Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - vævskultur ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vævskultur
vågehval
ca. 1770 fremstilledes i overvejende grad
umonstrede stoffer. Der vævedes i almuen
omhæng omkr. himmelsengen og alkoven,
stoffer til dragter, sengeklæder, dækketøj
o.a. Materialet var næsten altid hørlærred,
uldstoffer (vadmel og klæde) og hvergarn
(af uld + hør, siden ca. 1715). Til de
ældste vævninger anv. stærke, klare
plantefarver i rødt, sort, blåt og grønt. Omkr.
1850 kom anilinfarverne på markedet.
-Mønstrene skiftede efter de forsk. egne.
Landsbyvævningen blomstrede indtil
midten af 19. årh., da hjemmevævningen
afløstes af professionelle vævere.
vævskultur, dyrkning af dyriske
vævsceller uden for organismen, v foretages i
særlige næringsopløsninger og under
særlige betingelser (temp. m. m.). Vævsceller
kan leve og formere sig i årevis i sådanne
kulturer.
vævspænding i planter beror på ulige
saftspænding i vævene. Flækkes en
mælkebøttestængel, krummes stykkerne
udad, idet de indre væv har størst v.
vævsvædske, fysiol., den vædske, der
befinder sig i celiemellemrummene, i direkte
kontakt med cellerne. Den fornyes ved
udsivning fra blodet, og overskud drænes
bort gnm. lymfesystemet, v udgør ca. 201,
dens sammensætning er som
blodplasmaets, dog uden æggehvidestofferne.
Växjö [’vækjø:], sv. købstad (fra 1342),
Småland, hovedstad i Kronobergs län, N
f. Karlshamn; 19 000 indb. (1949).
Dom-kyrkan (12. årh.), stiftsbiblioteket. I
nærheden östrabo (bispegård fra 18. årh.).
Jernbaneknudepunkt. Ældgl. by.
Bispesæde 1163.
. Växjö stift, sv. stift, omfatter
Kronobergs, det meste af Jönköpings og sydl.
Kalmar län; 499 000 indb. (1946).
Wöhler [’vø:l3r], Friedrich (1800-82), ty.
kemiker, den første, der fremstillede et
org. stof (urinstof) ud fra rent uorg.
bestanddele (1828).
Wöldike [’vøl’-], Mogens (f. 1897), da.
musiker. 1920 mag. art. i
musikvidenskab. 1921 kantor, 1925 organist ved
Holmens Kirke, 1931 ved Christiansborg
Slotskirke. 1949 fast kordirigent ved
Statsradiofonien, hvor han allerede siden
1937 har dirigeret en række udsendelser
med madrigalkoret. Oprettede
Københavns Drenge- og Mandskor, der er
knyttet til De Forenede Kirkeskoler.
Wölfflin [’völflin], Heinrich (1864-1945),
schw. kunsthistoriker, prof. i Basel,
Berlin og München. Har behandlet kunstens
formproblemer i bøgerne: Renaissance
und Barock (1888), Die klassische Kunst
(1899), Die Kunst Albrecht Dürers (1905),
Kunstgeschichtliche Grundbegriffe (1915).
Völkischer Beobachter [’fölkifar [-be’o:b-attar],-] {+be’o:b-
attar],+} ty. dagblad, grl. 1887 som
»Mün-chener Beobachter«, overtoges 1920 af
det nat.soc. parti, hvis hovedorgan det
blev. Ophørt 1945.
Wøller [’völ’ar], Johan (f. 1878), da.
forfatter og læge. 1904-09 og 1911-33 i
Østen (mest Java). De særdeles
velskrevne rejsebøger Fra Limfjorden til
Boro-budur (1935), Rejsen til Insulinde (1938)
og Rejsemosaik (1942) virilt konservative.
’Völsunga saga, fornaldersaga fra 13.
årh.s 2. halvdel om Völsungerne; slægten
føres tilbage til Odin, dens hist. frem til
Jörmunrekks død. V er en
prosaomskrivning af gl. kvad, hvoraf enkelte ukendte.
’Völsung-ætten, sagnhist. germ.
helteslægt, hvis hovedskikkelse er Sigurd
Fafnersbane (ty. Siegfried); grundlag for
sagnene om V er for en del hist.
begivenheder i folkevandringstiden. Ml.
hovedkilderne (Nibelungenlied (ty.), Eddaens
heltedigte og Völsunga saga) hersker
kun delvis overensstemmelse i skildr, af
V-s skæbne og familieforhold, idet de opr.
fællesgerm. sagn er blevet kombineret m.
lokale sagnkredse. Den ældste tradition
(Eddaen) omfatter: Sigurds dragedrab,
ægteskab og død (Sigurdkvad), hans
hustru Gudruns 2. ægteskab m. Atle
(Atlakviöa), 3. ægteskab m. Jönakr
(Hamöismål).
