
sig. - S som republik efter 1931. Radikale
og arbejderpolitikere forsøgte
samfunds-reform, men monarkisturo, catalanske
selvstyrekrav og overgreb mod kirken
skabte vanskeligheder; 1933 gik
forsøgene på jordreform i stå under
moderate ministerier (Lerroux). 1936 vandt
radikale og socialister spinkelt flertal
ved valgene og dannede
folkefrontrege-ring; der opstod stærk uro bl. arbejderne,
gensidige terrorhandlinger forekom ml.
monarkister (og fascister) og
socialisteranarkister. Juli 1936 rejste en
officers-gruppe, støttet af Mussolini, oprør, og
trods stærk modstand i den sp. befolkn.
især i byerne, sejrede den under ledelse
af Francisco Franco i marts 1939 (se
sp. borgerkrig); Vestmagterne havde ved
forsøg på ikke-indblandingspolitik ikke
hindret ty.-ital. støtte til Franco, men i
vid udstrækning standset hjælp til
folkefrontregeringen. Franco fik støtte bl. a.
hos monarkister, Carlister og sp.
fascistbevægelse Falangen. 1937 samlede
Franco sine tilhængere i falangistisk
enhedsparti, hvor Falangens opr.
socialrevolutionære program var neddæmpet.
Efter sejren 1939 var åbenlys opposition
umulig og Francos svoger Suner
(udenrigsmin. 1940-42) søgte tilknytning til
Aksen; Franco angreb kommunismen
voldsomt, men undgik brud m. Engl.
og drejede efter 1942 mere og mere i
retn. af Vestmagterne, der efter,krigen
undlod at sætte magt ind på at styrte
det sp. diktatur,
spani’o’ler (sp. espanol spansk)’. I) jøder,
som efter Ferdinand d. Katolskes
erobring af hele Spanien 1492 udvistes og slog
sig ned i Tyrkiet o. a. lande i Orienten.
Deres sprog er en blanding af sp., hebr.,
tyrk. m. v. (jfr. sefardim). 2) d. s. s.
spaniere, spec. brugt om de sp. tropper i
Danm. 1808.
’Spannjerskç Legater (stiftet af
skomagermester i Kbh. J. E. Spannjer
(1784-1872)), oprettet 1872. Kapital ca. 3 mill.
kr. Anv. til humanitære formål,
spansk-amerikanske krig 1898,
udbrød, da USA sympatiserede med Cubas
rejsning mod Span. Efter at
USA-slag-skib »Maine« var sprunget i luften i
Habana (næppe sp. mine, som påstået af
amer.), stillede USA ultimatum til Span.
om anerkendelse af Cubas uafhængighed;
efter sp. afslag og få måneders kamp
besattes Cuba og Filipinerne. Ved fred i
Paris dec. 1898 afstod Span. Puerto Rico
og Filipinerne til USA, mens Cuba blev
selvst. republik under USAs protektion,
spansk-amerikansk litteratur. En
egl. s regner man først med efter det sp.
Amer.s løsrivelse. Bl. de første digtere kan
nævnes ecuadorianeren Olmedo
(1782-1847). I slutningen af 19. årh. er der en
rig blomstring i litt., betegnet bl. a. ved
navne som Rubén Dario (fra Nicaragua),
en af den sp. verdens berømteste lyrikere
og epikeren Zorrilla de San Martin (fra
Uruguay). I nyeste tid har Gabriela
Mistral (Chile) gjort sig bekendt,
spanske arvefølgekrig, eur. storkrig
1701-13(14). 1700 døde den barnløse Karl
2. af Spanien efter at have testamenteret
riget til Ludvig 14.s sønnesøn Filip af
Anjou. Ludvig 14. akcepterede
testamentet i strid m. tidl. eng.-fr. delingsaftaler.
Da Ludvig lod fr. tropper besætte Belg.
og syntes at ville overføre sp. handel til
Frankrig, forbandt Vilhelm 3. af
Engl.-Holl. sig med Habsburgerne i Østr., der
krævede arven; hertil sluttedes Preussen,
Portugal, Savoyen. Efter årelange kampe
hævdede fr. tropper Spanien for Filip;
men Østrig tog sp. besiddelser i Ital., og i
Bayern (franskvenligt) og i Belgien slog
Marlborough og Eugen af Savoyen
Ludvigs hære (Höchstädt 1704, Ramillies
1706, Oudenaarde 1708, Malplaquet
1709). Det reddede Ludvig, at Torierne
1710 tog magten i Engl. og 1711 sluttede
separatfred; endelig fred sluttedes i
Utrecht 1713; Filip af Anjou (F. 5.) fik
det egl. Span. og kolonierne, Engl. fik
Gibraltar (erobret 1704) og New
Foundland, NovaScotiaog Hudson Bay-landene,
samt monopol på sp. negerhandel. Østr.
måtte i Rastatt 1714 opgive Spanien, men
fik Belgien, Milano, Neapel og Sardinien;
Savoyen fik 1713 Sicilien, men måtte
1720 udveksle øen mod Sardinien,
spanske borgerkrig 1936-39. Efter
valgsejr for folkefrontpartierne febr. 1936
med efterflg. uro og kirkeforfølgelser
dannede kons. generaler (Sanjurjo,
Franco) sammenslutn. i forståelse m.
