Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Christensen: Danskes rejser i Sverige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 Georg Christensen
en falsk Forfinelse, der sætter en ære i Glimmer, Prål og
Forfænge-lighed, i Stedet for at søge Tingenes indre Kiærne, det Sande,
Virkelige, Væsentlige, hvorefter Nordboen altid stræbte". — At
man har kaldt de Svenske for Nordens Franskmænd anser han for
det første for en tvivlsom kompliment, og dernæst for urigtigt.
"I den svenske Nationalcharakteer er vist ikke Flygtighed og
Letsindighed et Grundtræk; thi disse flagrende Aander fostres ikke
mellem Nordens Klipper, og de yttre sig ingensteds, hvor Folket
handier og virker. Kraft og Älvor har det altid hyldet: ikke
Gustav III, men Carl XII, var Idealet for en svensk Konge."1
Som man ser er dette nærmest göticisme, og mere udtryk for
en teori og personlig smag end for direkte iagttagelse. Men
be-tragtningerne har deres store betydning, fordi de viser, at man nu
er ved at fjerne den anstødssten for en nærmere förbindelse mellem
de to folk, som det mere officielle Sverige jo nok kunde siges at
være med de minder der knyttede sig til dets forhold til Danmark.
Derimod skabes der en bredere sympatibasis ved at bygge på selve
folket, hos hvem man finder de lidt almindelige men forrøentlig
fællesnordiske moralske værdier. På denne grund bygger
studenter-skandinavismen og rejser herpå sine fremtidshåb.
Det blev sagt ovenfor, at Molbech også havde en national
tendens med sine "Breve". Den viser sig i en lidt smålig träng
til at anstille sammenligninger mellem danske og svenske forhold
i stedet for direkte at søge at förstå det karakteristiske, og i en
lidt pedantisk målen lys og skygge for at hævde den nationale
ære. Strax i forordet angives synspunktet: "Jeg har i Sverrige
lært at agte en Nation, hvis Hæder hverken Uheld eller Enkeltes
Brøde kan plette; men jeg har heller ikke saa sielden i det
frem-mede Land lært at agte mit eget; og ved mangen Sammenligning
har jeg hävt Aarsag til at erkiende, at stundom vor Beskedenhed
i at sætte Priis paa os selv og vört eget gaar for vidt.–––Hvor
meget Kraftigt og Dygtigt og Godmodigt, jeg end har fundet hos
1 I d. 19de årh. er Carl XII og Gustav Vasa genstand for en voxende
rent menneskelig beundring og halvt romantisk forherligelse både hos
histo-rikere og digtere i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
