Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
i det åndens laboratorium, hvor de kostbare smykker,
som nu alverden beundrer, langtsomt og prøvende, i
tvivl og grublen, blev til. *)
Ibsen mente at publikum kun hadde ret til at lære
det fuldendte, resultaterne at kjende. De hemme-
lighedsfulde forberedelser til arbeidet, åndens kamp
med det gjenstridige materiale, inden den ideale form
nåedes, angik af gode grunde ikke publikum.
Jeg synes ikke om at folk skal se, hvilke dum-
heder jeg har gjort, før jeg fik mit arbeide, som jeg
vilde ha” det," sa Ibsen mange år senere til en norsk
kritiker. (Se Halvdan Koths indledning til ,Efter-
ladte skrifter"’). Jeg var fuldstændig enig med Ibsen.
En digter er i så henseende stillet som kokken i et
fornemt hus. Denne vil nok at vi skal beundre hans
kulinariske frembringelser, når de er anrettet på
festbordet inde i salen, men vé os, om vi, drevet af
utidig nysgjerrighed, lister os ud i kjøkkenet for at
undersøge hans recepter, hans potter og pander.
Jeg måtte mindes hin betydningsfulde samtale med
Ibsen, da jeg senere læste Gottfried Kellers bekendte
vers:
» Werft jenen wust verblichner sehrift in’s feuer.
Der staub der werkstatt mag zu grunde gehn!
*) I min bog ,,Samliv med Ibsen” har jeg meddelt, hvor rasende
Ibsen blev da hans frue tilfældigvis hadde opdaget, at en af personerne
i hans stykke var læge.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