Mussolini og rejste 16.-17. juli 1936
oprør på De Canariske Øer og i Marokko,
18. 7. i Sevilla og Burgos. Støttet til ital.
og ty. flyvevåben overførte Franco sine
marokkanske styrker til Span.,
beherskede Andalusien og fik aug. ved
Bada-joz’ erobring forbind, med Molas styrker
mod N. Folkefrontsreg., støttet af
borgerlige radikale, af de indbyrdes uenige
arbejderpartier og overvejende af
catala-nerne, hævdede Central- og Østspan., det
meste af Asturien og de baskiske
provinser, men var ikke beredt på moderne krig
og savnede officerer; Franco savnede
tropper og havde det meste af befolkn.
mod sig, navnlig arbejderklassen. Senere,
da Sovj. sendte hjælp, og fremmede
frivillige kom til, fik republ. rejst en
brugelig hær, men måtte gennemgående holde
sig i defensiven.
Den fr. reg. (Blum) sympatiserede m.
folkefronten i Span., men kunne ikke
tage krig mod Tyskl.-Ital. og fik aug.
1936 med eng. støtte gennemført aftale
m. Tyskl. og Ital. om ikke-indblanding;
den blev overtrådt konsekvent af
Ital.-Tyskl. Fælles kystkontrol over Span.
forsøgtes apr.-sept. 1937. Den eng. reg.
(Chamberlain-Eden) ønskede ikke
folkefrontens sejr og håbede på forståelse
m. Franco. Derimod fik vestmagterne i
forening m. Sovj. ved
Nyon-overenskom-sten 14. 9.1937 standset ital. ubådes
torpederinger i Middelhavet. 1. 7. 1937
erklærede Mussolini, at Ital. fastholdt
systemet med frivillige til støtte for Franco.
Efter flyverangreb på ty. slagskib
»Deutschland« 29. 5. 1937 bombarderede
det som hævn byen Almeria.
Forhandlinger 1938 om tilbagetrækning af de
frivillige førte ikke til noget.
Franco søgte efterår 1936 fremstød
mod Madrid og nåede til udkanten af
byen, men 12. 3. 1937 brød det
motoriserede ital. infanteri sammen ved
Guada-lajara. Nationalisterne samlede derpå
kræfterne om erobring af de isolerede
nordsp. modstandsområder med de rige
metallejer, hvilket gennemførtes 1937 af
general Mola (26. 4. Guernica efter
ødelæggende luftbombardement, 19. 6.
Bil-bao, 25. 8. Santander, 21. 10. Gijön;
Irün, forbindelsen til Frankr., var taget
5. 9. 1936). Folkefrontsregeringen, der
svækkedes af indre konflikter, søgte
forgæves angreb V f. Madrid; erobrede jan.
1938 Teruel, men mistede den atter i
febr., hvorpå Franco 15. 4. 1938 afskar
Catalonien fra øvr. Span. Efter hårde
kampe ved Ebro sejrede Franco nov.
1938, 26. 1. 1939 faldt Barcelona, febr.
1939 var modstanden i Catalonien slut.
27. 2. besluttede Engl. og Frankr. at
anerkende Fra ncos regering. 1 slutn. af
marts opgav republikanerne modstanden
i Madrid og Valencia, 1.4. 1939
erklærede Franco krigen for afsluttet.
spanske kappe, ældre strafferedskab.
Bestod i en tønde, som blev sat ned over den
skyldige, således at hans hoved ståk ud
gnm. et hul i bunden, hvorefter han blev
udstillet på torvet ei. et lign. sted.
Spanske Mark, sp. La Marca Espahola,
landet ml. Pyrenæerne og Ebro, som Kari
den Store erobrede 778; udviklede sig til
Catalonien.
Spanske Nederlande, de 10 sydl. nederl.
provinser (omtr. nuv. Belg.), der under
nederl. frihedskrig efter 1572 forblev sp.
1713 overdraget til Østrig,
spanske støvle, torturredskab, bestående
i to halvcylindre, besat med pigge på
indersiden, der skruedes sammen om
delinkventens ben.
Spanske Sø, Den, d. s. s. Biscaya Bugten,
spansk flue (’Lytta ves ica’tor ia), grønlig
plasterbille. Afgiver en blæretrækkende
vædske. S-Europa,
spanskflueplaster ei. kantar ideplaster,
blæretrækkende middel,
spanskgrønt, basisk kupriacetat.
Spansk Gui’nea [gi-], sp. Guinea
Espano-la, koloni ved Guineabugtens inderste del,
omfatter Rio Muni og Øerne Fernando
Pöo, Annobön m. fl. småøer. Eksport af
kakao* kaffe og tømmer. Hovedstad:
Santa Isabel på Fernando Pöo.
spansk humle, en art merian,
krydderplante, anv. bl. a. til kryddersild,
spansk krave, betegn, for pibekraven o.
1600, da den sp. mode dominerede,
spansk kunst. Malerkunsten begynder
med håndskriftsminiaturer i 10. —11. årh.,
rel. vægbilleder i landsbykirker i 11. og 12.
årh. Stilen viser blandet eur. (fr.) og
4228
4229
4230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