Vølund, da. navn på germ. sagnhelt (ty.
Wieland, eng. Weiand), en kunstfærdig
smed; V-s skæbne er litt. behandlet bl. a.
i »Völundarkviöa« (hovedkilden), Oeh-
lenschlägers »Vaulundurs Saga« (1805),
Drachmanns »Vølund Smed« (1894).
’Völundarkviöa, et af Eddaens
helte-digte med germ. sagnstof: kunstsmeden
Vølund lemlæstes af kong Nidud og
tvinges til at arbejde for ham; ved list lykkes
det ham at dræbe kongens sønner og
skænde hans datter Bødvild;
triumferende meddeler han Nidud sin hævn og
flyver bort v. hj. af magisk kraft.
’Völuspå (oldisl: vølvens spådom), et af
Eddaens gudedigte, kun kendt i
mangelfuld overlevering. V er en spåkvindes
visionære og ekstatiske fremstilling af
verdens skæbne i fortid og fremtid,
begyndende i urtiden med skabelsen af
gudernes fredstid, fortsættende gnm.
strid ml. åser og jætter, hvorunder
verden lægges øde og til sidst synker i havet,
til aseslægtens genopstandelse på en ny
jord, der stiger af havet. V er det dybeste
og mest gribende digt, der er inspireret af
nord. mytol. Datering og tolkning
omstridt; det anses af nogle forskere for
skrevet omkr. år 1000 af hedensk forf.
med kendskab til kristelig eskatologi.
vølve, oldisl. völva (af völr (trylle)stav), i
oldisl. litt. betegnelsé for en spåkvinde,
især kendt fra Eddadigtet »Völuspå«
(vølvens spådom).
Woermann f’vø:r-], Karl (1844-1933), ty.
kunsthistoriker. Direktør for
Dresdner-gall. Hovedværk: Geschichte der Kunst
aller Zeiten und Völker (1900-11).
Wcerth [vört], ty. Wörth, lille fr. landsby
i Alsace, hvor fr. tropper under Mac
Mahon led afgørende nederlag 6. 8. 1870.
Wörthersee [’vø:rtarze:], sø i Kärnten,
Østr.; 21,6 km2; 84,6 m d.; 440 m o. h.
Langs bredden talrige bade-og kursteder.
Vörösmarty [’vöröjmortj], Mihdly
(1800-55), ung. digter, var en af de ledende
romantiske digtere i Ungarn, har skrevet
dramaer og eposer (således Zaldn futåsa
(Zalans flugt) (1825)).
Vöslau [’fø:slau], kursted med radioaktive
kilder, SV f. Wien, Østrig; ca. 9000 indb.
våben, 1) mil., krigsredskab (se de enkelte
arter af v); 2) i heraldikken et Dermanent,
som regel arveligt mærke. De mærker,
som i primitive kulturer og hist. tid føres
af stammer og enkeltpersoner, er ikke egl.
v. Disse opstod først på korstogstiden af
de stærkt farvede mærker, som ridderne
satte på hjelm, skjold, våbenkjole og
skaberak, fordi den dengang anv. lukkede
hjelm gjorde sin bærer ukendelig. Ved
turneringer overvågede særl.
embedsmænd, herolder, at v ikke misbrugtes og
var i overensstemmelse med heraldikkens
regler. Hjelmtegnet og skjoldmærket
sammenfattes under betegn, våben.
Begge dele var opr. af samme form som
de virkelige våben, der brugtes til krig og
turnering, senere, da brugen af disse var
ophørt, af mere ei. mindre fantastisk
udseende, v kan dannes ved en deling af
skjoldet i forsk, farvede felter ei. ved anv.
af stiliserede dyr (fabeldyr), planter,
redskaber osv. Af tinkturer anv. den gode
heraldik kun metallerne guld (gul) og
sølv (hvid) samt farverne rød, blå, sort og
grøn. En ufravigelig regel er, at farve
sættes på metal og metal på farve (f. eks.
blå løve i guldfelt, sølvbjæike i rødt felt),
en regel der viser v-s funktionalistiske
oprindelse. I st. f. hjelm og hjelmtegn anv.
i nyere tid ofte rangkroner. Endv. er i
tidens løb tilkommet de såk.
pragtstykker: skjoldholdere, deviser og våbentelt,
samt værdighedstegn som ordner,
mar-skalstave o. a. Fra opr. at være personlige
mærker gik v snart over til at blive
slægts-mærker (således anv. v f. eks. i signeter).
Fra slægten overførtes v til dens
besiddelser, hvorved stats-v opstod. Forsk,
organisationer førte allerede i middelalderen
v, og heraf opstod bl. a. by- og lavs-v.
-Retten til at føre v har aldrig, som det
ofte antages, været forbeholdt adelen.
Allerede i middelalderens slutn. træffes
ikke-adelige v.
våbenart, fællesnavn for tropper, der
virker ens: fodfolk, rytteri, artilleri,
ingeniører, flyvere m. m.
våbenbog, samling af heraldiske våben.
Fra middelalderen er i udlandet bevaret
fl. v. Da. v kendes først fra 17. årh.
våbenbrev, kgl. brev, der tildeler et
arveligt våbén. Modtagelsen af v var opr. ikke
ensbetydende med ophøjelse i
adelsstanden.
Våbenbrødre, De Danske, selskab
stiftet 1859 for mænd, der i krig har hørt til
hæren ei. flåden,
våbenfluer (Strafio’myidae), ret primitive
fluer. Larverne m. ret veludviklet hoved,
oftest i fugtig jord ei. vand, enkelte i
gødning. Adskillige arter i Danm.
våbenforbud, folkeretlige. For at
mildne krigens grusomhed er fra tid til
anden vedtaget forbud mod anv. af
særlige våben, således det på
Haag-konferencen 1899 vedtagne forbud mod
dumdum kugler og protokollen af 1925 om
forbud mod anv. af giftgas og
bakteriologiske krigsmidler. FNs plenarforsamling
vedtog 24. 1. 1946 at nedsætte en
kommission vedr. atomenergien, der bl. a.
skulle stille forslag om at unddrage de
enkelte staters krigsmagt atomvåben og
andre vigtige våben, der kan anv. til
masseødelæggelse,
våbenfrakke, mil., uniformsfrakke af
klæde, mods. snorefrakke, drejlsfrakke o.l.
Våbenfæller 1914-18, 1939-45, De
Allieredes Danske, forening stiftet
1920, optager alle da. mænd og kvinder,
som har gjort tjeneste i de allierede lande
under 1. og 2. Verdenskrig; 1948: 45
aktive, 135 passive medl. V har indført
»Moders Dag«,
våbenhandelskonventionen af 17. 6.
1925, afsluttet ml. 46 magter på initiativ
af Folkeforbundet, bestemmer bl. a., at
krigsvåben kun må udføres under
rege-ringskontrol, at statistiske oplysningerom
våbenhandelen skal offentliggøres m. m.
våbenhus, udbygget forhal foran
kirkedør, hvor de kirkesøgende i gl. tid
hensatte deres våben under gudstjenesten,
våbenhvile, kortere kampophør, aftalt
ml. lige over for hinanden stående
hærførere.
våbenmester, mil., befalingsmand, der
har særtilsyn med underafdelingens våben
og andet udstyr,
våbenplads,’mil., udvidelse afdækket vej
til samlingssted for udfaldsstyrker.
våbenskjold, alm. betegn, for et med
herald, mærker forsynet skjold,
våbenstilstand, længere kampophør,
aftalt ml. regeringer ei. de øverste hærførere,
våbentag, i gl. da. og no. ret en
tilkendegivelse af tingmændenes tilslutning til et
fremsat forslag. Bestod i, at de slog deres
våben mod hinanden,
våbentelt ei. våbenkappe, i heraldikken et
såk. pragtstykke, et baldakinagtigt
draperi, som danner baggrund for våbnet,
v bruges som regel ved fyrstevåben. (111.
se tavle Rigsvåben).
våd, anden stavemåde for vod.
vådbundsplanter, karakterplanter, der
viser, at afvandingen er mangelfuld,
våde, i gl. da. og no. retssprog en optræden,
der medførte fare for person ei. gods, uden
at dette var tilsigtet; vådesværk
omfattede både uagtsomhed og hændelig
skade.
vådspinding består ved 1) hørgarn i, at
forgarnet føres om en rulle, der er anbragt
i en rende med varmt vand; ved v bliver
garnet tyndere og jævnere end ved
tørspinding; 2) kunstsilke og celluld,
udpresning af spindemassen gnm. en
spindebruse i et fældebad, hvor viskosen
koagulerer.
vådstøbning, støbning med mørtel ei.
beton, hvis konsistens er plastisk ei.
flydende. Størkning og første hærdning må
ske i formen.
Våg, da. navn på Vågur.
våge, åbning i et vands isdække.
Waage [’vå:ga], Peter (1833-1900), no.
kemiker. Opstillede sammen med C. M.
Guldberg massevirkningsloven.
Waagechristensen [’vå:y»-], Mary (f.
1894), da. forfatterinde. Af hendes
skuespil har bl. a. det satiriske Endnu en Nat
(1938) og Helhesten (1941) vakt
opmærksomhed, af hendes romaner Fandens
Mælkebøtter (1942).
vågehval (Balaen’optera acuto-ro’strata),
ret lille finhval. Hvidt tværbånd over
luffen. Fiskeæder. Norges kyst, Skagerrak.
105*
4999
5000
5001
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
